Det var en hurtig beslutning at skrive kontrakt med Cardiff. Min agent forklarede, at FCK forlangte en rigtig høj pris, så det snævrede feltet af klubber ind. Vi stod ellers med en anden klub, som ville betale, hvad FCK forlangte, og som ville give en god løn. Men så kom Cardiff ind over: ”Vi betaler bare, hvad FCK forlanger, og samme løn, som de andre har tilbudt.”

Det var sådan lidt hurtigt, og måske for hurtigt. Men Cardiff var i Premier League, der var gode muligheder for spilletid, og det var en god løn. Jeg fik at vide, at de havde set mig spille mange gange, så det lød godt. Efter et par dage ringede jeg til min agent og sagde: ”Lad os gøre det.”

Foto: Søren Rønholdt.

I dag ville jeg nok være mere opmærksom på nogle små faktorer, der kan betyde noget. Men jeg var fyldt med selvtillid på det tidspunkt. Jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne gå galt. Jeg troede, jeg ville komme til at score en masse mål. Det eneste negative, jeg tænkte på, var, hvad der skulle ske, hvis klubben rykkede ned.

Derfor fik vi skrevet ind i kontrakten, at hvis klubben rykkede ned, måtte de maks. forlange samme pris for mig, som de selv havde givet. Mine forventninger var at være i startopstillingen og score mål for Cardiff. Men jeg blev skadet, inden jeg for alvor kom i gang, og det er rigtig skidt, når man kommer til en ny klub.

Jeg var væk i tre måneder. Så skulle jeg forsøge at kæmpe mig ind på holdet derefter. Det var svært. Jeg tænkte: ”Hvordan fanden kan jeg gå fra, at alle syntes, at alt, hvad jeg gjorde, var fantastisk, til at jeg sidder i Cardiff og ikke spiller fodbold mere?”

Da jeg kom tilbage på holdet, skulle jeg lige vænne mig til, at det var et højere niveau end i Danmark, men jeg følte ikke, at det var et problem. Det var ikke derfor, at det ikke gik godt. Holdet spillede en form for fodbold, der ikke passede til mig, og så havde jeg en forkert tilgang til det.

Ejeren af Cardiff City FC, den excentriske milliardær Vincent Tan fra Malaysia, mente, at hans danske spiller var en Toyota og ikke den Bentley, han havde set frem til. Foto: Polfoto.

Træneren sagde, hvad jeg skulle gøre, men jeg var irriteret, fordi jeg ikke spillede, og så er det svært at tage tingene til sig. Jeg blev lidt ligeglad med, hvad fanden de sagde til mig. Og det var forkert af mig.

Der var en situation, som var ret åndssvag, når jeg tænker tilbage på den. Da jeg var kommet tilbage efter min skade, slog vi Manchester City, og jeg blev skiftet ind med to minutter igen. Jeg var rasende. Det var selvfølgelig urealistisk af mig at forvente, at jeg skulle spille hele kampen, når jeg lige havde været skadet, men jeg tænkte: ”Hvorfor fanden skal jeg ikke spille?”

Jeg var glad for, at vi vandt, og jeg viste ikke, at jeg var irriteret, da jeg kom ind på banen, men jeg følte, at det nærmest var ydmygende kun at få to minutter på banen.

Jeg havde en femårig kontrakt og var kun 20 år, så det ville ikke være jordens undergang, hvis det første halve år var lidt svært med skader og noget tid på bænken. Sådan kan jeg tænke nu, men det kunne jeg ikke dengang.

På et tidspunkt begyndte det at gå dårligere for holdet. Der var kritik af de spillere, der var blevet købt. Klubejeren udtalte om mig, at han havde betalt for en Bentley, men fået en Toyota. I sidste ende kunne jeg være ligeglad. Jeg fik mine penge, og jeg vidste, han ikke havde forstand på fodbold.

Det vidste alle. Jeg tog det med et smil, men jeg syntes, det var dumt og lidt grænseroverskridende at offentliggøre min løn (ca. 400.000 kr. om ugen if. ejeren Vincent Tan, red.). 

Den danske angriber fik otte kampe for Cardiff. Her mod Manchester United. Foto: Polfoto.

Når der er måske 20 andre spillere i truppen, der tjener mindre, kan det skabe noget splid. Jeg ved ikke, om det gjorde min situation på holdet sværere, men det gjorde den i hvert fald ikke lettere. Craig Bellamy, der har spillet i nogle store klubber, tog en snak med mig.

Han sagde, at jeg ikke skulle tænke for meget over det eller føle mig presset. Det var jo klubben, der havde valgt at betale mig den løn. Han tjente også meget og har tjent meget i sin karriere, så han var måske mere large.

