Hvad er din største succesoplevelse?
”I 1992 var jeg inde og høre Prince på hans lokale klub i Minneapolis i 1992. Jeg var egentlig i byen for at besøge en avis, men jeg hørte, at han skulle spille. Han holdt meget af sådan nogle koncerter, der ikke blev slået op.
En slags træningsaftener. Der gik nogle og gjorde rent inde på klubben om eftermiddagen, og jeg kom ind ved at være stædig: ’I gotta get in – I’ve come all the way from Denmark.’ Da jeg fik billetten … fuck, jeg var lykkelig.”
Hvad kan gøre dig rigtig glad på en helt almindelig dag?
”Jeg er blevet mere melankolsk med alderen, så hvis jeg ser et klip af noget, der er sørgeligt, kan jeg tudbrøle. Jeg græd så sent som i morges, fordi jeg så et klip fra en koncert i Hyde Park med Green Day. Af en eller anden grund var de begyndt at spille 'Bohemian Rhapsody', inden bandet gik på, og så stod der 65.000 mennesker og sang. I melankolien ligger der jo i virkeligheden noget meget sødt: At man kan græde af glæde. Det kunne jeg ikke, før jeg fyldte 50.”
Hvad er det bedste ved at være blevet ældre?
”At man begynder at få et forholdsvis solidt billede af sig selv. Hvem man er, og hvad man kan. Jeg ved nu, at jeg fx ikke skal med til OL i langdistanceløb. For ti år siden var jeg nok heller ikke mødt på arbejde i korte bukser.
Men i dag tænker jeg, at der jo godt kunne komme en lillebitte smule sol, og så hopper jeg i dem. Man bliver lidt mere afslappet med alderen. Erfaring er godt, det giver mig perspektiv og andre muligheder for at forstå.
Men jeg er stadigvæk meget nysgerrig. Det er de fleste måske ikke, når de har krydset 50. Så kan man godt blive i rillen.”
Er du bange for at dø?
”Jeg har ikke noget ønske om det, men jeg er ikke bange for det, blandet med, at jeg næsten glæder mig lidt til det. Der er jo ikke nogen beretninger fra folk, der har prøvet det. Jeg har ikke nogen tanker om, at der sker noget særligt bagefter – men who knows? Meget tyder på, at der ikke sker noget, men jeg er før blevet overrasket.”
Hvad er den største fysiske smerte, du har oplevet?
”Jeg er lige blevet opereret i anklen for en uskadelig knude. Det var en ret dyb åbning, og det tog seks måneder for det at hele. Det gjorde så pisse ondt. Hele tiden. Lægen sagde, at jeg skulle tænke på det som en rodbetændelse.
Jeg havde betændelse i såret i fire måneder, og jeg sov kun to-tre timer om natten. Det gjorde mest ondt, når jeg lå ned. Man kan gå helt bunkers, når man har det sådan. Jeg var simpelthen så træt.
Jeg prøvede at binde mig selv fast til en dør, så jeg kunne sove stående. Jeg tog nogle slips og et bælte fra en morgenkåbe og bandt det op under armene og op på en krog ved døren. Det lykkedes ikke rigtig, men jeg stod der da i en halv time.”
Hvad er dit bedste barndomsminde?
”Jeg kan huske, at jeg var ude og stå på ski med min far engang i to-tre dage, da jeg var omkring otte år. Vi sov ude, og det var virkelig dejligt. Man fornemmer, at man er på vej til at blive en mand, fordi man er alene ude med sin far.
Det der med at gøre noget farligt sammen med en autoritet. Man tager et skridt i den rigtige retning og vokser. Det er sådan nogle små ting, der slet ikke er store, men alligevel er det.”
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
”Jeg arbejdede engang på en møbelfabrik sammen med en mand, der sagde: ’En mand skal vide at pudse sine egne sko.’ Du skal kunne det, der er nødvendigt som mand. At pudse sine sko er bare et symbol på en hel stribe af ting, du skal kunne.
Du skal også kunne skifte en sikring, lave mad og kunne lidt om forbrændingsmotorer. Det er basis for at gå videre i livet. Desuden går jeg aldrig hjemmefra uden at have redt min seng, selvom jeg bor alene.
Det er jo sådan nogle små åndssvage ting, der ikke betyder noget, men der skal fandeme også være toiletpapir på et toilet. Det at rede sengen er indgangsbilletten til, at man kan begynde at nyde festen.”
Hvordan kurtiserer man kvinder?
”Ved at besætte dem, så de ikke kan slippe fri. Jeg besatte min ekskones liv. Det var før mobiltelefonen og Facebook, så det handlede jo om at være der hele tiden. Lars H.U.G. betød meget for mig, og der var en ny plade på vej, ’Elsker dig for evigt’.
Jeg fik aftalt med pladedirektøren, at jeg kunne få den aftenen før, den udkom. Jeg var ude og hente den på et lager i Viby, men min cykel punkterede, så jeg måtte løbe helt ud til hende i Gellerupparken.
Jeg ringede på døren klokken halv tolv om natten og sagde: ’Du skal have den her.’ Man skal være omhyggelig i udvælgelsesprocessen. Vi taler jo én ud af tusinde, hvor man har lyst til at gå all in, så man skal glemme alle de der småkampe og go for the big one.
Noget af det vigtigste er, at man lytter og er nysgerrig på hende. Hun skal kunne mærke ens begejstring. Påholdende mennesker er virkelig trist selskab. Man skal gøre sig umage.”
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
