rocker kriminalitet exit

rocker kriminalitet exit

Søren droppede coke og kriminalitet: Sådan kom jeg ud af rockerklubben

Fængslet ændrede hans liv.

Da Søren gik i folkeskole blev han smidt ud af den ene skole efter den anden. Han var ligeglad med skolen, pjækkede og røg hash. I ottende klasse skulle han igen starte på en ny skole, men der kom forældrestorm, som han kalder det.

Forældrene på den nye skole lavede en underskriftsindsamling og truede med at trække deres egne børn ud, hvis Søren startede. Det endte det med, at han blev indskrevet uden at følge undervisningen.

“Jeg har totalt DAMP,” fortæller Søren og laver hurtige suselyde med munden. Bum, bum, bum.

“Man kan ikke give ADHD hele skylden, men det gjorde, at jeg havde meget energi og var svær at fastholde. Jeg skulle prøve grænser af og søgte de større drenge, der turde mere. Og så tog det hurtig fart. Det ene tog det andet. Først alkohol, så hash, så stjal vi knallerter, og derfra blev det vildere og vildere.”

I stedet for at gå i 8. klasse hang han ud med sine venner. De kunne sidde at ryge hash en hel nat, også på hverdage. En morgen, da han var på vej hjem efter en nat i hashtåger hos en af sine venner, gik han over fodgængerfeltet tæt på skolen, hvor han mødte nogle klassekammerater. De gik i hver sin retning, klassekammeraterne var på vej i skole, og han var på vej hjem.



“Jeg husker tydeligt, at jeg mødte dem. Det er jo så langt ude, men det syntes jeg slet ikke dengang. Det var bare mit liv,” fortæller Søren.

I april 2013, ti år senere, sad Søren i en fængselscelle i Vestre Fængsel. Et par timer forinden var han sammen med en kammerat i Aarhus taget for at sælge 50 stjålne 7’er stole. Da stolene var solgt, stoppede de på en tankstation i Aarhus for at “få noget mad, en streg til næsen og en joint at køre hjem på”. Inde på tanken kom tre mænd ind. De spurgte, hvad Søren hed, og han svarede uden at vide, hvorfor de var interesseret i hans navn. Klokken var 12.15. Derfra blev han kørt til Vestre Fængsel.

“Jeg havde åbenbart været under observation i to måneder, hvor de havde aflyttet mine telefonsamtaler,” fortæller Søren.

“Uden man lægger mærke til det, kommer man bare længere og længere ud. Lige pludselig er man bare fucking ude at skide. På et tidspunkt var jeg ude….” siger Søren, men bremser sig selv, inden han beslutter at fortsætte:

“Det er jo helt langt ude at tænke på i dag. Men jeg har været ude hos en kammerat og hente et oversavet jagtgevær, og på vejen hjem mødte jeg en af mine kammerater, og jeg viste ham jagtgeværet a la “prøv at se, hvad jeg har”. Tænk, hvis der var andre, der havde set det. Jeg var blevet anholdt med helikopter og CIA,” griner Søren.

“Jeg var så ristet,” fortsætter han.

“Når folk tog sådan en streg her,” siger Søren, mens han med sin pegefinger og tommelfinger plantet på bordet danner en usynlig streg på 7 centimeter. “Så tog jeg sådan en her,” forklarer han, mens han flytter sine fingre, så den usynlige streg bliver over 15 centimeter.


Rocker-tatoveringerne på hænderne er slettet.1964-tatovering på fingrene er en hyldest til fodbold-klubben Brøndby.

Lige inden anholdelsen var Sørens kriminalitet på sit højeste. Han startede dagene med at ryge en kæmpe morgenjoint hjemme i sin lejlighed i Brøndbyøster, hvor han boede sammen med sin kæreste. Ofte mødtes han med en kammerat senere op ad formiddagen. De lavede meget kriminalitet sammen, og det var også ham, der var med i Aarhus.

De stjal design: Coronaer, 7’er, Svaner, Ægget, Bruun og Stengade og PH-lamper. De havde en varevogn, som de brugte, når de lavede store knæk, og ved mindre knæk nøjedes de med en personbil.

“Der kan både være en Svane og Corona i en almindelig personbil,” konstaterer Søren.

Hvis de ikke vidste, hvor de kunne tage hen, kørte de rundt og kiggede. Ofte tog de til forsamlingshuse og konferencecentre.

“Jeg har fået den “arbejdsskade”, at uanset, hvor jeg er, så kigger jeg i vinduer for at se, hvilke lamper der er. For har du en PH-lampe i dit vindue, så har du som regel også andet dyrt,” fortæller han.

Fik de øje på noget under deres køretur, skrev de adressen ned. Ellers handlede det meget om at snakke med andre i det kriminelle miljø, der kunne fortælle, hvis de havde set dyre møbler, lamper eller tøj.

“Det er den fedeste følelse, når man har lavet et knæk og er på sikker land. Ens sanser kører bare,” forklarer Søren, da han fortæller om et indbrud i et forsamlingshus.


En af hans venner havde været til fest en weekend. Da Søren mødte ham et par dage efter, fortalte han, at der var en masse 7’er stole i det forsamlingshus, hvor festen var blevet holdt. Søren og to af hans kammerater blev enige om at tage derhen om aftenen.

Planmæssigt gik de rundt om forsamlingshuset og kiggede ind af vinduerne for at orientere sig om, hvor stolene stod. Så aftalte de, hvem der gik hvorhen, og hvor mange stole, de skulle stable ovenpå hinanden. Da alt var aftalt, brød de ind, og mens alarmen overdøvede alt andet støj, arbejdede de hurtigt for at få alle de 50 stole ud. Bagefter kørte de mod en bekendts hus og stillede stolene i hans baghave.

