Peter Øvig Knudsen: "Mine bøger er blevet bedre med potten"

Vi kender alle myten om den fordrukne og selvdestruktive kunster, der skaber sine værker under lige dele smerte og personlige skandaler. Men er selvdestruktivitet nødvendig for kreativiteten, eller er der kunstnere, der foretrækker regler og faste rammer? Vi har mødt otte mænd, der presser sig selv til det yderste under fuld kontrol eller i totalt kaos. Her er det Peter Øvig Knudsen.

Den værste periode er, når jeg har udgivet en bog. Når det er slut. Så kommer der en stor nedtur. Inden jeg blev forfatter, tænkte jeg, at jeg kunne holde fri og være lykkelig. Jeg holder ikke fri. Det er ikke lykkeligt. Det er ubehageligt.

Angsten for at falde ud af systemet er kæmpestor hos mange i dag. Jeg sagde mit gode job på Weekendavisen op, fordi jeg ville skrive bøger. Folk bliver normalt båret ud fra Weekendavisen. Jeg tog en chance. Det er man nødt til. Jeg lod være med at regne på det. Hvis man begynder at regne på det, så lader man være.

LÆS OGSÅ: Frank Hvams liv igennem 20 private fotos

 

Jeg forfulgte mine drømme, og lod det drive fremad med mit eget engagement. Hvis man altid rider med, begår man intet originalt i livet. Man er nødt til at udvise modet til at vælge sin retning i livet. Ingen kommer og beder dig om at forfølge dine drømme. Ingen peger på en retning. Du skal selv gå vejen. Det er måske naivt, men jeg tror, at de fleste mennesker kan finde frem til deres engagement. Det skaber lykkeligere mennesker og et bedre samfund.

I 80’erne var der stor arbejdsløshed, og man lod os arbejdsløse være i fred. Vi blev ikke forfulgt af krav, og mange udfoldede deres kreativitet. Jeg var med til at drive månedsmagasinet Press.

Vi levede af dagpenge, og folk snød systematisk for at drive et magasin. Der var en rig undergrund af teater, musik og bøger og det kreative vækstlag havde gunstige betingelser. I min omgangskreds kom der noget fedt ud af den frihed. Jeg har ikke siden mødt et journalistisk miljø, der havde en brøkdel af det ambitionsniveau, vi havde på Press. Dybt engagement skaber kreativitet og et tårnhøjt ambitionsniveau.

Vi fik ikke en øre for at lave Press. Man går glip af væsentlige mekanismer, hvis man tror, at løn, målrettethed og konkurrence kan drive engagementet. Når jeg i dag skal bruge læsere til mine manuskripter, bruger jeg altid kolleger fra Press. Ingen andre giver mig så mange stryg.

Der er ingen regler for, hvordan man skal leve eller opføre sig for at skabe stor kunst. Jeg bruger pot som mit kreative stof og sparringspartner igennem hele min skriveproces. Jeg ser på materialet fra et nyt perspektiv, når jeg blæser min hjerne omkuld med pot.

Hvis bogen er en krop, så kan jeg se, at den mangler to fingre. Ikke af hensyn til læseren, men af hensyn til bogen selv. Jeg ser bogen fra afstand. Jeg har ingen dagsorden, når jeg ryger mig skæv.

Det er musik og pot og hængekøjen. Gerne elektronisk musik, der giver mig en svævende fornemmelse. Mine bøger er blevet bedre med potten. Alle mine idéer og opbygningen af mine bøger, skyldes potten.

Det virker ikke ligefrem vækstfremmende at ligge i hængekøjen og ryge sig skæv. Ikke desto mindre er det dér, jeg får mine bedste idéer. Begge gange, hvor mine bøger er vokset fra et bind til to, er det sket, mens jeg var skæv.

Inspirationen er som et lokomotiv. Det skal skubbes i gang. Det er mit eget engagement, der skubber det kæmpestore maskineri frem. Det kan være enormt hårdt og vare år, før modvinden stilner af.

I slutningen af skriveprocessen til bogen om bz-bevægelsen kørte det af sig selv. Jeg kunne bare sidde på taget af toget og nyde udsigten, mens inspirationen førte mig af sted.

Det er en oplevelse, der kan konkurrere med sex. Normalt får jeg en idé, der lagrer sig over tid. Det var anderledes denne gang. De gamle bz’ere besluttede med det samme, at de ikke ville medvirke. Ingen skal bestemme, om jeg skal skrive en bog, så jeg havde ikke noget valg. Det er ikke sikkert, jeg havde skrevet den, hvis de ikke havde nægtet at deltage. Det er nok lidt ærgerligt for dem.

Peter Øvig Knudsen har etableret sig som en historisk dokumentarist med bl.a. tobindsværket Blekingegadebanden (2007). Senest har han udgivet: ’BZ. Du har ikke en chance - tag den!’

LÆS OGSÅ: Den bedste alder til alt: Se hvornår du topper

LÆS OGSÅ: ”Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet og så skriver jeg pophits til P3”

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at spise sin hund

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok