Peter Sommer

Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"

Vi kender alle myten om den fordrukne og selvdestruktive kunster, der skaber sine værker under lige dele smerte og personlige skandaler. Men er selvdestruktivitet nødvendig for kreativiteten, eller er der kunstnere, der foretrækker regler og faste rammer? Vi møder otte mænd, der presser sig selv til det yderste under fuld kontrol eller i totalt kaos. Her er det Peter Sommer.

Jeg insisterer på, at det er komplekst at være menneske. Kunsten er at turde vise sig selv så uredigeret som muligt i livet. Det er åbenbart ikke vedtaget cool at være tvivlende for tiden. Mange forsøger at fremstå på en poleret og kontrolleret måde.

I 90’erne var det cool at være i tvivl og spørge, hvad fanden skal jeg gøre? På den måde må jeg registrere, at jeg ikke er mainstream. Jeg får luft, når musikere stiller sig frem og er voldsomme og skæve. Voldsomheden, skævheden, destruktiviteten vil altid være der, uanset hvad samfundet gør for at kvæle det.

Det er en del af det at være menneske. Det kræver mod at gå ind i sine egne destruktive følelser.

Det er ikke meget stimuli, jeg bruger, men ved hjælp af lidt røgvarer og en lille spids kan jeg tage en genvej til mit kreative rum, hvor jeg ikke er mig som familiefar og mand. Jeg lytter til musik med høretelefoner, og det åbner mine sluser.

Efter at have været tjekket og effektiv hele dagen smider jeg kontrollen om aftenen. Det er yin og yang. Begge sider er nødt til at være der for helheden. Jeg elsker at være i det ineffektive og ukontrollerede rum.

Den manglende kontrol gør, at jeg producerer en masse ord. Mængder. Jeg vandrer åbent ind i min dårlige samvittighed, og ser, hvordan jeg agerer i livet. Hvilke fejl jeg begår, og jeg prøver at finde bunden. Hvis den findes. Et nogenlunde fast, råddent sted. Så sætter jeg af derfra. Sådan skaber jeg sange.

Hvordan er det at være menneske? Det er også en god popsang. Det er vel popsangen. Eller en protestsang mod mig selv og min egen utilstrækkelighed. Jeg kommer fra en virkelig almindelig baggrund.

Hvor det at udfolde sig og stille sig frem ikke var normalt. Nogle gange ser jeg med længsel efter et liv, som er mere firkantet og enkelt. Hvor jeg ved, hvad morgendagen bringer. Men det er også det, jeg gør oprør imod. Jeg vil gerne invitere det besværlige ind i livet.


Det gør mig ked af det, at jeg ikke altid er passioneret og kan finde gejsten og opfindsomheden. Alt det, der kræves af en original, skabende kunstner. Jeg har konstant dårlig samvittighed over, om jeg udnytter livet. Om jeg lever livet nok, eller om jeg bare slukker. Det er jo destruktivitet.

Røg og alkohol er både en måde at mærke livet på og en måde at slukke livet på. Hvis man gør det for meget, slukker man. Det er et problem. Jeg ved godt, hvad det rigtige er. At leve sundt. Løbe. Sætte sig ned og arbejde koncentreret. Være fokuseret i sit liv. Finde på sjove ting at gøre med ungerne. Det er så svært at reagere imod det ordentlige liv.

Protesten mod det ordentlige liv er næsten umulig. Man virker så bagstræberisk og naiv, som en bonderøv, hvis man sætter spørgsmålstegn ved det. Vi skal ikke tilbage til 70erne, men vi skal invitere mere sjælfuldhed ind i samfundet og livet. Angst fortrænger sjælfuldhed. Sjælfuldhed er altid godt at have meget af. Det er det vigtigste, jeg kan lære mine børn: Ikke at være for bange. Lad være med at være for bange. Det er spild af liv. 

Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende. Det bærer mine sidste plader præg af. Der er ikke så mørkt, derfra hvor jeg står nu. Men der er lige så interessant.

Det kunne være fint at skrive en sang, der hed ’En ok dag’. ’A perfect day’, ligesom Lou Reed. Lige nu lytter jeg meget til glade, rene budskaber som ’What the World Needs Now is Love’. Jeg kan pludselig stoppe op og tænke: ’Sidder jeg virkelig og lytter til en sang, der hedder det?’ ’Tror jeg på det?’ Ja gu’ fanden gør jeg det. Hvad skulle jeg dog ellers tro på?

Solodebut i 2004 med albummet ’På den anden side’ med singlen ’Valby Bakke’. Dannede i 2010 duoen ’De eneste to’ med Simon Kvamm, der udgav et anmelderrost album af samme navn. Seneste udgivelse er ’Alt forladt’ fra 2013.

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen: "Mine bøger er blevet bedre med potten"

LÆS OGSÅ: ”Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet og så skriver jeg pophits til P3”

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at have angst

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok