Da Anders Trentemøller var barn, stammede han så meget, at han forsvandt ind i musikken, hvor han har været lige siden. Det har ført ham verden rundt med udsolgte koncerter. Musikken er Trentemøllers sikre univers, men det er også et sted, hvor han må kæmpe mod de indre dæmoner, der tvivler på, om han er god nok. Her fortæller han både om de største shows og frygten for at tage hul på et nyt album.

Klaveret
”Mine forældre købte et gammelt klaver, da jeg var fire år, og jeg begyndte meget hurtigt at bruge det til at spille efter musikken i radioen og lave mine egne små melodier. Jeg stammede meget som barn og blev genert og tilbagetrukket af den grund. I stedet brugte jeg musikken som mit eget lille univers, hvor jeg kunne lege frit. Jeg elskede det klaver på samme måde, som andre børn elskede legoklodser. Hvis jeg havde influenza, kunne jeg sætte mig ved klaveret og spille mig rask i løbet af nogle timer. Jeg kommer ikke fra nogen musikalsk familie, og jeg gik kun til sammenspil i Vordingborg Musikskole i en meget kort periode. Der var en klaverlærer, der sagde, at jeg ikke havde nogen rytmesans overhovedet. Det blev jeg vildt sur over, så jeg stoppede og har siden lavet mine egne ting på min egen måde.”
 
Klapsalverne
”I sjette klasse skulle vi spille en musical over Folk og røvere i Kardemomme By. Jeg var meget genert og ville helst ikke stå på scenen. Det var der en lærer, der fik øje på og spurgte, om jeg ikke ville lave musik til stykket i stedet. Så lavede jeg nye melodier til teksterne og var bare glad for, at jeg ikke skulle op på scenen. Det var nemt, tænkte jeg. Men efter forestillingen blev jeg kaldt op på scenen og fik en buket blomster for mit arbejde, og alle klappede. Jeg forstod det ikke, for jeg følte egentlig, at jeg havde snydt ved slet ikke at stå på scenen, jeg havde jo bare lavet musikken. Men da jeg blev kaldt op der, gik det op for mig, at jeg åbenbart var ret god til det. Det var første gang, jeg fandt ud af, at jeg kunne lave mine egne ting, som folk satte pris på.”
 
Melankolien
”Folk bliver tit overraskede over, at jeg har et lyst sind og er glad af natur. De forbinder det ikke med mig, fordi de har lyttet til min musik, der ofte er melankolsk og nogle gange mørk. Men min musik er også en form for selvterapi. Det er en kanal, jeg bruger til at komme ud med nogle følelser, og hvis jeg ikke havde den, ville jeg måske være mere grumpy. Jeg finder mere livsbekræftelse i numre, der tager fat i de lidt mere mørke og dystre sider af livet end i happy-go-lucky-numre.”

Gåsehuden
”I foråret spillede vi over 50 shows rundt om i Europa, USA og Canada. Inden vi tog af sted, sagde jeg til min kæreste, at måske er der ikke nogen, der gider høre på mig mere. Det grinede hun meget af, men det var ment dybt seriøst. Når jeg ikke turnerer, lever jeg totalt i min egen verden, så jeg er slet ikke i kontakt med folks holdning til min musik. Det er en skizofren tilværelse. Det var meget overvældende for mig, for der var udsolgt næsten overalt. Vi spillede bl.a. en mandag aften i Ljubljana i Slovenien for 2000 mennesker. Jeg var simpelthen så rystet, for jeg havde aldrig spillet der før og tænkte: Hvor fanden kommer alle de her folk fra? Sådan nogle oplevelser fik vi hele tiden. Vi spillede otte koncerter i træk i Holland for fulde huse. Jeg får gåsehud af at tænke på det nu.”

Genertheden
”Det er helt skørt, men det er nemmere for mig at stå på Roskilde Festival end foran et middagsselskab på otte mennesker og præsentere menuen. Jeg bliver simpelthen vildt genert. Men det handler også om, at jeg tidligere i mit liv stammede meget. Selvom det ikke er så slemt mere, kommer det frem, hvis jeg er nervøs eller skal op og præstere, og så ved jeg, at jeg ikke kan gennemføre. Jeg tænker stadig meget over, hvilke ord jeg bruger. Der er tit noget, jeg vil sige, men så fravælger jeg nogle bestemte ord, fordi de er besværlige og prøver at finde synonymer i stedet. Men det bliver aldrig helt præcist, og det kan være ret frustrerende ikke at kunne udtrykke sig helt klart. Mine forældre holdt fælles 70 års fødselsdag for nylig, og der tænkte jeg, at jeg var nødt til at holde en tale. Det måtte jeg altså bare gøre. Men da det kom til stykket, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til det, så jeg skrev i stedet en sang. Jeg følte virkelig, at det var et nederlag, at jeg ikke kunne stille mig op foran 50 mennesker og sige nogle ord. Der har musikken altid været et rum, hvor jeg kunne gå hen og udtrykke mig frit. Jeg kan på en måde gemme mig bag den, fordi jeg har meget mere selvtillid i den.”
 
