Den 23-årige ekspedient Reinar Mørs og kollegerne er ved at lukke butikken, da frisøren kommer de fire trin ned. Frisørens hæle klikker højt mod trægulvet i tøjbutikken Le Crabe på Vimmelskaftet i København, hvor årets topsællert er smækbukser. I den lille kælderbutik hænger tøjet i fire – og kun fire – overtydelige farver: blommefarvet, blå, lilla og lyserød. Det er en sen eftermiddag i sommeren 1978, og alle butikkerne er ved at lukke, også frisørsalonen overfor.

Reinar fortryder sit opkald fra samme formiddag, bliver rød i hovedet, men smiler alligevel og famler sig færdig. Den firskårne frisør er sidst i trediverne, tydeligvis bøsse. Han spørger, om Reinar skal med.

Reinar Mørs forsøger at være cool, da han siger farvel til sin kvindelige chef og kollega og følger med frisøren op ad trapperne. Hans puls galopperer, for han er på vej til at gøre noget, der overskrider hans egne grænser med flere kilometer. Hvad tænker kollegaen og chefen? Har de luret, at frisøren er bøsse? Reinar har aldrig før været sammen med en mand.

”Reinar, sagde du? Det er et specielt navn.”

Reinar smiler. De går ved siden af hinanden, Reinar forsøger at virke afslappet, men er forpustet, forvirret, ved siden af sig selv. Efterhånden som gaden og storbyen opsluger dem, kan han slappe en smule mere af. De småsnakker, frisørens hæle klikker, så det giver genlyd i husfacaderne, og kort tid efter, i frisørens lejlighed, har de sex. Ikke middag, biftur, diskotek, drinks og så sex ligesom de heteroseksuelle spilleregler, som Reinar kender så udmærket. Nej, hjem og blive forført, og så kan der senere blive tid til mad og druk, måske. Altid sex før alt andet, ja, og ind imellem alt andet. Det skal blive spillereglerne de næste mange år.

Dette er historien om en åben fest, der startede som århundredets vildeste, men endte med at have dødelig udgang for størstedelen af gæsterne. Om sygdommen aids, der ændrede den vestlige verdens seksualmoral for altid. Og det er historien om Reinar Mørs, en 23-årig heteroseksuel mulat fra provinsen, der sprang ud som bøsse en eftermiddag i 1978 og hen over de næste 20 år mødte mere liv, kærlighed, vildskab, sorg og død, end man næsten kan fatte. Herunder sin egen død og dens pludselige udsættelse.

Reinar Mørs voksede op på Lolland i en indremissionsk familie, hvor seksualitet var tabu og homoseksualitet så anstødeligt, at man ifølge moderen kunne vælge at få tissemanden klippet af, hvis man fandt ud af, at man var ’sådan en’, altså bøsse.

Selv om det var en voldsom udmelding, var det ikke helt ved siden af i forhold til seksualmoralen i det danske samfund i begyndelsen af 60’erne. Selv om sex mellem personer af samme køn blev lovligt i Danmark i de tidlige 30’ere, blev det af den brede befolkning længe opfattet som en alvorlig forbrydelse. Først i 1973 ophævede man det såkaldte danseforbud, der forbød to mænd at danse sammen på offentlige steder. I lyset af ungdomsoprørets store seksuelle frigørelsesprojekt kæmpede bøsserne op igennem 70’erne for at blive accepteret, som de var, og det at være åbenlyst homoseksuel kunne stadig i 1978 være en stor provokation. Først i 1981 fjernede Sundhedsstyrelsen homoseksualitet fra den liste, der klassificerede homoseksualitet som en sygdom.

Som så mange andre homoseksuelle forsøgte Reinar at passe ind i de heteroseksuelle roller, selv om han fra starten var et ulige nummer. Han blev født i 1956 i Tyskland som uægte barn af en udstationeret amerikansk soldat og en tysk mor, der overdrog ham til et katolsk børnehjem. Her lærte han selvdisciplin og overlevelse blandt mange andre børn, men hans liv tog en skarp drejning, da han som seksårig blev adopteret af et barnløst par, der forpagtede missionshotellet i Nakskov, og hvis ægteskab skrantede. Adoptionen af Reinar reparerede ikke ægteskabet, i hvert fald gjorde Reinars adoptivfar en ung pige på missionshotellet gravid, og så røg han ud. Reinar var ikke direkte i vejen, men heller ikke ligefrem omgivet af varme og kærlighed fra sin adoptivmor, der nu stod alene med missionshotellet. Hans hårdhed fra børnehjemmet kom ham til gode, og han lod sig ikke knække af moderens mistrivsel, der ofte kammede over i decideret vold. Moderens behandling gjorde ham til mere end bare en overlever, og han fjernede sig fra sin adoptivmor og blev følelsesmæssigt kold, grænsende til det afstumpede ifølge ham selv.

