50-årige Gianlucca Vacchi, der dagligt fremviser sin enorme rigdom til sine 11 millioner følgere på Instagram, er tilsyneladende kommet i så store økonomiske problemer, at kreditorer har beslaglagt hans yacht, flere af hans villaer og hans andel i Casalunga Golf Club på grund af en gæld på 10,5 millioner euro. Det skriver Independent.

Vacchi er berømt for sin ekstravagante livsstil og deler flittigt billeder på Instagram af sig selv til fester, på yachts og i privatfly, ofte i selskab af smukke kvinder og berømtheder. Han er desuden arving til selskabet IMA, der producerer industriel emballage og farmaci, og som ifølge Independent betaler ham 5 millioner euro årligt.

Det lader dog til, at pengene er ved at slippe op, og det er ikke en chance, som Vacchis mange følgere har ladet passere. Efter nyheden om beslaglægningen kom frem, er Vacchis arbejdsfri liv nemlig blevet parodieret på en Facebook-side kaldt “Find Gianluca Vacchi a job”, som dog sidenhen er blevet taget ned.

Flere Twitter-brugere har desuden postet memes, der forestiller millionæren vænne sig til en ny og noget mindre luksuriøs tilværelse, hvor yachts og store pools er skiftet ud med vandcykler og små badebassiner til børn, eller som hjemløs - ofte gerne efterfulgt af hashtagget #Enjoy, som Vacchi selv ynder at bruge.

Vacchi lader dog ikke selv til at tage situationen så tungt og har sagt til det italienske medie Quotidiano, at de 10,5 millioner euro “bare er en lille gæld” set i forhold til familievirksomhedens værdi.

Ikke desto mindre beløber Vacchis gæld sig til en enorm sum, og en appel til offentligheden om at hjælpe med at afbetale gælden er ikke gået helt så godt, som man kunne håbe. Der er nemlig kun blevet samlet 5 sølle euro sammen indtil videre - så badebassinet bliver måske snart en realitet for den stakkels rigmand.

LÆS OGSÅ: Se listen over de 10 rigeste unge celebs

LÆS OGSÅ: Koskenkorva handler om suveræn vodka – ikke hurtige biler og bling bling

LÆS OGSÅ: 1000 Liter sprut og en palle knæklys er bare to af ingredienserne i Chateau Motels studenterkørsel