Hvis man tror på, at Helle Thorning-Schmidt bliver genvalgt som statsminister næste gang, er man nærmest til grin på Christiansborg. Det, selv om hun paradoksalt nok har stået i spidsen for mange af de reformer og forandringer, som er efterlyst gennem mange år af iagttagere. Troels Mylenberg ser her på kommunikationens indflydelse i nyere tids danske politik.

Prøv at huske otte måneder tilbage. Alt handlede om betalingsringen om København. En trafikzone, der skulle markere en grøn miljøring rundt om nationens hovedstad. Fuldstændig på linje med adskillige andre europæiske storbyer ville regeringen forsøge at nedbringe biltrafikken i byen, få folk til at anvende den kollektive transport og dermed gøre byen mere tilgængelig samt slå et slag for miljøet.

Man skulle ikke umiddelbart tro, at det kunne ende som en regulær tabersag for en ny ’rød’ regering bestående af Socialdemokraterne, SF og De Radikale. Partier, der hver især betragter sig som såkaldt almindelige danskeres parti. Socialdemokraterne som det gamle arbejderparti, SF som de progressive byboeres parti og De Radikale som partiet for de selvbevidste, højtuddannede og dem med internationalt udsyn.

En betalingsring – eller en miljøring, som Venstre nok ville have valgt at kalde det, hvis det havde været deres projekt – skulle man nok kunne kommunikere hjem, hvilket også var udgangspunktet, da forslaget røg med i regeringsgrundlaget, da de tre partier for et års tid siden sad og forhandlede sig til rette i det berømte sorte hoteltårn på Amager.

Alligevel blev sagen om betalingsringen blot få måneder senere selve inkarnationen af en regering i kommunikativ og politisk opløsning. Til pressemøderne så man en verdensfjern statsminister hævde, at det i hendes øjne gik rigtig godt for regeringen, som havde fået sig en rigtig god start. Eller da hun om betalingsringen 29 gange stædigt, men venligt slog fast, at ”der kommer en god løsning i morgen.”

Den gode løsning var som bekendt at droppe betalingsringen samt nedsætte en såkaldt trafikkommission, der skulle se nærmere på, hvad der – hvis overhovedet noget – kan gøres for at begrænse trafikken i det indre København. Og så åndede selv regeringspartiernes egne vælgere op. Ikke bare, fordi de slap for ringen, men måske mere, fordi de nu slap for at se regeringen og statsministeren ydmyge sig selv.

Der kan være masser af forskellige argumenter for og imod en betalingsopkrævning for trafikanter og den regulerende metode, som regeringen havde valgt. Men først og fremmest tabte regeringen her et kommunikativt slagsmål. Tabte kampen om den offentlige mening, simpelthen fordi den ikke evnede at forklare sig.

Og eksemplet står og lyser som illustration af, at det nogle gange i politik synes vigtigere, hvordan tingene siges, end hvad der egentlig siges. Betalingsringen endte med et sollidt fokus på, at almindelige mennesker skulle have penge op af lommen for at bevæge sig frit ind og ud af landets hovedstad. Glemt var alle øvrige argumenter om det rimelige – og det velsagtens ganske salgbare – i, at man med en betalingsring kunne komme hurtigere frem, at man ville skåne miljøet, og at den kollektive trafik skulle udbygges markant.

Intet af dette var langt fremme på dagsordenen. Intet at alt det, der burde kunne sælges som positive forandringer til regeringens vælgere, kom på dagsordenen, det gjorde kun det negative.
Og man kan roligt sige, at netop dette forhold synes at være blevet Thorning-regeringens skæbne gennem dens første leveår.

Adskillige er eksemplerne på sager, der kunne have været vundet, hvis ikke de i stedet var blevet til nye problemer. ’En ulykke kommer sjældent alene’, synes at være denne regerings motto.

Thorning & Co. har muligvis villet gabe over så mange udfordringer, at ikke alle ville kunne forventes at blive succeser. Men sigende er det, at fiaskoerne har stået i kø. Dels fordi det meget naturligt er svært for tre forskellige partier at blive helt enige, ikke mindst når styrkeforholdet ender med at blive meget anderledes, end man havde forventet inden valget. Men også i høj grad, fordi det kommunikationsmæssige beredskab stort set ikke har været til stede.

Ingen af de modige økonomiske reformforslag, som regeringen har lagt frem, er indtil nu blevet til folkelige succeser. Og det til trods for, at den offentlige debat i årevis har runget af stemmer – eksperter som debattører – der har efterlyst netop dette.

Regeringen er gået med hovedet forrest ind i en gigantisk kamp for at sikre og udbygge et økonomisk fundament for nationen ved eksempelvis en skattereform, der i hidtil uset skrap grad retter op på den offentlige økonomi og skærer ind til benet og prioriterer den statsbetalte velfærd. Men den har ikke fået andet end politiske problemer, modvillige vælgere og ekstremt dårlige meningsmålinger ud af det.

Ingen – heller ikke eksperterne – har belønnet regeringen for det mod, man ellers har efterlyst hos VK-regeringen i det seneste årti. En VK-regering, der i de første otte år af sin levetid groft sagt mestrede den modsatte kunst end S-SF-R-regeringen.

I Venstre-statsministeren Anders Fogh Rasmussens tid syntes taktikken at lave om på mindst muligt, men til gengæld hive fat i meget symbolske sager, som kunne kommunikeres stærkt og dermed få ledelsen til at virke meget slagkraftig. En væsentlig del af den taktik var kontraktpolitikken, der gik ud på aldrig at love mere, end man på forhånd vidste, man kunne holde.