Efterhånden som han blev ældre, voksede afstanden mellem dem, og som 17-årig brød han for alvor med sin mor og sin nye stedfar. Han flyttede til Næstved, fik en uddannelse som frisør, blev kæreste med en af salonens kvindelige ansatte, fik overskæg, gik på jagt og gjorde alt det, en normal mand skulle gøre. Han forsøgte at passe ind i normaltilværelsen, passede parforholdet igennem 4-5 år, men blev aldrig rigtig lykkelig og besluttede sig til sidst for at flytte til storbyen.

Det var aldrig faldet ham ind at – eller også turde han ikke – tænke på sig selv som homoseksuel. Indtil han flyttede til København, fik job på Le Crabe og så altså den formiddag i sommeren 1978 ringede til frisøren overfor for at høre, om de skulle mødes.

Frisøren, der hedder Poul, går forrest ud af lejligheden, ned ad trappen, ud gennem gården i et hæsblæsende tempo, gennem et København, som Reinar aldrig havde forestillet sig fandtes. Han følger med, naiv, nysgerrig, men stadig groggy over alt det nye, han møder. De slentrer ad små gader, den lille, uerfarne Næstved-mulat og den store firskårne machotype med de klikkende metalhæle. De går ud at spise og ender på en heterobar, hvor Poul udpeger et par homoseksuelle gæster og nogle måske-homoer, mens de får en drink. Han lærer Reinar at se byen med en bøsses øjne. Men aftenen går først for alvor i gang, da de forlader baren efter et par timer.

”Madammen er klassisk. Det sted vil du elske,” siger Poul, mens parret venter på, at døren til Madame Arthur bliver åbnet. De finder ind til et lille, hvidt cafébord, hvor de får serveret en kande med noget stærkt, klistret stads. Madame Arthur er fyldt af gæster, mest mænd, men også enkelte kvinder, og gæsternes stemmer overdøver den lave musik totalt. De drikker og griner med de andre mænd ved bordet. De andre ler, da de hører, at Reinar aldrig har set showet før. Måske griner de også af, at Poul er her med en ny scoring, oven i købet en jomfruelig, køn mulat.

Kort efter deres ankomst slukkes alt lyset, og den lille scene neden for cafébordene bliver oplyst af tre stærke projektører.

Dragshowet starter kl. 24, og Reinar har aldrig set noget lignende. Kvinderne på scenen er mænd, overpyntede mænd med fjerboa og netstrømper, flirtende, frække, fulde af outrerede, helt overdrevent sexede attituder.
Reinar synes, det er sjovt, cool og charmerende, selv om det også er grænseoverskridende. Showets første klimaks er, da sangen ’I Am What I Am’ brager ud fra den lille scene, og hele salen rejser sig som på kommando og synger med. Ikke længe efter fortsætter showet med sange af Shirley Bassey, ABBA og andre showsange.

De forlader stedet og går videre gennem det indre København, drejer ned ad Vestergade, stopper så op, ind i en mørk port, op ad en udendørs trappe, 7-8 trin op til natklubben Cake.

Poul banker, og den sorte metaldør går op. Der slipper musik og mandestemmer ud, som har de været gemt derinde i årevis, og de bliver gennet ind, inden al cigaretrøgen glider ud i den københavnske aften.
Indenfor er alt sort. Der lugter af øl og poppers, en ildelugtende hjertemedicin, som giver et hurtigt rush og er udbredt i miljøet. Der er måske 35 mennesker, men plads til det tredobbelte, alle sammen er mænd. De sidder både ved lave borde og barstole i baren. Væggene er sorte, og der hænger grove kæder fra loftet. Barstolene og baren er beklædt med sort læder, holdt fast af tunge nitter. Fire fjernsyn hænger fra loftet og blæser hård bøsseporno ud i lokalet. Reinar er chokeret, men forsøger at spille cool, mens han tjekker stedet og gæsterne ud. I baren står der en med læderchaps og bare baller.

Jeg vil gerne bare ha’ det samme som dig,” siger Reinar til Poul, da de er kommet op til baren.