Træneren blev fyret. Jeg tror stadig, han troede på mig, og jeg tror ikke, jeg var røget væk fra klubben, hvis han ikke var blevet fyret. Men de ville sælge mig efter et halvt år. Der var nogle store klubber rundt om i Europa, der var interesserede, men jeg ville tage det sikre valg og vende tilbage til FCK, og de blev enige med Cardiff, lige før transfervinduet lukkede.

Jeg sad den sidste dag ude på Cardiff stadion og vente­de på nogle underskrifter. Men det trak ud, og pludselig var der nogle ting, der ikke var, som vi havde aftalt, som det vist altid er ved et klubskifte. Papirerne blev sendt frem og tilbage med fax, og det hele blev færdigt i sidste øjeblik, fem minutter i midnat.

Det var en masse penge at sige farvel til, men jeg tænkte, at jeg stadig er ung og nok skal nå at tjene penge. Jeg kunne ikke finde nok gode grunde til at blive der.

Da jeg vendte tilbage til FCK i februar 2014, scorede jeg tre mål i den første træningskamp. Jeg tænkte, at nu går det som før. Jeg scorede også et mål i den første Superligakamp mod AGF.

Alligevel fokuserede medierne bagefter på de tre chancer, hvor jeg havde sparket over mål, og Ståle (træneren, red.) blev spurgt ind til, at han havde råbt efter mig. Det gik op for mig, at fokus på mig var ændret fuldstændigt.

Andreas Cornelius brækkede anklen i en kamp mod Silkeborg i april 2015, men var tilbage på banen allerede efter fire måneder. Foto: Polfoto.

Jeg tænkte: ”Skal jeg nu til at score to eller tre mål, før folk er tilfredse?” Der var mere fokus på mine mangler, både i klubben og andre steder. Det var et endnu større pres end i Cardiff. Forventningerne var tårnhøje, men jeg syntes, jeg håndterede kritikken o.k.

Man vænner sig til, at tingene ikke altid går ens vej. Men jeg var alligevel overrasket over kritikken og var nok også påvirket af den, uden at jeg var bevidst om det i begyndelsen. Det blev et irritationsmoment. Selv om jeg ikke mistede troen på mig selv, følte jeg ikke altid, at jeg fik den kredit, jeg fortjente.

Desuden var jeg ikke herre over, hvad jeg havde kostet, men det hele blev blandet sammen i en pærevælling af præstationer og penge og løn. Jeg plejer ikke at læse så meget om mig selv i medierne, men man kan næsten ikke undgå det.

Hvis man fx er på nettet for at læse nyheder, er der jo også sportsnyheder, og så klikker man da på det, hvis der er en artikel om én selv. Det slår mig ikke ud, hvis nogen skriver, at jeg er dårlig, men jeg mister måske lige et par procent fokus.

Jeg havde håbet, at det ville gå lige så godt som før, jeg tog af sted. Det gjorde det ikke af mange årsager. Jeg lagde et stort pres på mig selv – ”nu skal det fandeme være” – men jeg præsterede ikke, som jeg gerne ville. Så blev jeg skadet igen (i april 2015, red.).

Jeg vidste med det samme, at det var slemt, for jeg kunne mærke, at knoglen knækkede, og foden sad helt forkert. Det første, jeg tænkte, var, om jeg overhovedet kunne spille igen, og om hvor lang tid. Jeg spurgte om det, allerede da jeg lå inde på banen, og vores to fysio­terapeuter og vores læge var hos mig.

Men jeg tænkte samtidig: ”Det kunne sgu også være meget rart med en lille pause.” Jeg prøvede at finde noget positivt. Det var skide irriterende at blive skadet, men det havde også været en hård periode med meget pres og meget fokus på mig. Nu kunne jeg slippe det lidt i en periode.

Jeg havde forbedret mig på mange områder, da jeg vendte hjem, men som angriber bliver man vurderet på, hvor mange mål man scorer. Scorer man mål, ser alle – og én selv – igennem fingre med de fejl, man laver. Når man ikke scorer, kommer reaktionerne: ”Han scorer ikke, nej, og han mister også for mange bolde, og han løber heller ikke nok,” og dit og dat.

Foto: Søren Rønholdt.

Mange, der ser det udefra, vil gerne køre ens præstationer enten helt op eller helt ned. Der er store følelser hos fans osv. Sandheden er nok, at man ligger et sted midtimellem.

Starten af denne sæson var et vendepunkt for mig, fordi vi kom i Champions League, og jeg blev udtaget til landsholdet igen, men jeg følte ikke et større pres fra omgivelserne af den grund. Folk siger ikke så meget, ­når der er medgang.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen pa 56 dage

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få elektrochok

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at falde ned med en elevator