Hvad har Oliver Stone og Christian Eriksen til fælles? Umiddelbart ikke så meget, skulle man tro. Men da jeg læste interviewene med den 24-årige danske fodboldspiller og den 70-årige amerikanske filminstruktør, slog det mig alligevel, at der er en grund til, at de begge er blevet så dygtige til deres metier, som de er.
Christian Eriksen voksede op i Middelfart, Oliver Stone i New York. Som 20-årig meldte Stone sig frivilligt til den amerikanske hær for at blive udsendt til Vietnam, mens Eriksen i samme alder slog igennem på landsholdet og i Ajax Amsterdam.
Og det er her, der sker et afgørende skift i begge de to unge mænds liv. For Oliver Stone grundlægger mødet med den meningsløse og blodige krig mod kommunismen og Viet Cong den vrede og indignation mod det hykleriske USA, som stort set alle hans film – fra ’Platoon’ og ’Born on the Fourth of July’ til ’JFK’ og senest ’Snowden’ – er formet af. Han tog af sted som patriot, som han selv forklarer det, og vendte hjem som anarkist.
”Psykisk har jeg formentlig også ar,” siger han.
Christian Eriksens ’Vietnam’ var mødet med storklubben Ajax Amsterdam og træneren Frank de Boer, der var – og er – berygtet for både sin unikke mandskabspleje og sit heftige temperament, hvis spillerne fejler på banen.
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Men faktisk var det ikke uvant for Eriksen, der allerede som lilleputspiller i Middelfart hørte sin far råbe på sidelinjen og måtte finde sig i at blive skældt ud efter endt træning, hvis han ikke havde gjort det godt nok.
”Når vi sad i bilen på vej hjem fra kamp, sagde min far om en eller anden situation i kampen: ’Hva’ fanden lave’e du der? Hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan? Krafté’me, nu må du komme i gang!’ Og så sidder man dér, som sådan en lille dreng på bagsædet, og ryger længere og længere ned i sædet og ved ikke rigtig, hvad man skal gøre.”
Når Eriksen i dag taler om sin barndom, er det uden bitterhed, men der er ingen tvivl om, at turene hjem i bilen fra en dårlig træning med en vred far bag rattet har sat sine spor. Og hvor er vi glade for det!
Der er en del sandhed i den gamle kliché om, at man ikke behøver at have haft en dårlig barndom for at blive en stor kunstner – men at det hjælper på det.
Og Christian Eriksen med det milde temperament og lidt nervøse blik var uden tvivl ikke kommet helt så langt, hvis han ikke var blevet pacet til det.
Der skal en stor portion talent, en god dosis flid og et lille drys held til at komme langt her i livet, men det hjælper også en hel del, hvis man på den ene eller anden måde bliver udsat for pres udefra.
Så sent som i går vendte jeg om og kørte hjem igen, da min datter på otte år alligevel ikke følte, at hun havde lyst til at komme til dans. Og i de snart tre, år hun har gået til klaver, er hun ikke blevet hørbart bedre, fordi jeg ikke har lyst til at tvinge hende til at øve sig. Hun skal nok vokse op og blive god til en masse ting, men det bliver nok hverken på klaver eller dans, hun skal tjene sine penge.
Og da jeg selv knoklede rundt som niårig ude på KB’s baner på Frederiksberg (hvor F.C. Københavns førstehold senere kom til at træne) tirsdag og torsdag eftermiddag i slud, var det med en forstående far på sidelinjen, der hellere gav de andre drenge skylden, hvis jeg (igen) blev tacklet og mistede bolden.
At blive rigtig god kræver bare noget ekstra, og det ekstra gør nogle gange ondt. I Euroman fortæller vi historier om mænd, som har betalt den høje pris.
Det gør vi også i denne måned.
LÆS OGSÅ: Christian Eriksen om sin ambitiøse far: "Da han stod og skreg på sidelinjen efter mig, ønskede jeg da, at han ville tie stille”'