Der er ikke én fællesnævner for de mænd, der sidder her, ud over at de er homoseksuelle. Selv i dén lille forsamling er der alle mulige og umulige typer bøsser, men frisøren befinder sig klart bedst i selskab med de lidt hårdere machobøsser, som er til læder og hård sex. Et par holder hånd, et par andre flirter åbenlyst, og der er også et par mænd, der danser med hinanden; noget, Reinar aldrig har set før. Så får han øje på et par, der dybdesnaver hinanden, en langhåret, krøllet fyr og en helt tætklippet, høj, bankrådgiveragtig type. Reinar griner og kigger på frisøren, der virker upåvirket, nærmest lidt irriteret over Reinars umodne holdning.

”Hvad havde du tænkt dig?”

Tankerne kører rundt i hovedet på Reinar, for det her er et kæmpe chok. Det strider mod hans barndom, hans opdragelse, alle de værdier, han har fået indpodet igennem hele sit liv. Underligt nok føler han sig samtidig godt tilpas. Han drikker måske nok lidt mere, end han bør, lidt hurtigere, end han plejer, og han nyder, at han får masser af opmærksomhed fra mændene i baren og fra de nye, der kommer ind ad døren i en lind strøm efterhånden. Reinar er ikke den første provinsbøsse, der har fundet modet til at springe ud i det københavnske barmiljø. Tværtimod er miljøet trækplaster for homoseksuelle fra hele landet, som tager dertil for at fejre deres subkultur og seksuelle frigørelse. Men i aften er han den sidst tilkomne og tilmed ikke en af de grimmeste. Musikken er blevet højere nu. Festen er blevet vildere. Og aftenen er blevet nat. Natten ender i frisørens seng. Eller rettere: Her begynder Reinars nye liv.

Reinar Mørs holder ikke længe fast i sin første scoring. Han er i byen igen samme aften, selv om han vågner op med bondeanger. En dyb skam over at gøre alt det, der var så tabuiseret og forbudt i hans barndom, og som stadig et eller andet sted præger ham. Måske derfor passer bøssemiljøets mærkelige cocktail af oprør, ekstrem livsappetit og vild dekadence ham perfekt. Han holder op med at læse aviser og se tv, og hans arbejde begynder at blive sekundært, for alt i livet handler om at feste, møde nye fyre, feste mere og samtidig prøve at komme overens med sig selv. Reinar slutter mange aftener i sengen med en mand, han aldrig har set før. Han finder ud af, at han ikke er kritisk med hensyn til type; de kan være macho, feminine, whatever, men de skal være velsoignerede, lækre, appetitlige. Ellers tænder han ikke på dem.

Reinars eksperimenter fører ham nye, mærkelige steder hen. Han går på Cosy Bar, hvor folk har sex på toiletterne, H.C. Ørstedsparken, hvor der bliver pulet i buskadset, og så selvfølgelig Madame Arthur, hvor de feminine extravaganza-bøsser styrer showet. På Centralhjørnet møder han de lidt ældre bøsser, bodega-typerne som Marine-Arne, der er over 60 og har haft sin gang i havnen, hvor han har suttet pik på så mange unge sømænd, at han kan underholde med det i timer.

Det går op for Reinar, at der hele tiden kommer nyt kød til: Fyre, der minder om ham selv, tilrejsende fra provinsen, der er tillukkede, skamfulde og naive, men som de erfarne homoer kan spotte på lang afstand. Efter få uger har de fået taget deres mødom så vederstyggeligt, at de stiger om bord i festtoget og fejrer, at de endelig er sprunget ud. Det gør de selvfølgelig ved at prøve flest mulige steder, stillinger, sexlege og nationaliteter ligesom Reinar. Når der er gråt og kedeligt i København, rejser de til Amsterdam eller en anden by for at feste. Og når der ankommer udenlandske bøsser til København, eksempelvis et amerikansk dansekompagni som Alvin Ailey-balletten, bliver de modtaget med sultne blikke og stive pikke.

Allerede i sommeren 1981, tre år efter at Reinar Mørs er sprunget ud som bøsse, bliver de første patienter med den mystiske nye sygdom indlagt på Hvidovre Hospital. Det er et bøssepar, som netop har været i New York, og som har nogle diffuse symptomer, der peger på et svækket immunforsvar. 14 dage efter deres indlæggelse meddeler de amerikanske sundhedsmyndigheder, at man har konstateret ca. 20 tilfælde af en ny, alvorlig immunsvækkelses-sygdom i New York og nogle stykker i San Francisco.

Til at starte med tror lægerne, at sygdommen er knyttet til stofmisbruget, særligt af hjertemedicinen poppers, og myterne er mange: Nogle mener, det er en særlig kræftform, andre, at ’The Locker Room Disease’, som den kaldes, kan overføres, hvis blot man klæder om i det samme omklædningsrum som en, der er smittet. Det eneste nogenlunde sikre er, at sygdommen er voldsom og har dødelig udgang.

