Søren Høgh Ipland er født i 1989 i Aarhus. Har læst idéhistorie og gået på IT-universitetet. Etablerede sammen med andre studerende fra idéhistorie platformen baggrund.com i 2012. Tidligere Head of Marketing i GoMore.

Har haft en konsulentvirksomhed, hvor han bl.a. stod for Distortions online-markedsføring. Direktør for Føljeton siden oktober 2016.Føljeton er et mobilt nyhedsmagasin, der hver dag sender et nyhedsbrev til abonnenterne og i weekenden leverer et nyhedsmagasin med reportage, debat, portrætter og reportager.

Min studievejleder i gymnasiet sagde engang til mig, at hun ville ønske, hun kunne give mine talenter videre til nogen, der ville bruge dem til noget. Det var ret hårdt, for det var jo ikke, fordi jeg ville være led, at jeg ikke fik læst særlig meget af pensum. Jeg sad faktisk flere timer hver dag og læste dengang. Det var bare om alt muligt andet på Wikipedia.

Jeg har den indstilling, at den værst tænkelige måde at søge et job på er at søge en opslået stilling. Så er der tusind, der søger én plads, og firmaet har allerede en totalt defineret idé om, hvad de vil have.

Det var først, da jeg begyndte at sende mails til folk med seks linjer, hvor der basically stod: ”Hey, det lyder fedt, skal vi snakke om det?” at der pludselig var bid. Sådan har jeg fået alle mine job. Jeg læste en artikel om Føljeton i 2015.

Det lød til at være et sejt hold, men der var ingen forretningsmænd, så jeg tænkte, at de nok havde brug for en til at stå for markedsføringsplanen og regnearkene og den slags.

Jeg sendte Nikolai Thyssen (daværende direktør, red.) en mail: ”Måske et long shot, men jeg skal skrive speciale og mangler et emne, måske kan de to ting kombineres, bla bla bla.” Så mødtes vi på Harbo Bar på Nørrebro og gik godt i spænd, og jeg begyndte at lave noget for dem gratis. Jeg fik godt nok aldrig skrevet det speciale, men nu er jeg direktør.

Da jeg boede i Berlin og tænkte på at flytte hjem, faldt jeg over et opslag for GoMore på Facebook. Jeg kunne genkende direktøren Matias Møl Dalsgaard på billederne, fordi vi nogle år forinden havde spillet Besserwisser på en højskole i Vejle.

Jeg skrev til ham, og de søgte egentlig ikke nogen, men det blev alligevel til en telefonsamtale, og da jeg flyttede til København nogle måneder senere, spurgte han, om jeg ville være deres Head of Marketing. Det ville jeg sygt gerne, selv om jeg nok ikke helt forstod opgavens omfang.

Jeg var kun 23 år og skulle bl.a. holde møder med Q8’s spidser på deres hovedkontor i Birkerød, men jeg kan huske, at Matias sagde noget med, at jeg bare skulle prøve at se lidt ældre ud.

Jeg var meget optaget af de nye Silicon Valley-virksomheder som Airbnb og havde set en hel masse talks med forskellige stiftere på YouTube, men meget af det tekniske om drift, annoncer, budgetter og regneark googlede jeg mig til. Google er den ubetinget bedste læremester.

Føljeton er første gang, jeg kan se mig selv være med i noget i det lange løb. Det bliver til den lykkelige eller bitre ende. Der er så sindssygt meget potentiale i Føljeton.

Vi laver ikke bare avis, vi laver et lille mediehus, der har en dagsleverance, men som samtidig har et laboratorium, hvor vi kan få lov til at gå helt bananas. Det giver god mening at være en lille smidig organisation på den måde, for vi kan hverken bruge avismetaforen eller magasinmetaforen om os.

I 2017 rammer vi noget, der er rigtig tæt på den ideelle form, og så kommer folk til at se en masse projekter, der vil skabe stort rabalder.