Studiet
”Det er med en vis portion frygt, at jeg går ind i studiet for at tage hul på et nyt album. Det er den proces, jeg er på vej ind i nu, og jeg går stadig lidt rundt om den varme grød for at være ærlig. Sidst tog det mig næsten to måneder, før jeg turde. Det allervigtigste i mit liv er at skabe ny musik, det er mit drive og har altid været det, men det er noget med at turde gå ind i det fuldstændig, ikke bare et par dage, men i måneder og måske år, hvor det kun handler om det. Jeg har selv valgt det, så det er måske forkert at kalde det hårdt, men det er i hvert fald en lang rejse, jeg skal ud på, når jeg laver en plade, hvor jeg bliver usikker på mig selv, og hvor min selvtillid bliver sat alvorligt på prøve. Det er vildt svært at få virkeliggjort de idéer, jeg har i hovedet. Jeg elsker musik, altså det er sgu mit liv, men hvordan kan jeg få det kanaliseret ud, hvordan kan jeg videreformidle det? Det gør mig nervøs. Hver gang har jeg en frygt for at gå ind i det rum, for jeg sidder virkelig med nogle dæmoner i den proces. Jeg føler mig ofte sårbar, nærmest nøgen, for jeg ved også, at alt det, jeg laver, kommer ud og bliver bedømt.”

Sulten
”Jeg ved, at det vil lyde klicheagtigt, men jeg prøver virkelig at skubbe alt det ydre pres væk og finde ind til den samme fantastiske følelse, jeg havde, da jeg var barn, hvor musikken var mit eget univers, jeg kunne bevæge mig ind i. Jeg er nødt til at distancere mig fra at tænke på fucking anmeldelser og pis og lort. Men det er også, hvad jeg elsker, og når jeg på et tidspunkt formår at slippe tankerne og bare er i musikken, så er det den bedste følelse overhovedet. Så slipper jeg alt andet. Jeg kan sidde fra tidlig morgen til klokken to om natten uden at opdage tiden. Så jeg glæder mig også virkelig til det. Jeg er sulten for at komme tilbage, for det er to år siden, jeg sad der sidst, og nu har jeg en stærk lyst til at skabe noget nyt i stedet for at skulle ud at performe.”

Drivkraften
”I starten af 20’erne spillede jeg i et britpop-støjrock band ude i Nordvest, og vi bare øvede og øvede uden at komme nogle vegne. Det var et stort kompromis, hvor hvert bandmedlem ville noget forskelligt. På et tidspunkt var jeg i London og høre musik nede i en kælder bl.a. Portishead, som jeg syntes, var vildt fedt, fordi de blandede melodier ind i noget mere elektronisk. Da jeg kom hjem, købte jeg en sampler og gik i gang med at lave musik selv. Jeg fandt sammen med en bassist, en trommeslager, og en der scratchede. Det var ikke specielt godt, men vi lærte meget om at kombinere elektronisk med live. Dengang kunne man aldrig få nogle jobs med det set-up. Jeg kan huske, at vi spillede én gang på Rust, men ingen andre steder i København ville have os ind. Hvis det skulle være elektronisk, skulle det være ren DJ, for det der med trommer og bas var der bare ikke snak om. Det gav mig en følelse af at være sat ud af det gode selskab, og det var en rigtig god drivkraft: Jeg skulle fandme vise dem. Følelsen af at være uden for har fulgt mig siden.”

Børnehavemedhjælperen
”Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til det her med at skrive autografer. Det er altså mærkeligt, at man skriver sit eget navn på en fremmed persons t-shirt eller pladecover. Selvom jeg har gjort det i 10 år nu, er det meget svært at fatte, at jeg kan rejse rundt og ligefrem få penge for at spille min musik. Helt seriøst, jeg arbejdede i en børnehave i otte fucking år, mens jeg drømte om at lave musik på fuld tid. Jeg havde fri mandag og fredag, så jeg kunne komme ud og spille små gigs i weekenderne, men var altid helt på røven økonomisk. Det er i øvrigt ret sjovt, for det job i børnehaven overtog jeg efter Tue Track fra Malk de Koijn."

Anders Trentemøller Andersen. Født 1972. Komponist, producer og musiker under kunstnernavnet Trentemøller. Har udgivet fire albums, senest ’Fixion’, der udkom i efteråret 2016. I foråret havde han over 50 koncerter i Europa, USA, Canada og Kina. På årets Roskilde Festival fik han comeback efter fire års pause.

LÆS OGSÅ: Carsten Werge: "Man kan hurtig blive forblændet og selvfed af at være i medierne som ung"

LÆS OGSÅ: Mød den amerikanske livredder, der redder tre mennesker om dagen på verdens farligste strand

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"