Til at begynde med har lægerne ikke nogen sikre diagnoseredskaber, men kan konstatere, at sygdommen spreder sig hurtigt, primært blandt mænd, der har sex med andre mænd. Først i 1983 opdager et fransk forskerpar, at der er tale om en virus, hiv.

I mellemtiden har rygterne om sygdommen bevæget sig ud i samfundet, og medierne begynder at dække den som en sygdom, der udelukkende rammer bøsser, hvorfor den bl.a. får tilnavne som bøssepest og bøssekræft. I de første år er den gennemsnitlige levetid for en aids-patient ni måneder, fra diagnosen er stillet.

Reinar studerer de næste par år nattelivet i detaljer, mens han arbejder hårdt på at acceptere sig selv og forlade sit barndomsmiljøs normer. Han får en vennekreds, som han kun møder søndag, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag i byen. Fredag og lørdag er for provinstosserne, og der går vennerne kun i byen modvilligt. Man har vel stil.

Vennekredsen består blandt andre af Reinars nye bedste ven Gert, en slank, modelsmuk skrædder, der lever af kontanthjælp, men har en sidetjans med at sy kjoler og draperede gardiner, helst med guldstafferinger, frynser og hele udtrækket, til overklassehjem i København og Nordsjælland. Gert er excentrisk, overbøsset, klog og meget følsom. Så følsom, at hans yndlingsserie, ’Det lille hus på prærien’, rører ham til tårer. Reinar bliver Gerts medhjælper, og de to drager ud med hvide handsker og sætter Gerts gardiner op i et overgearet, men morsomt parløb, der aldrig bliver til sex, men til et meget intenst venskab.

Efterhånden åbner Gert et rigtigt skrædderi på Østerbrogade, hvor overklassens kvinder køber kjoler, ligesom teatre og DR får lavet specialsyede kostumer.
Reinar elsker Gerts ekstremt kitschede extravaganza. Til Gerts fester kommer smykkedesignere, teaterfolk og andre fra byens jetset, og Gert inviterer og laver helst bordplan efter princippet om, at et godt fjendskab mellem middagsgæster er god underholdning. Gert har talent for iscenesættelse og har unge mænd i hvide kokkejakker med guldknapper til at servere. Bordene er dækket med kandelabre og Bjørn Wiinblad-keramik. Og blinis, belugakaviar, østers og masser af sprut.
Til selskaberne er Gert klædt i sin leopardfarvede eller zebrastribede djellaba, en arabisk-afrikansk kongekåbe, der går helt ned til gulvet, og er splitternøgen indenunder. Gert har sin faste plads for bordenden, som en anden Simon Spies, og han har altid store armbevægelser. Han elsker gin & tonic, men putter aldrig særlig meget tonic i, fordi han påstår, at det feder. ”Man kan aldrig blive for tynd eller for rig,” som han siger.

På et tidspunkt beslutter Gert og Reinar, at de aldrig vil have det samme tøj på to aftener i træk, så de arbejder hårdt på deres outfits, der ofte delvis er fundet på genbrug og er hæftet sammen med sikkerhedsnåle og clips bagpå. Reinar går i Bowie-agtige cool outfits, kassebukser og jakkesæt, mens Gert er til franske og italienske mærkevarer, 20’er-30’er-stil, med fjer og pels og slippers med sit eget monogram syet ind. Reinar går aldrig i byen uden makeup: Han bruger pudder, eyeliner, rouge osv., ikke for at provokere, men simpelthen for at se så godt ud som muligt. Og når han og Gert kommer ind på barerne, spiller de så cool, som de overhovedet kan. Reinars sprog begynder snart at ændre sig efter den jargon, han hører i vennekredsen og på barerne.

Reinars eksperimenter er ekstremt forfængelige og krukkede, men under overfladen afsøger han sin nye identitet og prøver roller af, også de mere feminine, som altid har været så grundigt undertrykt.

I udkanten af vennekredsen er der de heteroseksuelle kvinder, som Reinar og vennerne kalder bøssemøl. Fyrene kan godt lide at pynte pigerne op og lege med deres kvindelighed, mens pigerne altid oplever vild fest, når Reinar, Gert og slænget er i byen. Bøsserne bruger bøssemøllene som adgangsbillet til heterobarerne, hvor den ultimative gevinst for en homo er at slæbe af med en heteroseksuel mand. Reinar indgår i en del parforhold, men ikke længe ad gangen, og kun en enkelt gang flytter han sammen med en mand.

Det varer heller ikke så længe, så er han tilbage på dødsruten.

