Jeg befandt mig på et hostel i Sønderborg og var netop vågnet midt i en ugelang druktur gennem det sønderjyske terræn. For lidt søvn, for meget alkohol. Jeg var varm, svedig, fanget i mit eget hoved. Men jeg prøvede at skjule det for min ven. Vi satte os ud i bilen og kørte mod Haderslev for at feste videre i en ny by.
Min ven troede på det tidspunkt, at jeg havde tømmermænd, men indvendig galoperede mit hjerte og tankerne af sted. Jeg kan ikke huske turen i dag, men min ven har senere fortalt mig, at jeg snakkede om en bestemt juiceblanding hele tiden. Kiwier og gulerødder. Halvvejs mod Haderslev stoppede jeg bilen.
Jeg kunne ikke køre længere. Mine tanker kørte i onde cirkler – negative følelser som ensomhed og at føle sig utilstrækkelig. Jeg var panisk over angsten, og det forstærkede tankerne, så jeg blev mere panisk, indtil alle muskler i min krop spændte op i håb om, at jeg kunne klemme angsten ud. Men det kan man ikke.
Det sitrede op gennem min kerne. Jeg rystede. Jeg ville bare væk. Være på en øde ø, væk fra alle. Helt alene. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne holde ud at være i bilen, så vi droppede at køre til København, hvor jeg bor. Min ven satte mig af hos min mormor i Haderslev, hvor jeg lå i sengen resten af dagen. Og rystede. Og hadede det.
Frederik Bornefeldt Olsen er 28 år gammel og arbejder som personlig træner.
Anfaldet i Sønderborg var i den mildere ende. Nogle gange kan det være fuldkropskramper. Angst på vindstyrke 12. Jeg har ligget på gulvet i flere timer og prøvet at rejse mig for så blot at vælte omkuld igen. Min hukommelse har været helt væk, og den er stadig ikke god i dag.
I lang tid kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde lavet for 10 minutter siden. Den fysiske følelse af et angstanfald svarer til, at du har styrketrænet hårdt, altså maxet helt ud. Så kører du et etapeløb på cykel og løber derefter et maraton. Det var så hårdt, at jeg brugte en uge på at restituere, hvor jeg gik rundt som en zombie.
Det tog mig flere år at acceptere, at mine angstanfald ikke var en engangsting. At jeg ikke bare kunne gå til psykolog tre gange eller trykke på en knap og vupti, så var det løst. Jeg troede, det var, fordi jeg var opvokset på Amager med nogle rødder og havde set lidt af hvert.
Men det er i virkeligheden nok startet i min tidlige barndom. Jeg kan huske at være barn i skolen og altid kigge ned i gulvet, når jeg gik på gangen, fordi jeg følte mig utryg og malplaceret. Jeg stammede og blev sendt til talepædagog. Den der: ”Ej, jeg, jeg, jeg, jeg.” Jeg gik tit i min egen drømmeverden, hvor jeg var Superman eller Conan the Barbarian. I den verden følte jeg mig anerkendt. Der følte jeg mig god nok.
I de senere skoleår var der en klike af drenge, som gav mig lammere og holdt mig nede hvert eneste frikvarter. Jeg var altid nervøs og i forsvarsposition og vidste ikke, hvorfor de gjorde det. I 2. g tog jeg en beslutning om at gøre noget ved det her lorteliv. Så jeg begyndte at træne hårdt og læse op på, hvordan kroppen og sindet fungerer.
Jeg har fået traumeterapi for min angst, som er det, soldater får, når de har posttraumatisk stress. I dag lever jeg med angsten – i hvert fald anfaldene. Men jeg slås stadig med de underliggende ting hver eneste dag. At bekæmpe angst er lidt som at lære at køre på ethjulet cykel. Jeg kan sagtens forklare dig, hvad du skal gøre.
Men derfra og så til at gøre det er et stort skridt. Den positive nyhed er, at jeg pga. mit angstforløb har lært enormt meget om kroppen og sindet, som jeg kan bruge i mit arbejde til at hjælpe andre. Det er vigtigt, for angst er et enormt tabu, og det burde det ikke være.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være krybskyttejæger
