Francois Zimeray - Fransk ambassadør i Danmark siden november 2013. Tidligere advokat, borgmester, medlem af Europa-Parlamentet for Parti Socialiste og fransk menneskerettighedsambassadør. På etårsdagen for angrebet på Krudttønden, 14. februar 2016, udgav han bogen ’Jeg har set det samme ansigt overalt’ om sine oplevelser som menneskerettighedsambassadør i verdens krigszoner, flygtningelejre og med børn, der lever på gaden. Bogen var en slags svar til hans søn, der en dag havde spurgt ham, hvorfor han var holdt op med at grine.
Du har valgt at forlænge din periode i Danmark med endnu et år. Hvad er det ved Danmark, du er så vild med?
”Det er mange ting. Jeg havde besøg af en fra Frankrigs intellektuelle elite for ikke så længe siden. Jeg fortalte ham om det her meget lige samfund og brugte som eksempel, at I har offentlige herretoiletter med puslebord. ’Hvad laver det dér?’ spurgte han.
Han kunne slet ikke få det til at give mening. I Frankrig er der fædre, der afleverer deres børn i skole, men ingen, der henter dem igen. Efter at jeg kom til Danmark, gik det op for mig, at jeg aldrig havde hentet mine børn fra skole, og det gjorde mig så trist, hvilket tab.
I Frankrig er det simpelthen ikke kulturelt acceptabelt at forlade kontoret for at hente børn, men mine børn ville have elsket det, og det ville jeg også. Det gør ondt at tænke på, at jeg er gået glip af det.”
Hvad vidste du om Danmark, inden du kom hertil?
”Jeg kendte ikke Danmark, men jeg kendte til jeres ry. Som fx at I er det mest lykkelige folk i verden. Som Frankrigs menneskerettighedsambassadør rejste jeg meget i konfliktzoner, og i de værste af dem så jeg meget ofte folk fra Danida.
Det blev jeg imponeret over. Det samme gælder jeres ligestilling, den måde, I agerede på under anden verdenskrig, og jeres position i Muhammed-krisen. For mig var Danmark et brand, og hvis jeg skulle nævne én værdi, som jeg forbinder med det brand, er det respekt.
Respekt for mennesker, ligestilling, ytringsfrihed, men også jeres tilgang til design og jeres omgang med naturen. Det er et stort privilegie at være i et land, hvor man kan bade midt i hovedstaden.”
Der er en stærk kontrast til dit tidligere job, hvor du har rejst i de værste krigszoner over hele verden og besøgt børn, der levede på gaden. Hvad er udfordringen for dig i at være ambassadør i et land som Danmark?
”Jeg er ked af at sige, at svaret på dit spørgsmål blev givet af IS og Omar El-Hussein. (François Zimeray var til stede under terrorangrebet på Krudttønden 14. februar 2015, red.). Det er ironisk, for hvad der ikke skete i Tjetjenien, Colombia, Rwanda og Irak, skete i København.
Jeg troede, at når jeg kom til Danmark, ville jeg kunne afslutte det kapitel i mit liv, men sådan blev det ikke.”
Hvorfor ville du gerne afslutte det kapitel?
”Den franske forfatter Balzac skrev engang, at hjertet enten kan briste eller hærdes. Jeg ønskede ingen af delene, så på et tidspunkt var jeg nødt til at stoppe. Også for min families skyld.
Min søn spurgte mig en dag, hvorfor jeg var holdt op med at grine. I næsten seks år havde jeg rejst på mere end 100 missioner rundt om i verden, hvor jeg havde set de mest grusomme ting, og jeg følte, jeg skulle beskytte mig selv lidt fra de mørke sider af livet.
Engang hvor jeg lige var kommet hjem fra en mission, havde vi inviteret gæster til middag, og jeg begyndte at fortælle, hvad jeg havde oplevet. Så begyndte en af gæsterne at græde. Derefter holdt jeg op med at fortælle om det. Det sidste, jeg havde lyst til, var at få andre til at græde.”
Så du delte ikke dine oplevelser med nogen?
”For det meste ikke. Og hvis jeg gjorde det, gjorde jeg det så nøgternt og neutralt som muligt.”
Og så kommer du til Danmark, hvor du forestiller dig, at du skal leve mere fredeligt, og så viser det sig, at det faktisk blev endnu farligere for dig …
”Ja, det er skæbnens ironi.”
Men der var formentlig mange, der ville have sagt nej tak til den invitation i Krudttønden ...
”Det er rigtigt. Der var også mange, der kritiserede mig for at være til det arrangement. Franske medier skrev, at det var et upassende sted for en fransk ambassadør.”
Da du hørte skyderiet, fortrød du så, at du var kommet? Nåede du at tænke: ’Hvad skulle jeg også her’?
”Nej, jeg tænkte kun, at jeg skulle dø. Det var få uger efter angrebet på Charlie
Hebdo, så jeg tænkte: ’Nu sker det igen.’”
Evaluerer man livet i sådan en situation?