Her møder han det faste persongalleri som ’de spanske brødre’ Carlos og Juan, der er bartendere på Trocadero og ikke er rigtige brødre, men bliver kaldt det, fordi de altid er sammen. Carlos er flot, høj, veltrænet med plasticagtig hud og smykker. Han går med små skridt, har meget løse håndled og flirter med alt og alle. Der er Darkey, den veludstyrede græske dj på heterostedet Club de Paris, coke-tynd og med tykt, sort hår sat tilbage, som var han John Travolta, efterstræbt af både piger og fyre. Der er transseksuelle Kamma, der egentlig hedder Karsten, men laver penge ved at trække som kvinde på Halmtorvet. Kamma og Reinar ender med at dele en lejlighed på Vesterbro, og Kamma bliver et stort forbillede for Reinar, fordi hun så tydeligt står ved sin seksualitet, selv om den er aparte.

Miljøet er befolket af spændende og kreative folk, guldsmede, designere, frisører, blomsterhandlere, skuespillere. Og mange af dem bruger bunker af penge. Reinar overlever de første år i en slags 80’er-udgave af sugardating: Han er vedhæng til dem, der nu vil have hans selskab, de betaler for middage, drinks og det løse, og aftenen ender tit med sex. Det er let at tjene penge på at sælge stoffer eller gøre folk tjenester. En overgang arbejder Reinar i en pornobutik på Vesterbrogade, hvor han tjener det dobbelte af, hvad han kan få som frisør. Sort.

Mange af den indre bys diskoteker og natcafeer er ejet af bøsser, og derfor kommer Reinar og hans venner gratis ind de fleste steder. Det er, som om bøsserne ejer den københavnske nat. Nattens stjerner er på grænsen til sindssyge, for jo vildere det kan blive, desto bedre. En del er både biseksuelle, transseksuelle, ludere og lommetyve, og det eneste, som ikke trives her, er intolerance. Selv om jargonen er hård, og bagtaleriet skånselsløst, er bøsserne sjældent fordømmende: De er alle flygtet fra intolerancen i deres tidligere liv.
Måske er det en af grundene til, at så få reagerer på den nye sygdom, som de hører om: At skrue ned for deres vildskab er at skrue ned for alt det, de har sammen. At begrænse deres seksuelle udskejelser lyder som et ekko af intolerance. Løsning: Luk øjnene, og fest videre. Put poppers, alkohol og stoffer i den sorte dæmon, der begynder at gnave i dit paradis. Måske er den væk i morgen, når vi vågner.

Men aids går ikke over i løbet af natten. Dødstallene er høje, og stigningen i antal smittede er rystende: I USA fordobles antallet af døde i de tidlige 80’ere på seks måneder. I midt-80’ernes USA smittes 150.000 mennesker med hiv om året, da epidemien er på sit højeste. Herhjemme er tallene mere usikre, da der er store mørketal, og både sundhedsmyndigheder og statistikere er lige så uforberedte som homoseksuelle og den brede offentlighed. Det står dog klart, at aids tager 28 danske liv i 1985, 46 året efter, og herefter stiger kurven frem til midten af 90’erne, hvor tallet topper med 235 døde. I dag ved man, at der typisk gik otte til 10 år, fra en patient fik hiv, til han udviklede aids, så dødstallene i 1985 afspejler i virkeligheden et smittebillede fra årtiet forinden.

Det står ret hurtigt klart, at hiv overføres seksuelt, men hvor man i starten kun har fundet sygdommen blandt homoseksuelle mænd, kommer nye grupper nu til: Blødere, narkomaner, der har delt nåle, og patienter, der har fået tilført blod på hospitalet. Selv om antallet af smittede kvinder stadig er lavt, berettes der om tilfælde. Kvinderne er enten blevet smittet i udlandet eller via sex med biseksuelle mænd. Også blandt indvandrere fra Afrika er der en overrepræsentation af hiv-tilfælde. Nu begynder man at frygte, at epidemien breder sig uden for bøssemiljøet.

Sundhedsstyrelsen opretter et aids-sekretariat i 1986, og samme år opretter myndighederne i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske telefonrådgivningen Aidslinien. AIDS-Sekretariatet, der er sat i verden for at forebygge, søsætter i 1987 sin første store kampagne: En seks meter lang busreklame med påskriften ’Beskyt den du elsker’, formet som en tegning af et kondom.

