Gregers Gjersøe, 59 år, pilot og stifter af Polarskolen:
Man skiftevis hundefryser og tapsveder på en polarekspedition. Vi gik turen unsupported, dvs. uden at have lagt depoter ud, så vi havde hele vores oppakning med på to slæder.
Det er sindssygt hårdt at trække 120 kg i snestorm og 30 graders kulde. Man skal turde klæde sig koldt, for når man først er i gang, sveder man så meget, at man danner en isblok af frossen sved og snot i skægget. Det gør ret ondt at brække den fri, hver gang man stopper for at holde pause.
Allerede den første uge fik jeg en nakkeskade af at slæbe min pulk (slæde, red.). Vi havde trænet hjemmefra ved at trække bildæk efter os, men på den første stejle stigning op til polplateauet blev mine nakkemuskler alligevel så overanstrengte, at jeg til sidst ikke kunne holde hovedet oprejst.
Jeg klarede det ved at lave en improviseret halskrave, men jeg kunne stadig ikke holde hovedet højt nok til at se ordentligt frem, så når jeg gik forrest, gik vi sommetider skævt i forhold til målet.
Derfor nåede vi ikke så langt pr. pas, som vi skulle, så vi måtte skære ned på madrationerne for at strække dem længere.
Frustrationerne voksede mellem os pga. vores forskellige gå-hastighed, og halvvejs på turen kom vi næsten op at slås. Jeg husker ikke den konkrete anledning, men vi stod og råbte ad hinanden midt i ødemarken.
Til sidst blev det for koldt til at stå stille, så vi fortsatte efter et hurtigt forsoningskram. Den aften var der stille i teltet, bortset fra lyden af vores skeer i suppekopperne. Den næste dag talte vi det hele igennem og lavede nogle regler for resten af turen: Fra nu af skulle vi sige til, lige så snart en frustration opstod, og vi skulle starte og slutte hver dag med et kram.
Ca. to uger fra målet mistede jeg min dunjakke. Uden vi opdagede det, havde stormen flået pulkens lukkeanordning op og suget jakken, en dagsration mad og et par ting mere ud. Dunjakkerne brugte vi til at holde varmen i pauserne, hvor ens svedige krop lynhurtigt bliver nedkølet. Jeg tænkte: ”Det her overlever jeg ikke, nu dør jeg.”
Men jeg vidste, at med negative tanker og selvbebrejdelser ville jeg virkelig ikke klare det, så jeg gav mig selv et mentalt overlevelsesprojekt: at designe den perfekte jakke. Det holdt mig kørende, og jeg nåede at designe fem jakker i tankerne på resten af ekspeditionen.
Før og efter turen. Gregers taber 20 kilo.
Efter tabet af jakke og madration måtte vi rationere vores mad endnu mere. Jeg lavede mig en nødjakke af en dunvest og nogle poser, som vi havde haft mad i, og som jeg syede fast på vesten som ærmer.
Den var dog slet ikke tilstrækkelig til at holde mig varm i pauserne, så dem måtte vi korte ned til under fem minutter nu. Hver aften i teltet måtte jeg flikke jakken sammen på ny, mens Kristian gjorde det samme med sin knækkede støvle.
I klart vejr kan man på Antarktis se over 20 km væk. Vi vidste, at når vi nærmede os Sydpolen, burde vi kunne skimte målet – en amerikansk militærbase, der ligger lige på polen – som en prik i det fjerne.
Vi kunne ikke forstå, hvor den blev af, men da vi havde gået i 56 dage, dukkede der en sort prik op i horisonten. På det tidspunkt havde jeg tabt over 20 kg og var afkræftet. Indtil da havde jeg haft gejsten til at gå, men den sidste dag var jeg helt færdig. Ens kalorieforbrug under en polarvandring svarer til at løbe et maratonløb om dagen.
Vi havde aftalt, at når vi nåede basen, skulle vi tage hinanden i hænderne og sammen lægge hænderne på den kugle, der markerer polpunktet. Men da vi nærmede os basen, kunne vi høre et fly over os, og pludselig kom der en mand løbende og viftede med armene. Vi troede, at han ville byde os velkommen, men han ville jage os væk, fordi vi gik på basens landingsbane. Senere fik vi at vide, at flyets pilot havde meddelt passagererne, at ”we may have to make a go-around, there are two idiots on the runway.”
Da vi endelig i fællesskab kunne plante næverne på polpunktskuglen og Dannebrog i sneen, tudbrølede vi.
Efter ankomsten gik der 11 dage, før vi kunne blive fløjet ud. Selve basen måtte vi ikke komme ind på, så vi lå i vores telt uden for basen og mærkede duften af basepersonellets mad komme svævende ud til os.
Vi havde halvanden dagsration mad tilbage, og da den var spist, pakkede vi en let pulk og tog ud og tømte et gammelt engelsk maddepot, som vi vidste lå i området. Vi fandt noget ost, som var udløbet for længst og smagte lidt mærkeligt.
Ekspeditionen kostede 2 mio. kr., hvoraf de 800.000 kr. går til et fly, der er forhåndsbooket til at flyve én ud, når man når Sydpolen. Trods vores krise undervejs er Kristian stadig min allerbedste ven.
Læs mere om turen på sydpolen.dk
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive angrebet af en flok bier