”Nej, alt er fokuseret på at overleve og forstå, hvad der foregår. Jeg var meget rationel i mine tanker.”
Hvad betød den oplevelse for dit forhold til Danmark?
”At jeg havde delt et af de vigtigste øjeblikke i mit liv med danskerne, og det er klart, at det betyder, at vi er blevet en slags blodbrødre.”
Ser du anderledes på sikkerheden i Danmark efter Krudttønden?
”Nej. Jeg siger ikke, at der ikke er en trussel, for det ved jeg, at der er, men det ændrer ikke på, hvordan jeg opfører mig.”
Hvordan oplever du, at franskmændene har reageret på de mange terrorangreb, de har været udsat for?
”Jeg synes, folk er mere på vagt, mere nervøse. Der er en bekymring for fremtiden, for hvornår holder det op? Hvad er det, der sker? Og hvorfor var det folk, der var født i Frankrig, der gjorde det? Jeg synes også, jeg ser en tilknytning til franske værdier, som jeg ikke har set tidligere.
Frankrig har en helt anden historie end danskerne. Vi har kæmpet 26 gange mod Tyskland på få århundreder, vi har invaderet, og vi har selv tabt meget. Mitterrand (Frankrigs præsident 1981-95, red.) sagde, at nationalisme betyder krig.
Vi har aldrig haft tradition for at sætte flag i vores lagkager, som I gør i Danmark, og hvis nogen satte et flag op i haven, ville man tænke, at det var en bizar, nostalgisk, militær type, der boede der.
Men måske vil man se sådan noget fremover, uden at det behøver at være nationalistisk. Jeg beundrer jeres måde at have en positiv patriotisme på, jeg opfatter den ikke som værende nationalistisk.”
Indenfor på ambassaden i det Thottske Palæ på Kgs. Nytorv.
Hvad kan danskerne lære af franskmændene?
”Jeg kan se, hvad franskmændene kan lære af jer. I er mindre konkurrencemindede, og jeg tror, det gør folk gladere, og det er meget vigtigt.
Danskerne er i det store hele rigere end franskmændene, men danskerne er mindre materialistiske. I er mere optaget af fritid, familie og venner, I værdsætter ting, der for os ikke har nogen økonomisk værdi, og det er en vigtig lektie, vi skal lære.
Tillid er også en ekstraordinær skat, I skal værne om. Jeg låser min cykel med et to meter langt reb, ligesom hvis det var en hest. Jeg er sejler, så jeg ved godt, hvordan man binder et knob, men hvis man gerne vil stjæle min cykel, skal man bare binde knuden op. Men det er ikke sket endnu.”
Tak for alle roserne, men der må trods alt være noget, vi kan lære af franskmændene?
”Jeg synes, I er lidt for generte. Der er ingen grund til at være så tilbageholdende. I har et unikt samfund, tro ikke, at alle samfund er som jeres.”
Er der ikke noget i vores kultur, som du synes er besynderligt, som du aldrig kommer til at forstå?
”Der gik tre år, før det gik op for mig, at folk grinede ad mig, fordi jeg kørte på en damecykel. Jeg forstår ikke den opdeling i herre- og damecykler. En damecykel er da meget mere praktisk. Der er også nogle områder, hvor I ...
Fx er I meget opmærksomme på kemikalier i hudprodukter, men samtidig er I så vilde med tatoveringer. I er meget optaget af sundhed, men samtidig drikker I meget alkohol. Jeg synes, det gør jer meget livlige og meget menneskelige, men det er sjovt, når man tænker på, hvor forbeholdne I er over for at tage medicin.”
Hvad er den vigtigste egenskab, man skal have som ambassadør?
”Evnen til at være et passioneret menneske. Folk er lavet af følelser, og hvis du ikke kan dele den slags, kan du ikke lave et stærkt netværk. Og det gælder særligt for en fransk ambassadør.”
Hvorfor?
”Fordi franskmændene har en tendens til at synes, at det at være fransk hænger sammen med indflydelse. Der kan vi nok lære noget af jeres generthed. Frankrig har en meget stærk tradition, men der er mange, der ser på Frankrig som et tilbageskuende land.
Det er min udfordring at vise, at Frankrig også er et meget innovativt land. Vi opfandt flyet, helikopteren, radaren, vi har mange iværksættere, og den unge generation i Frankrig er mere international og fortjener også at blive repræsenteret. Derfor havde jeg også inviteret Distortion-festivalen herind på ambassaden.”
Hvad savner du ved Frankrig?
”Jeg savner mest mine venner og at gå i Paris’ gader, det kan man aldrig blive træt af. Og så savner jeg bjerge.”
Hvad med maden?
”Nej, jeg elsker dansk mad. Jeg spiser ikke svinekød, men ellers det meste. Det er lidt svært at finde gode råvarer, fx tomater, der virkelig smager af noget. Men jeg er vild med rugbrød.”
Hvad skal du lave, når du ikke skal være ambassadør i Danmark længere?
”Aner det ikke. Men jeg vil helt sikkert gerne bevare en forbindelse til Danmark.”