Reinar og Gert giver sygdommen øgenavnet ’Adios’ og øver sig på at udpege, hvem der er smittet, og hvem der ikke er. De ramte ligner kræftpatienter, blege og sørgelige. Det skyldes, at en del bliver ramt af kræft som følge af det svækkede immunforsvar. Reinar drager dog ikke nogen konsekvens af den truende sygdom. Han er bevidst om, at den eftermiddag i 1978 har været en form for lykkelig genfødsel for ham, og hans nye liv er så vidunderligt, at han ikke kan forestille sig, at det skal stoppe nu. Han betragter sit nye slæng som en ny familie; en følelse, der rimer på mange andre bøssers sociale tilknytningsmønster: Deres gamle familie har i mange tilfælde udstødt dem eller forstår ikke deres livsførelse. Og tolerancen er kun blevet mindre, efter aids-truslen er opstået.

Reinar bliver ved med at feste og have ubeskyttet sex. Uden at lade sig teste. Vi skal alle sammen herfra, som han siger til sig selv, og der er ingen grund til at fokusere på, hvordan det sker.

Men flere og flere omkring Reinar bliver smittet. Folk dør af hjernebetændelse, lungebetændelse og andre følgesygdomme, nogle begår selvmord i det øjeblik, de får diagnosen. Det kan de lige så godt, for der er ikke udsigt til helbredelse, og døden kommer hurtigt. Andre igen fester videre og gør det endnu mere fandenivoldsk, end de har gjort før. De drikker så tæt, at de næsten slår sig ihjel med det. Men de har ikke andre verdener at flygte ind i, festen er deres eneste.

Flere af vennerne fester daglig indtil en dag, hvor de pludselig stopper med at komme på diskotekerne. Og et par måneder efter er der typisk begravelse.
Reinar går til mange begravelser, det værste år er det 10, og joken i miljøet er, at de folk, der tidligere sås under diskokuglerne, nu mødes under kirkernes kalkmalerier. Reinar bryder sig ikke om begravelserne, og han er mildt sagt ked af, at den glade og krukkede livsfejring med ét er blevet tragisk og sort.

I vennekredsen begynder flere bøsser at mødes privat frem for i byen, og det er for alvor noget nyt. Reinar har kun været hjemme hos ganske få af sine homoseksuelle venner før og har aldrig været til kaffe og kage eller middage hos andre end Gert, hvor middagen altid var optakt til en bytur. Mens Reinar og Gert fortsætter byturene, er der flere af vennerne, der begynder at holde sig helt væk fra miljøet og vennekredsen af angst for at blive smittet. Det gælder også mange af de heteroseksuelle, der har været med. Miljøet er totalt forandret. Bøsserne betegnes som ’en risikogruppe’.

Først i 1986 afkræfter Sundhedsstyrelsen, at tungekys kan være en smittevej, men aids-frygten har for alvor slået rod i det danske samfund. Seksualmoralen bliver kraftigt påvirket, og myndighederne udbreder budskabet om, at man altid skal dyrke sikker sex med kondom.

Det budskab bliver bredt ud overalt, måske stærkest i 1988 ved hjælp af tidens store popnavne, som Sundhedsstyrelsen hyrer til formålet: Anne Linnet, Thomas Helmig, Sanne Salomonsen og Søs Fenger synger ’Den jeg elsker, elsker jeg’, og Kim Larsens ’Yummi Yummi’ udbreder budskabet med de ikoniske linjer ”Altid huske, aldrig glemme, gummi ude, gummi hjemme”. Selv sprogfornyerne i MC Einar erklærer i sangen ’Panik’: ”Du ka’ sagtens være bange, men fornuften har talt / Går du ud og går med gummi, går det aldrig galt.”

Reinar venter længe med at blive testet.

Han er rykket til Spanien, hvor han sælger time-share-lejligheder, da han får helvedesild, en herpesform, som er et typisk aids-symptom, op ad ryggen. Han lader sig presse til at gå til lægen, da han kommer hjem til Danmark. Vi er i efteråret 1988, da Reinar får taget en blodprøve og bliver ringet op 2-3 uger senere.

”Angående de der blodprøver. De var positive,” siger stemmen i telefonrøret, og Reinar lægger røret på, ude af sig selv. Han ringer til sin veninde Helle, der spørger, om hun skal komme, men Reinar takker nej. Han går op og ned ad Gl. Kongevej med en tung, sort selvmedlidenhed i kroppen. Han føler sig beskidt og skamfuld, føler, at alle forbipasserende kan se på ham, at han er smittet. Han går ind i en blomsterhandel og køber et keramikfad og en smuk stentøjskrukke med låg, som han tænker, at han kan bruge som urne. Keramikfadet får lov til at symbolisere, at han skal klare det her. Senere kommer Helle alligevel, og hun får snakket Reinar igennem de første chokerende indsigter. Han har ikke aids i udbrud, men hiv. På dette tidspunkt er det dog ensbetydende med en langsom dødsdom.

