Det er maj 2012, og jeg er i Cannes som praktikant for Politiken. Cannes er et foto-mekka. Hver aften ryger man til efterfest, og hver dag sker der noget sindssygt.
Der er kendte alle vegne, og så kommer der lige en Batmobil eller et kameloptog. Efter en uge, hvor jeg har fotograferet meget, ringer min chef: ”Lars, du skal huske at slappe af. I morgen lægger du dit kamera og drikker noget vin.”
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være, så når jeg har fri, bruger jeg min iPhone, og langsomt bliver iPhone-billederne mere spændende end dem, jeg tager med mit kamera. Den nat, Mads Mikkelsen vinder prisen for bedste mandlige skuespiller (for filmen Jagten, red.), tager jeg med Zentropa til fest, og jeg får nogle vilde billeder.
Mens jeg er i Cannes, skal jeg lave en slags backstage-serie, og noget, jeg gerne vil have med, er en rigtig blondine på La Croisette. Det er byens berømte strand, hvor der hele tiden er et fotoshoot i gang, og hvor unge blondiner går og håber på at blive opdaget. En rigtig kliché.
En eftermiddag, hvor jeg har lagt kameraet, er jeg ved stranden med avisens filmredaktør, Kim Skotte, for at nyde et glas vin. Pludselig ser vi sådan et fotoshoot, og Kim siger: ”Hey, det var da det, du snakkede om. Skal du ikke derned?”
Ud over blondinen er der en håndfuld mennesker og nogle vagter. Sådan nogle store secret service-typer med solbriller. Jeg har jo egentlig fri, men jeg slentrer derned. Når man har det store kamera, er man meget tydeligt fotograf, men har man bare en telefon, er der ingen, der undrer sig. Så kan man komme tæt på.
Jeg går i en bue uden om et hegn og kommer hen til fotografen – en kvinde i 60’erne med sølvfarvet hår – og hendes assistenter.
Nogle taler fransk, nogle taler engelsk. Når der bliver sagt noget på fransk, griner de alle sammen helt overklasseflot. Så griner jeg med. Ha-ha-ha. Ret tidligt får jeg opsnappet, at det er et covershoot til Vogue, og siden finder jeg ud af, at det er en af verdens største modefotografer, Ellen von Unwerth.
Det lykkes mig at fiske min telefon frem, og jeg stiller mig bag fotografen. Blondinen slanger sig i sandet, og jeg skyder løs. Jeg kigger op over kanten på min telefon og ud på modellen, og det går op for mig: Shit, mand. Det er Paris Hilton.
Alle griner, jeg prøver at grine med. Paris smiler bare, og fotografen smiler. Jeg tror, at fotografen og hendes folk tror, jeg er med Paris Hilton, og Paris Hilton og hendes folk tror, jeg er med fotografen. Jeg har øjenkontakt med dem, og vi griner hele tiden kunstigt. Jeg stiller dem sammen og siger: ”Smile!” Verdens største modefotograf og en kæmpe kendis lader mig bare skyde.
Så går vi alle langs stranden. Vi kommer til et hotel, hvor vi går ind i et sminketelt. Der står jeg sammen med Paris Hilton, som skal gøre sig klar til næste skud. Hun reder håret og tager læbestift på. Jeg skyder og smiler. Hun står bare og kigger på mig.
Et øjeblik er det, som om hun får øje på mig, men det næste øjeblik er hun komplet uinteresseret bag de sorte briller, mens hun sminker videre. Udenfor dunker en bas på en klub i nærheden, og jeg kommer i tanke om Kim, der stadig sidder i baren.
Paris trutter læberne og kigger på mig igen. Der er ikke andre end os og de der vagter, og pludselig er jeg ret synlig. Så jeg tænker: ”O.k., nu har jeg eddermame fået noget godt materiale, måske jeg bare skulle trække stikket.” Så jeg begynder at gå sidelæns hen mod udgangen, klemmer mig mellem to vagter og kommer ud til stranden. Og bryder ud i jubel.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være krybskyttejæger
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at falde ned med en elevator
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen pa 56 dage