I de otte år – og ved valgene i 2005 og i 2007 – var der aldrig tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen ville blive genvalgt. Et stort flertal af vælgerne var trygge og ville gerne have den forandring, der blev kommunikeret stærkt, men som reelt ikke kunne mærkes.

Tankevækkende er det, at da Lars Løkke Rasmussen tog over i foråret 2009, var der reelt tale om indflyvningen til et valgnederlag. Da Lars Løkke i sin nytårstale ved årsskiftet 2010-11 tog mod til sig og bebudede en reform af efterlønnen – det, økonomerne og eksperterne havde skreget på i årevis – skrev han samtidig under på sit farvel til statsministerposten.

Politikken blev gennemført, men statsministerposten blev tabt.

En strategi, som til forveksling ligner den, Thorning har valgt at følge indtil videre.

Poul Nyrup Rasmussen, statsminister 1993-2001, var om nogen en mand, der kæmpede med sine begrænsede evner som kommunikativ folkeforfører. Talrige er eksemplerne på, at det gik galt, når Nyrup på slap line ville dunke danskerne mentalt i ryggen. Poul ’uld i mund’ blev han døbt, for det virkede ofte, som om det, der kom ud af munden på ham, var noget helt andet end det, han havde tænkt sig at sige.

Og når kommunikationen så var planlagt og skrevet ned, kom det ofte til at fremstå nedladende eller ligefrem latterligt, som da Nyrup i en valgkamp kom til at spørge en ældre dame, der gerne ville forære ham et billede, om hun havde malet det med munden. Eller når han med uendelig patos talte om ”min smukke kone, Lone”.

Nyrups størstekommunikationssucces?

”Jeg har her en bog.”

Poul Nyrup hev i valgkampen i november 2001 en kanin op af lommen, da han på et duelmøde i Valbyhallen i København pludselig hev en bog op af inderlommen. Bogen var skrevet af modkandidaten Anders Fogh Rasmussen og handlede om den minimalstat, Fogh drømte om. En stat, hvor danskerne ikke længere var ’slaver af velfærdssamfundet’. Fogh havde lagt afstand til bogen tidligere, men Nyrup genfødte den i valgkampen, og i Valbyhallen virkede det. Fogh stod som forstenet, da Nyrup rev den ene side efter den anden ud af bogen til ordene: ”Det gælder ikke længere”, og på den måde fik illustreret, at Fogh løb fra sine synspunkter.
Desværre for Nyrup virkede det modsat, da stuntet blev refereret i medierne. Her blev det kritiseret at rive bøger i stykker. Men for tilhørerne til duelmødet var der tale om klar og virksom kommunikation, og Fogh var tydeligt rystet.

Nyrups største kommunikationsbommert

Efterlønsgarantien. I 1998, kort tid efter folketingsvalget, som Nyrup med nød, næppe og knap 200 færøske stemmer vandt, valgte hans regering at ændre markant i den efterlønsordning, som havde præget valgkampen. I kampens hede udstedte Nyrup ligefrem en garanti for, at efterlønnen ikke blev forandret. Men det blev den. Garantien holdt ikke, og Nyrups troværdighed blev gennemhullet.

Anders Fogh Rasmussen, statsminister 2001-09, får næppe mange point i historiebøgerne for sine politiske forandringer af Danmark. Allerede nu er den udbredte opfattelse blandt mange politiske iagttagere, at Fogh forsømte at benytte sin enorme politiske styrke til at gennemføre de reformer, alle ved, at han i realiteten har kæmpet for, siden han blev politisk vakt som knægt i Midtjylland.

Fogh havde danskerne i sin hule hånd, han var statsministeren, som ingen elskede, men som de fleste respekterede. Ingen havde så fast et kommunikativt greb om danskerne og medierne. På ugentlige pressemøder blev Foghs udlægning af den politiske situation solgt effektivt som udtryk for hans stærke ledelse. Modstandere blev sat på plads, ligesom genstridige regeringsmedlemmer og politiske kolleger blev det. Det tog adskillige år, før pressen fandt sig til rette i de nye former, hvor Fogh og hans kommunikationsfolk med stort held og dygtighed forsøgte at forudsige alle kritiske spørgsmål.

Foghs største kommunikationssucces

Centralt i Anders Fogh Rasmussens regeringstid stod Muhammed-sagen, hvor Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed i efteråret og vinteren 2005-06 kastede Danmark ud i et stormvejr og konflikt med store dele af den muslimske verden. Her lykkedes det Fogh at få solgt ét budskab til muslimerne ude i verden og et helt andet i den hjemlige offentlighed.

Mens muslimerne i et interview på den arabiske tv-kanal Al-Arabia fik en Fogh, der offensivt beklagede tegningerne, blev det hjemlige budskab, at der i denne sag var får og bukke, og at vi i hvert fald ikke skulle bøje os for muslimsk pres. I kampens hede blev det kommunikative dobbeltspil ikke afsløret.

Foghs største kommunikationsbommert

Fogh kommunikerede dårligst, når han prøvede at lave om på sig selv. Når han trådte ud af rollen som statsminister og prøvede at gøre sig mere almindelig, eller folkelig, om man vil. Fx gik det galt, da han tog til Brøndby Stadion for at sparke straffespark i spraglet træningsdragt – og hvid skjorte og slips.

Eller da han til de unge VU’ere efter valgsejren i 2007 prøvede at løbe fra sit image som superasketen, der aldrig har festet igennem, og ville vise, at det kunne han sagtens, og råbte: ”Fyr den løs!”

LÆS OGSÅ: Sådan forfører du (muligvis) en kvinde