Reinar bliver hjemme de første uger og går ikke i byen de første måneder. Når han er ude, er han hunderæd for, at folk kan se igennem ham og udpege ham som smittet. Han går igennem mange faser af sorg og erkendelse, og han bliver tvunget til at taget stilling til, hvad han vil bruge de næste år af sit liv på. Meget tyder på, at de bliver de sidste.

Han lærer, at han skal være påpasselig med, hvem han fortæller om sin diagnose. En del venner vender ham ryggen af frygt for at blive smittet, og selv er han dybest set usikker på, om han kan komme til at smitte folk igennem et kram eller et nys ud i lokalet. Han har selv svært ved at være sammen med andre hiv-smittede, for sygdommen fylder så meget i hans egen verden, at han ikke kan rumme andres. Som mange andre smittede isolerer han sig mere, end hvad godt er, men hans følelsesmæssige afstumpethed fra barndommen kommer ham til gode: Han gør sig hård, forlader selvmedlidenheden, og et halvt år efter han har købt sin stentøjsurne, får han den lavet om til en lampe. Han skal klare det her. Hvordan ved han ikke.

Reinars uvidenhed ændrer sig markant, da han melder sig som frivillig på telefonrådgivningen Aidslinien. Her får han til opgave at oplyse og svare på spørgsmål, som han aldrig har stillet sig selv, og det kræver, at han som frivillig får masser af information og viden. Det bliver en slags uddannelse i hiv og aids.
Reinar lærer, at hiv ofte giver akut feber og måske hævede lymfekirtler kort efter smitten, men herefter kan en smittet leve en lang periode uden andre symptomer. Han finder ud af, at hiv langsomt, men sikkert, lægger immunforsvaret ned, sådan at den smittede til sidst ikke har immunforsvar tilbage. Den dødelige tilstand aids er egentlig bare en tilfældig infektion, der rammer, når immunforsvaret er nedbrudt. Den kan ramme i form af lungebetændelse, hjernebetændelse, svær helvedesild eller andre lidelser.

På telefonlinjen lærer han om Retrovir, der i 1987 er blevet godkendt til hiv/aids-behandling i USA. Medicinen forsinker virussens udvikling uden dog at helbrede patienten. Problemet er bare, at hiv-virussen udvikler resistens over for Retrovir forholdsvis hurtigt, og dertil kommer, at bivirkningerne er meget voldsomme. Medicinen forlænger således patientens liv med omkring et halvt år, men nedsætter livskvaliteten betragteligt.

Reinar Mørs sorterer i informationerne og sorterer dermed også en del fra. Han er af den holdning, at man selv som smittet skal lære sin krops signaler at kende og tage situationen i egen hånd. Sådan bruger han fem til syv år på at lære at leve og dø på en værdig måde. Han sætter sit alkoholforbrug drastisk ned og holder op med at gå i byen. Han tager kurser i ’Krise, sorg og død’, som de bl.a. hedder, men bryder sig egentlig ikke om basisgrupper og psykolog-samtaler. Han beslutter, at han vil leve et godt og sundt liv og være god ved sig selv og forsøge at skåne sig for sorte tanker. Han forbereder ikke sin begravelse som mange andre, han har ikke penge nok til en begravelse i pomp og pragt, så de ukendtes grav må være fint. Han søger førtidspension, men får det ikke i første omgang, så han skaffer mad på bordet ved at hjælpe til i vennen Gerts skrædderi. Men sygdommen slår en kile ned mellem de to venner, for Gert vil tale om det, høre, hvordan Reinars virustal er, og hvordan han egentlig har det.

”Se på mig. Ser jeg ikke ud, som om jeg har det meget godt?” svarer Reinar, der ikke gider snakke sygdom, særligt ikke hans egen, for den fylder rigeligt i forvejen. Den tavshed sårer Gert.

Reinar kæmper mod angst og depressioner, for han har set, hvordan de fleste hiv-patienter ender, afpillede og sørgelige, og han er bekymret for selv at komme til at se sådan ud. Mange af de raske bøssevenner, han stadig ser, er blevet triste at være sammen med, efter at de har haft al den død og sygdom inde på livet.

