ASGER FREDSLUND
41 år, stifter af SiriusPartner, tidligere siriusmand og soldat

Jeg var 23 år gammel og lige landet i Jugoslavien som soldat. Min første opgave var at køre ud med post til de andre soldater i området. Desværre var beskrivelsen af ruten meget upræcis, og pludselig befandt min makker og jeg os midt i et bjergpas uden for FN-zonen. Vi blev omringet af fem unge mænd, der sigtede på os med deres geværer. Jeg sad bare helt stille og holdt hænderne fast på rattet, som jeg har lært. Der gik over en halv time, hvor jeg var sikker på, at de ville skyde roen af os. Til sidst kom en kvindelig soldat, der kunne engelsk. Hun fik eskorteret os videre til en FN-lejr. Det var ilddåben i Jugoslavien.

Da jeg var i Jugoslavien, troede jeg på, at jeg kunne gøre en forskel som soldat i landet. I dag tvivler jeg på, om jeg egentlig gjorde det.

Det er farligt at have tillid, men det er farligere ikke at have det, for så er konsekvensen konstant mistro. Jeg underviste engang nogle amerikanske redningsfolk. De er så mistroiske, at de ikke vil røre en nødstedt, før de har fundet hans legitimation. Når de endelig finder noget legitimation, undersøger de, om den er ægte. Først til sidst begynder de behandlingen. Jeg har det omvendt. Man skal ikke gøre sig fortjent til min tillid.

Jeg har altid været grænsesøgende, og det vil jeg gerne opfordre folk til at være. De fleste mennesker husker de tidspunkter i deres liv, hvor de har søgt en grænse. Det kan bare være at tage den uddannelse, som de ikke troede, de kunne, eller få det barn, som de måske ikke følte sig parate til. Når folk kigger tilbage, fortryder de meget sjældent, at de har søgt en grænse. De ender med at blive klogere og gladere af det.

Det er kanonsvært at svømme med ski på. Engang sad min Sirius-makker og jeg fast i seks døgn i vores telt pga. en storm. Vi var løbet tør for proviant og var begyndt at spise hundemad. Endelig klarede vejret op, og vi møvede os ud af teltet og bandt hundene for slæden. Det var omkring minus 20-25 grader. Efter en times kørsel bristede isen under os. Vi røg i det iskolde vand og flød rundt med hunde og slæde i en stor klump. For at redde os selv trak vi over mod slæden og prøvede at kravle op over hundene. De blev presset ned i dybet igen og igen. Det var mega egoistisk, men det lykkedes os til sidst at komme op på fast is. Alle hundene blev også reddet, men de havde ikke tillid til os i flere uger efter.

En rigtig mand er en mand, der kan køre sit hundespand sikkert og hurtigt tværs igennem et område med opskruet is. Det kræver mod, styrke og præcision, og når man falder på de skarpe isflager, slår man sig helt vildt. Du skal bare frem, frem, frem – du kan ikke stoppe op midt i det hele og få et kram og lidt dagpenge. Det giver selvværd og selvtillid at kunne klare ekstreme situationer. Man bør kvalificere sig til voksenlivet.

Man kan sagtens takke en død mand. Efter min makker og jeg var faldet igennem isen, var vores kropstemperatur nede omkring 32 grader. Der var for langt til den næste Sirius-hytte, så vi prøvede at finde en gammel fangsthytte, der måske lå i området. Det tog lang tid at finde den, for den var dækket af sne, og da vi endelig fik gravet os ind, opdagede vi, at provianten var blevet spist for 12 år siden. Jeg tog min riffel for at skyde en af hundene, så vi kunne få lidt mad, men min makker stopper mig. Han ville gerne først undersøge andre muligheder. På sidste side i hyttens logbog fandt han en note, hvor polarforskeren Svend Lauge Koch havde skrevet, at han engang havde lagt et maddepot på nordsiden af hytten. Vi gik i gang med økse og skovl, og efter fire timers gravearbejde fandt vi endelig Lauge Kochs trækasse. Den var fuld af gammel dåsemad fra 1936. Vi fik lidt ondt i maven, men maden gav os fornyet energi. Pludselig føltes det, som om Lauge Koch var hos os, og vi fik lyst til at takke ham, selv om han var død for mange år siden. Oplevelsen lærte mig også, at man skal tænke alle muligheder igennem, før man gør noget uigenkaldeligt. Jeg ville have skudt en hund og på den måde fjernet en medarbejder, men min makker insisterede på først at tænke situationen igennem en ekstra gang.

Familielivet bliver ikke nødvendigvis nemmere, fordi man har klaret sig igennem ekstreme situationer. Jeg er lige så irritereret og lige så hysterisk som alle andre, når det gælder den daglige trummerum. Men når det uventede opstår, er jeg klar. Til Skanderborg Festival var der en pige, er pludselig kollapsede ved siden af mig. Alle andre trådte væk, men for mig er det naturligt i stedet at træde et skridt frem, og jeg gav hende kunstigt åndedræt og hjertemassage, indtil lægerne nåede frem.

For nogle år siden fik jeg en depression. Jeg var nærmest ligeglad med, om jeg var i live eller ej, og jeg endte med at blive indlagt. Lægerne ville give mig medicin, men hvis jeg skal tage beslutning om at ændre noget i mit liv, vil jeg ikke gøre det i dopet tilstand. I stedet blev jeg bl.a. lagt i hypnose. Jeg opdagede, at underbevidstheden selv kan finde lige hen til problemet, hvis den bliver sluppet fri. Der var oplevelser i min barndom, jeg aldrig havde fået bearbejdet. Jeg var kun 12 år, da min lillesøster døde. Det var en stor sorg for hele familien, og min forældre glemte nok at spørge til, hvordan jeg oplevede det hele. Jeg indkapslede i stedet al smerten og ubehaget. Under min depression fandt jeg ud af, hvor vigtigt det er at gå tilbage i sindet og binde sløjfer på de løse ender i livet, selv om det gør ondt. Ellers bliver man langsomt drænet for energi.

I dagligdagen mangler vi fordybelsen og nærværet, for vi bliver konstant forstyrret, og det er bekymrende. Med Sirius er vi sammen med den samme ene mand i ugevis, og det giver tid til at reflektere og styrker samtidig empatien. Jeg skrev breve til mine forældre og til gamle skolekammerater, hvor jeg fortalte dem, at jeg satte pris på dem og hvorfor. Den slags gør jeg aldrig herhjemme. Man bliver glad af det lave tempo, og man lærer sig selv og sin makker at kende på en helt anden måde. I Sirius er det almindeligt kendt, at man hellere vil have folk med høj empati end folk med høj IQ. Jeg hørte engang en psykolog forklare det meget godt. Han sagde, at IQ er et udtryk for, hvor mange hestekræfter motoren har. Men en høj følelsesmæssig intelligens er udtryk for, hvor god du rent faktisk er til at køre.

Fællesskabets magi opdager man, når samfundet er så simpelt, at man kan se lige igennem det. På Sirius-basen har alle mand særlige opgaver, og vi bidrager med hver sin ekspertise. Vi indser, at vi ikke kan klare os uden hinanden.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Martin Krasnik