"Jeg var altså slet ikke mig selv i går." Den sætning har du helt sikkert selv sagt eller hørt efter en våd aften i byen med vennerne.

Men den holder altså ikke helt længere, ifølge et nyt studie publiceret i tidsskriftet Clinical Psychological Science

Her havde en række forskere nemlig sat sig for at finde forskellen på personligheder mellem fulde og ædru folk. 

De gav 156 forsøgspersoner en personlighedstest baseret på de fem store personlighedstræk: (1) åbenhed (konventionel/original) (2) samvittighedsfuldhed (upålidelig/trofast) (3) ekstraversion (udadvendt/indadvendt) (4) venlighed (irritabel/godmodig) og (5) neuroticisme (bekymret-rolig).

Først skulle forsøgspersonerne så tage testen baseret på deres personlighed, når de var ædru, og bagefter skulle de tage den, baseret på hvordan de mente de var, når de var fulde. 

Efterfølgende blev forsøgspersonerne sat sammen med en gruppe venner, hvor nogle var udsat for placebo, det vil sige, at de kun drak sprite, mens andre forsøgspersoner fik et skvæt vodka i deres sprite. 

Nu skulle forsøgspersonerne så sammen med deres venner foretage en række gruppeaktiviteter, som var designet til at fremhæve de fem personlighedstræk i den ene eller den anden retning. 

De fulde forsøgspersoner oplevede, ifølge dem selv, forandringer i alle fem personlighedstræk. De følte lavere niveauer i trækkene samvittighedsfuldhed, åbenhed og venlighed, mens de følte sig mere udadvendte og rolige.

Men da det så blev vennernes eller observatørernes tur til at vurdere forsøgspersonerne, var det kun trækket ekstraversion, der stak særligt ud, fordi forsøgspersonerne virkede mere aktive, sociale og selvsikre. 

Forskerne forklarer, at det er naturligt, at det er ekstraversion, der slår ekstra meget ud, da det er det af de fem personlighedstræk, der er allermest tydelige hos mennesker. 

Alligevel synes forskerne, at det er overraskende, at der var så stor forskel på hvad observatørerne syntes om de fulde forsøgspersoner i forhold til hvad forsøgspersonerne selv syntes.

Forskerne anerkender desuden, at de kontrollerede forsøgsrammer kan have smittet af på både forsøgspersoner og observatører. 

"Selvfølgelig ville vi elske at se de samme resultater, som vi har fundet i laboratoriet, ude hvor folk rent faktisk drikker - på barerne, til fester og hjemme," siger en af forskerne bag studiet, Rachel Winograd fra University of Missouri til psychologicalscience.org

"Og forhåbentlig kan resultaterne i forskningsprojektet hjælpe folk med at reducere den dårlige indflydelse, som alkohol kan have på deres liv," konkluderer Winograd.   

Så hvis du er typen, der får et godt skud mentale tømmermænd oveni kvalmen og hovedpinen, og du er parat til at bruge den indledningsvist kendte sætning, "Jeg var altså slet ikke mig selv i går", så bør du måske tænkte dig om en ekstra gang.

Hvem ved? Måske så folk dig slet ikke i et så skidt lys, som du gik og troede. 

LÆS OGSÅ: "Peter Falktoft: Derfor drikker jeg ikke"

LÆS OGSÅ: "Fremtidens alkohol kommer uden tømmermænd"

LÆS OGSÅ: "Jeg synes, det er halvklamt, når folk vælter totalt stive rundt halv to lørdag nat på Strøget"