Reinars dagligdag bliver mere ensom, men han lærer af det, han oplever, og forholder sig især til, hvordan han ikke vil ende. Bl.a. vil han ikke tage Retrovir og leve sin sidste tid med knopper i hovedet, fedtansamlinger og svamp i munden.
Selv om Reinar af og til ryger på sygehuset med en infektion eller lungebetændelse, holder han fast i sin beslutning om ikke at tage Retrovir. Da han bliver indlagt med sin tredje lungebetændelse i træk i 1996, føler han, at han er tæt på at dø. Og kigger man på statistikken, har han gode grunde til sine bange anelser. På dette tidspunkt er det kendt, at alle hiv-smittede udvikler aids, og 83 % af aids-tilfældene i landet er endt med døden. For de resterende 17 % er det kun et spørgsmål om tid. I alt er der på det her tidspunkt lidt under 2.000 mennesker i Danmark med diagnosen aids og over 200 døde om året.

Lægen anbefaler, at Reinar prøver en ny type medicin, kaldet kombinationsbehandling, der er afprøvet i USA og har fået ry for at hente de døde op fra graven. Kombinationsbehandlingen bygger oven på Retrovir, sådan at de gavnlige effekter fra Retrovir suppleres af andre medicintyper. Og resultaterne er imponerende. Også for Reinar Mørs.

Han mærker forbedringen som et spark bagi, som en stor dosis kokain. Sygeplejerskerne forklarer, at det er normalt, at kombinationsbehandlingen giver ekstremt meget energi næsten øjeblikkeligt. Effekten er så vild, at Reinar overvejer at tage lidt mindre medicin selv og så sælge resten af medicinen ved siden af, men dropper det igen, da han hører, at andre aids-ramte har prøvet at gøre det samme og er røget ud af hospitalets behandling for det.
De gode resultater med kombinationsbehandlingen kommer alle hiv- og aids-ramte til gode og kan i dag aflæses direkte i statistikkerne. I 1995, året for fremkomsten af kombinationsbehandlingen, knækker kurven for aids-dødsfald.

Omkring 1998 stabiliseres antallet af hiv-smittede, men det er i de seneste år steget en smule, mens dødstallene i forbindelse med sygdommen er faldende. På verdensplan er det årlige dødstal 1,2 millioner, men det vurderes, at med den rette behandling og livsførelse kan hiv-positive leve lige så længe som alle andre.

Da både festmiljøet og Reinar Mørs nu er totalt forandrede, tager han konsekvensen og flytter til Jylland. Reinars anden genfødsel foregår i Aarhus, hvor en nær ven er flyttet over for at tage sin uddannelse. Reinar bor et år i det indre Aarhus, i 1996, og flytter så til landsbyen Vrinners ikke langt derfra.

Her lejer han et lille hus og søger indad, søger ro og natur, mens han prøver at forlige sig med, at hans liv er blevet forlænget på ubestemt tid. Han medicinerer sig selv med hash, effekten er appetit og simpel livsglæde, og finder nogle livsværdier, som passer på hans nye livssituation: beskedenhed og ”evnen til at holde sig selv ud,” som han siger. Igen er hans hårdhed og selvdisciplin fra barndommen en god livsledsager. Han bliver i Vrinners yderligere 2-3 år, indtil han flytter tilbage til københavnsområdet, og den dag i dag møder han af og til folk, som er chokerede over, at han stadig er i live.

Han har i dag fået tilkendt førtidspension og arbejder af og til i en tøjbutik, hvis han har behov for lidt ekstra penge. Han bor alene med sin hund og nyder roen, for han har efter eget udsagn festet og kneppet det, han skulle i det her liv. Han har lært at holde depressioner og angst fra døren via selvdisciplin, daglige rutiner samt et stærkt netværk og mange venner. Måske vigtigst af alt er han reserveonkel eller sjette familiemedlem hos en børnefamilie, som han har kendt siden de vilde 80’ere.

Alle Reinars homoseksuelle venner er døde. Den sidste var hans bedste ven Gert, som han mistede i 2008. Gerts dødsfald havde intet med aids at gøre: Gert anskaffede sig på et tidspunkt et motoriseret løbehjul, han brugte som transportmiddel overalt i det indre København. Da han en aften i en brandert kørte ned i et hul i vejen, faldt han forover, slog hovedet og fik indre blødninger i hjernen. Få måneder senere døde han.

Reinar tænker ikke på døden mere. Han går stadig til kontroller, men hører aldrig rigtig efter, når lægen taler talværdier og infektionstal. Han tager daglig medicin, men mærker ellers ikke noget nævneværdigt til sin sygdom. Og som han selv siger det:

”Det handler ikke om, hvor længe du lever. Det er meget vigtigere, hvordan du lever.” ■

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at slås med sin far

LÆS OGSÅ: Lær at mestre de forskellige stødteknikker

LÆS OGSÅ: 30 tegn på at du er jyde i København