Krybskytter er ikke fattige bønder, det er et højt sofistikeret folk, der er bevæbnet med Kalashnikovs, droner og hurtige fly. De ved, at hvis de bliver fanget, får de en dom på livstid.
Så hellere skyde den ranger, som prøver at stoppe dem. De har ingen skrupler overhovedet. Jeg har set flere rangere, som blev skudt ned med koldt blod. To af dem blev slagtet sammen med deres familier.
Som krybskyttejæger havde Lars Ørlund til opgave at beskytte vildtet i Akagera Nationalpark. Op til borgerkrigen i 1994 var området plaget af krybskytter, som især gik efter de lukrative næsehorn. Den illegale handel med næsehorn omsætter ifølge Lars Ørlund for 2 mia. kr. om året, eller hvad der svarer til godt 2.000 dræbte næsehorn. ”Fortsætter det, er bestanden udryddet om få år,” siger han.
Når jeg patruljerede alene i Akagera Nationalpark i Rwanda, vidste jeg, at jeg var sårbar. Men det var også min styrke, for jeg kendte landskabet, og det var stort set umuligt at finde mig. Jeg lagde mærke til alt. En gammel buskmand havde lært mig ikke at stole på mine egne sanser: ”Hold øje med dyrene. De ved, hvad der foregår.”
Det havde han ret i. Jeg sov på jorden eller i et telt og vågnede, når flodørnene skreg ved solopgang. Så begyndte jeg at patruljere og kigge efter tegn i landskabet på, om der var mennesker. Tegnene kunne fx være impalaer, der stillede sig med ørerne i en bestemt retning. I ni ud af 10 tilfælde var det, fordi der var en leopard eller løver i nærheden.
Men det kunne også være mennesker. Jeg blev efterhånden god til at aflæse spor. Når et menneske går gennem et landskab, ser det anderledes ud end en antilope. Plantelivet tager mere skade af os mennesker, som er tunge og klodsede. Jeg har gået hundreder af kilometer for at finde spor efter et enkelt menneske.
Derefter bedømte jeg, hvor gammelt sporet var, og fik et ganske godt billede af, hvor mange timer eller dage jeg var efter krybskytterne. Bål og smøger var krybskytternes akilleshæl. Jeg vidste, at de ofte holdt til på nogle øer ude i sumpen, hvor de følte sig sikre. Jeg vidste også, at de skulle have noget at spise og gerne ville stege deres kød eller fisk.
Hvis de bare havde holdt sig til kolde dåsebønner, havde flere af dem overlevet. De tændte altid bål om dagen, aldrig om natten, for det kan jo ses på 50 km’s afstand. Men et bål er også synligt om dagen, og hvis jeg så lidt røg stige til vejrs, noterede jeg stedet og tog en krydspejling fra en anden vinkel på bredden.
”Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at dræbe et andet menneske, svarer jeg, at det er en del af mit liv, jeg normalt aldrig taler om. For mig var det en nødvendig krig. Vi kaldte den ’The Rhino War,’” siger Lars Ørlund.
Derefter vidste jeg præcis, hvor i sumpen krybskytterne befandt sig. Mange af dem begik også den fejl at ryge cigaretter. Som ikke-ryger kan jeg lugte en smøg på meget lang afstand.
En nat, hvor jeg sov på jorden, vågnede jeg og fornemmede, at noget var galt. En mur af seks meter høje flammer rejste sig i landskabet. Jeg vidste, at der var krybskytter i området, og at de prøvede at få ram på mig. Jeg kunne ikke bryde igennem ildmuren uden at blive opslugt af den, og selv hvis det skulle lykkes, ventede krybskytterne på mig på den anden side.
Jeg var midt i en sump, så jeg kravlede ned på flodbredden og lod mig glide ud i vandet. Problemet er bare, at Akagera-floden (i det nordøstlige Rwanda på grænsen til Tanzania, red.) har rigtig mange krokodiller. De kan blive op til seks meter lange og veje et halvt ton.
Normalt ville jeg ikke sætte fødderne i floden. Jeg havde selv tidligere brugt krokodiller mod krybskytterne: Hvis mine rangere og jeg ikke kunne få fat på krybskytterne på en af øerne i Akagera-sumpen, men fandt deres kanoer, huggede vi dem i stykker og vidste, at de skulle svømme gennem sumpen 6 km tilbage til Tanzania – og det er der ingen, der overlever.
Nu befandt jeg mig selv i floden, og det var et bevidst valg. Jeg tog chancen og valgte krokodillerne. Jeg svømmede omkring 200 meter, til jeg nåede den anden bred og kravlede op på land. ”Hold da kæft,” tænkte jeg bare. Den svømmetur sidder dybt i mig.
Den snedigste krybskytte, jeg har stået over for, hed Kuono. Han var tutsi, veltrænet, hamrende godt begavet og 100 % reel, hvis man kan sige det om en forbryder. Han så ikke krybskytteriet som et problem. For ham var vildtet bare en naturlig ressource, og han havde fire børn, han skulle forsørge.
Jeg havde mødt ham nogle gange uden for nationalparken og vidste, at han stod bag flere episoder af dræbt vildt i parken. En dag så jeg ham på en markedsplads, tog en hurtig beslutning og gik hen til ham. ”Kender vi hinanden?” sagde han. ”Ja, Kuono, du ved udmærket, hvem jeg er.” Jeg inviterede ham på en øl og sagde til ham, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi fik ram på ham.
”En dag er du på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og så skyder jeg dig. Tænk dig rigtig godt om. Tænk først og fremmest på din familie og din fremtid. Vil du ikke hellere arbejde sammen med mig? Jeg kan give dig en fast hyre.
Den er ikke så høj som den, du tjener nu, men til gengæld kan du opleve dine børn vokse op.” Det viste sig at være et klogt træk. Han takkede ja, og jeg fik en loyal medarbejder, som kendte miljøet indefra.
Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at dræbe et andet menneske, svarer jeg, at det er en del af mit liv, jeg normalt aldrig taler om. For mig var det en nødvendig krig. Vi kaldte den ’The Rhino War’. Hvis vi bare lod stå til, havde næsehornet for længst været udryddet pga. kriminel grådighed.
Jeg har aldrig skudt på nogen, der ikke fortjente at dø. Husk også, at jeg mistede seks unge rangere, der blev dræbt af krybskytter. Selv har jeg to skudsår som en hilsen fra krybskytter, der gerne ville mig til livs. Så fortæl mig ikke, at den kamp, jeg kæmpede, var uden betydning og uretfærdig.
Lars Ørlund er tidligere formand for Eventyrernes Klub. Han tjente som 19-årig som soldat for US Navy under Vietnamkrigen og har kæmpet med partisaner mod Pol Pot, overlevet skudsår og landminer og siden skrevet og lavet radio om konflikter fra Asien til Sydamerika. Han udkommer med romanen ’Run, Rhino, Run’ i oktober 2017.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at falde ned med en elevator
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen pa 56 dage
