Vejret er perfekt, høj sol og god medvind. Jeg har lagt Svendborg bag mig og har sat autopiloten mod Vordingborg. Det er en formiddag i juni 2015. Da jeg har spist min frokost, skal jeg en tur på toilettet. Jeg tisser i en spand og kaster det ud over rælingen bagefter.
Idet jeg læner mig mod sø-gelænderet, knækker det, og jeg falder over bord. Det går lynhurtigt, og pludselig er jeg under vandet og kigger op på luftboblerne over mig, da redningsvesten udløses, og jeg stiger op igen. Da jeg kommer op, ser jeg min båd sejle væk.
Den er allerede 10 meter væk. Selv om jeg svømmede alt, hvad jeg kunne, ville jeg ikke kunne indhente den. Min iPod spiller stadig. Jeg flår den ud af ørerne og smider den væk. Det første, jeg tænker, er, at båden på et tidspunkt sejler ind i noget og bliver ødelagt. Så bliver jeg irriteret over, at mine planer for resten af dagen er ødelagt.
Jeg begynder at tænke på, at min familie nok bliver bange, når nogen finder den tomme båd. De næste to timer driver jeg med strømmen. På et tidspunkt får jeg øje på en båd. Jeg puster og puster i fløjten, men de kan ikke høre mig, fordi vinden går den anden retning. Jeg kan se en ø langt væk som en uklar dis. Men ud over det er der vand til alle sider.
Hen under aften driver jeg forbi en midtfarvandsbøje. Den prøver jeg at kravle op på. Der sidder klamper på den, og jeg får fat i den ene, men jeg kan ikke trække mig op – der er for mange bølger. Jeg prøver i stedet at binde min redningsvest fast til bøjen og bruge den som hestesko, men jeg kan ikke.
Jeg er for træt, og jeg er bange for at skære mig eller beskadige redningsvesten på de muslinger, der sidder på bøjen. Jeg opgiver planen, men nu kan jeg ikke få redningsvesten på igen. Jeg forsøger at skubbe den ned under mine armhuler, og det lykkes, men det gør også, at jeg ikke længere kan ligge på ryggen.
I stedet kan jeg svømme brystsvømning. Jeg svømmer for at holde mig i gang og for at få tiden til at gå. Jeg er ret sikker på, at jeg nok skal blive fundet før eller senere.
Da det begynder at blive mørkt, synger jeg linjer fra ’Always Look on the Bright Side of Life’, og da jeg ikke kan huske mere af den, går jeg over i ’Born to Be Alive’. Jeg er holdt op med at svømme, fordi jeg tænker, det bare er et spørgsmål om tid, før de finder mig, og ligger nu med redningsvesten under armene og foran brystet. Jeg tjekker tiden på mit ur.
Det virker stadig. Klokken er 10 om aftenen. Kort efter ser jeg den første helikopter langt ude i horisonten, men den er nok 30 km væk. Snart efter er den væk igen.
Jeg begynder at fryse, for selv om vandet ikke er koldt, er solen der ikke længere til at give varme. Jeg er ikke sulten eller tørstig på noget tidspunkt. Lige inden midnat kommer endnu en helikopter. Den flyver for fuldt blæs hen over hovedet på mig.
Refleksen på min redningsvest bliver lyst op i et splitsekund af lyskeglen fra helikopteren. Men noget tyder på, at piloten ikke har set mig, for den fortsætter med lynfart. Få øjeblikke senere er jeg ladt tilbage med lyden af vinden og bølgerne, der brydes.
Jeg ligger og kigger op på himlen. Jeg er ikke træt overhovedet. Jeg ser i alt seks stjerneskud og ønsker mig at blive fundet hver gang. Jeg studerer skyerne og prøver at finde figurer i dem for at få tiden til at gå.
Jeg ser en krokodille og en trold. Indimellem puster jeg luft i redningsvesten med mundstykket, efterhånden som den taber luft. I mørket fører jeg en dialog med mig selv: ”Du er godt klar over, at det er ret alvorligt, det her, ikke?” ”Jo, det er jeg.” Jeg sover ikke på noget tidspunkt.
Da solen er ved at stå op lidt i fem, begynder jeg at svømme. Da jeg har svømmet en halv time, vender jeg mig om og ser solen. Den har aldrig været smukkere. Jeg siger et lavmælt tak. Ikke til Gud, for jeg er ikke religiøs overhovedet.
Jeg er bare taknemmelig over at være kommet igennem natten. Jeg tror ikke længere på, at helikopterne vil finde mig. Derfor begynder jeg at svømme mod vinden og mod bølgerne for at komme til Vejrø, der ifølge min vurdering ligger ca. 3 km væk.
På det tidspunkt har jeg ligget stille i vandet i syv timer, men min krop vågner op, da jeg bevæger mig. Da jeg er ca. 1.000 meter fra land, sejler en båd direkte mod mig. Altså lige imod mig. Jeg er nervøs for, om han er på vej til at torpedere mig.
Heldigvis ser han mig og stopper i tide. Han hjælper mig om bord og sætter kurs mod land. Da vi ankommer til Vejrø, bliver der tilkaldt en læge. Fyren på båden har tilbudt mig noget koldt vand, men jeg vil ikke drikke noget, før lægen siger, at det er o.k. Han siger, jeg må drikke lige, hvad jeg har lyst til. Jeg tager en cola.
Thorbjørn Hendils båd blev fundet ca. 30-35 km fra det sted, hvor han faldt i vandet. Båden fik ødelagt roret og prædikestolen. Thorbjørn mener selv, at han overlevede i vandet, fordi han ikke gik i panik, og fordi han er i o.k. form og har fedt på kroppen til at isolere sig.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive omskåret - to gange
LÆS OGSÅ: Tag et kig ind i fem overdrevet luksuriøse yachts, der er til salg lige nu
