I en sele på en stejl klippe hænger Thomas Helsborg. Der er 200 meter ned til det nærmeste flade stykke græs, hvor en flok malkekøer hygger sig mellem alpeskråningerne. For Thomas er de kun bittesmå, levende prikker, og han kæmper for at styre sin vejrtrækning.

I den forgange uge har han sammen med et hold på femten tidligere kræftramte vandret fra morgen til aften i Dolomitternes barske terræn knapt tre kilometer over havets overflade. De har overskredet deres egne grænser og besteget så mange toppe som muligt.

Undervejs har de hjulpet hinanden gennem højdeskrækken, båret hinandens rygsække, når det har været nødvendigt, og delt deres madpakker mellem sig.

Mænd vil ikke sidde i rundkreds

I hytten om aftenen har de leget selskabslege, drukket et par øl og brokket sig over deres ømme klatreben, men de har også talt om medicinbivirkninger, kemohår og problemer med kæresten, familie og venner - alle mulige emner, der fylder, når man har gennemgået et kræftforløb.

Det er den vekslen mellem mandehørm og sygdomssnak, der er én af de store styrker ved turene til Alperne, mener Thomas Helsborg.

”Traditionelt set tiltaler det ikke mænd at sidde i en rundkreds og tale om følelser. Så bliver det hele  så trist. Men når man mødes om en aktivitet, bliver det lettere også at snakke sammen.”

Tredje rejse på et år

Omdrejningspunktet på turene er ikke canceren, forklarer han. Fokus er i stedet på motionen. Man kan tale lidt, og så kommer der et bjerg. Bagefter kan man tale lidt igen. Når samtalen bliver for meget, kan man altid koncentrere sig om sine ømme lår.


Her er gruppen i Dolomitterne foran Tre Cime-bjergene.

Det gør det nemmere at få lettet hjertet, og derfor har der også været stor efterspørgsel på rejserne, fortæller Thomas. Det er nu tredje gang indenfor det seneste år, at han og makkeren Tim Barrett arrangerer et smut til bjergene i syd.

Begge er medlemmer af foreningen Proof of Life, der har til formål at hjælpe tidligere kræftramte mellem 18 og 40 år med at komme tilbage til et aktivt liv. Det er her igennem tilmeldingen foregår.

Kræftramte mangler tillid til kroppen

Det er ikke hver dag, at man som dansker har mulighed for at bestige et bjerg, men for de to arrangører er det helt essentielt, at motionen er ekstrem og hård.

Tanken er nemlig, at deltagerne skal genvinde kontrollen over deres legeme og troen på deres krop. Det er nemlig ofte svært for kræftpatienter, hvilket Thomas Helsborg selv erfarede, efter at han i december 2010 blev erklæret sygdomsfri efter 11 måneders behandling for kræft i skjoldbruskirtlen i halsen.

Thomas var selvfølgelig glad for ikke at skulle besøge sygehuset længere, men han havde svært ved at føle sig ovenpå. I stedet for at være lykkelig for at have overlevet opstod der et tomrum, hvor han begyndte at spekulere over meningen med livet, og hvor det var svært at slippe angsten for sygdom.

Oplevelser kan blive vendepunktet

”Det føles mærkeligt at vende tilbage til livet som før. Man har brug for en finale eller et punktum. Et vendepunkt, der markerer, at man er ovre offerrollen og sygdomsforløbet. Der skal nogle gange noget ekstremt til at ændre både sit eget selvbillede og andres syn på én.”

For Thomas blev dét en mountainbiketur ved Club La Santa på den spanske ferieø Lanzarote.

”Det er fantastisk at opdage, hvor meget man kan, når man har følt sig helt svag hjemme. Det handler om at få de her oplevelser, og derfor lokker bjergtinderne - vi skal ud og føle os som opdagelsesrejsende. Det er også grunden til, at vi - mest i sjov - har kaldt projektet her for Timses og Thomses Eventyrbureau,” siger han.

Thomas Helsborg på vej op af Monte Paterno

Det overrasker folk, at vi kan hænge på en klippe

For Tim Barrett handler det også om at ændre omgivelsernes syn på de tidligere kræftramte.

”Når vi kommer hjem fra bjergene, uploader deltagerne billeder til deres Facebook-profil, og rigtig mange bliver overraskede over, at vi kan hænge ud over en klippe. Det er med til at skabe en ny virkelighed for de unge, og det gør noget godt for dem,” siger han og tilføjer:

”Det er velmenende, når familie, venner og sygeplejersker synes, det er synd for folk, der har haft kræft, men det er ikke hensigtsmæssigt, hvis man skal videre på den anden side. Jeg hader for eksempel, når folk kalder os for kræftpatienter. Det er et begreb, der hører til på sygehuset. Det her er folk, der har haft kræft. Det gør en forskel, hvordan vi taler.”



Løber sig til selvtillid

Tim Barrett har også mærket på egen krop, hvordan det er at miste selvtilliden efter et længere behandlingsforløb for tyktarmskræft. Han tog sig halvandet års karriere på kontanthjælp, som han formulerer det, i et almennyttigt boligbyggeri på Amager.

Først da han blev involveret i stiftelsen af Proof of Life og startede et aktivt liv, genvendt han troen på sig selv, og den oplevelse vil han gerne give videre.  

”Det er naturligt nok, at der kommer en nedtur, men den behøver ikke at være større end højest nødvendigt. Det gav mig meget at skulle stå til ansvar overfor mine holdkammerater, og det tror jeg også, at deltagerne føler på vores vandreture,” siger han.

I bjergene virker fremskridt hurtigere

Flere kappes nærmest om at hjælpe hinanden, når det går op for folk i gruppen, at de har pakket deres rygsæk for tungt, forklarer han. De deler både regnfrakker og proteinbarer, og de slæber hinandens udstyr.

I løbet af ugen bliver der både grædt og vrisset, når frustrationen over de stejle og glatte klipper melder sig. Alligevel kan ingen huske, når de ender på toppen, hvorfor det var hårdt, da de stod for neden. De føler sig som løvernes konge, og den forvandling gør bjergene til noget særligt, mener Tim.

”Du skal bruge evigheder i et træningslokale, hvis du vil løbe et halvmaraton. I bjergene virker dine fremskridt hurtigere, fordi progressionen er så synlig. Du starter første dag med at gå 300 meter opad, og du er overrasket over, hvor hårdt det er. En uge efter klatrer folk på klipper og gør noget, der er meget vildere.”

Når jeg kan leve aktivt, føler jeg mig rask

Det er flere gange sket, at deltagerne også har fældet en tåre ved hytten om aftenen. Ikke af sorg men af udmattelse og lykke over at have gennemført.



I bjergene er de nemlig alle sammen på udebane, men det er et godt udgangspunkt, fordi det giver et naturligt fællesskab, der ikke handler om sygdom, og fordi det gør det lettere at kaste sig ud i noget nyt, påpeger Thomas Helsborg.

For ham har opfattelsen af rask og syg ændret sig med tiden.

”Mange af os skal gå igennem livet uden bortadopterede organer og med kroniske bivirkninger. Jeg mangler selv en livsvigtig kirtel og skal derfor tage piller resten af mine dage. Men når jeg kan leve aktivt og tage på bjergture, så føler jeg mig rask,” siger han.

LÆS OGSÅ: Det har jeg lært: Martin Krasnik

LÆS OGSÅ: Se de prisvindende rejsefotos fra hele verden

LÆS OGSÅ: 10 aktive ferieoplevelser