“En 7’er stol koster 3.000 kroner i almindeligt træ, så du kan sagtens få 400 kroner for sådan en. Jeg blev også afhængig af kicket, når man går dér og skal holde øje med, om der kommer nogle. Jeg savner det stadig. Hvis jeg vinder i Lotto en dag, køber jeg en masse store huse, hvor jeg kan lave indbrud,” griner Søren.

Inden Søren blev 18 år, og hans forældre havde forældremyndigheden over ham, prøvede de at få ham på ret køl.

Søren er vokset op med sin mor, far og lillebror. Det minder meget om den klassiske villa, volvo og vovse-model. Hans far arbejder inden for politiet, og hans mor arbejder på Glostrup Hospital. De har hele Sørens liv boet i en stor, to-etagers villa i Brøndby med udsigt over fodboldbane og legeplads.


Da Søren var 16 år sendte forældrene ham til et opholdssted i Jylland. Her boede han mandag til fredag og tog sin 9. klasse. Men på trods af kernefamilie og ophold i Jylland, stoppede Søren ikke sin kriminelle livsstil.

Han nøjedes bare med at deviere i weekenden. Det første halve år eksperimenterede han med, hvor mange stoffer han kunne indtage i weekenden og stadig have en clean urin, når han kom tilbage til opholdsstedet. Han kom frem til, at han kunne ryge med på en hel joint og tage ét gram amfetamin.

“Det blev et dobbeltspil. Alt var ved det gamle, når jeg var hjemme i weekenden, og når jeg kom tilbage til opholdsstedet søndag aften, og de spurgte, hvordan det var gået, så var jeg søde Søren, og alt var himmelblåt og det hele,” fortæller han.

Sådan fortsatte Søren, indtil han blev 18 år. Da han blev myndig droppede han opholdsstedet, og weekend-Søren blev til hverdag. Det var også i den periode, at han begyndte at komme i kontakt til rockermiljøet. Stille og roligt kom han mere og mere oppe i den klub, hvor rockergrupperingen holdt til.

“Jeg synes, det lød sejt, når der var en dame, der ringede til mig, og jeg kunne sige “jeg sidder lige i klubben”. Rockerne tog mig hurtig til sig og kaldte mig brormand, og de havde min ryg. Der var ligesom nogle, der bakkede mig op, hvis jeg var i problemer,” fortæller Søren.

I dag sidder han i Nørrebrohallen, hvor han også arbejder. Han har været i exitprogram og er både ude af rockermiljøet og kriminalitet. Nu er han tilknyttet Idrætsprojektet, der arbejder med udsatte og kriminalitetstruede unge.

Gennem Idrætsprojektet tager han ud til plejehjem og væresteder for at aktivere beboerne. Han er blandt andet tilknyttet en døgninstitution for børn med forskellige handicap. Her har han både arrangeret, at børnene er kommet ud at sejle med vandcykel, flyve i flyvemaskine, køre i Bentley, Audi A8 og brandbil.

Efter fængslet valgte han at lade være med at opsøge de gamle kammerater fra rockermiljøet. Da han havde siddet syv måneder i fængslet, var politiet færdige med at efterforske ham, men han ventede stadig på at få sin dom. Og derfor gjorde han alt, der ville få ham til se godt ud foran en dommer.

”Da jeg kom ud af fængslet tog jeg ikke rigtig kontakt til den gamle omgangskreds. Tit er det jo sådan, at det er den, der kommer ud, som tager kontakt. Og jeg meldte mig til exit-programmet, fordi jeg vidste, at hvis jeg var i exit og fik fængselsstraf, så ville det blive åbent fængsel,” fortæller Søren og fortsætter:

”Nyborg fængsel, hvor jeg sad det meste af tiden efter anholdelsen i Aarhus, var det hårdeste sted. Jeg havde ikke muligheden for at gå til købmanden, i kirke, sportshallen eller gårdture, når jeg ville. Alt var helt skemalagt. Og når man har galoperende ADHD, er det svært at sidde stille,” siger Søren, mens han sidder i sofaen i Nørrebrohallen med vibrerende ben.

“Inde i fængslet fik jeg også et break fra miljøet, og jeg begyndte at kunne se, at jeg var inde i noget rigtig skidt. Jeg har gjort folk kede af det - især min familie. Min far måtte stoppe i politiet, da jeg blev anholdt, og jeg ved, at min mor har haft mange søvnløse nætter. Nu, hvor jeg klarer mig godt, kan jeg endelig gøre dem stolte.”



I takt med at han fik mere og mere succes, der ikke handlede om stjålne 7’er- og Corona-stole, blev det seriøst, at han gerne ville blive ude af kriminalitet. Det var ikke noget problem i forhold til rockerne. Det er i hvert fald det, han fortæller. Er man fuldgyldigt medlem af en rockerklub, er man bundet for livet, men når man blot er supporter, som Søren, kan man nemmere forlade klubben.

“Jeg var oppe i klubben og betale gælden, jeg havde. En barregning og lidt forskelligt. I det miljø er det meget normalt, at man låner - så skulle man lige bruge penge til ti gram kokain. Og da jeg havde betalt alt, så var der ikke længere noget dér. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. Jeg var nok heller ikke den typiske rocker. Jeg snakkede med alle, og hvis der var nogle, der bad mig om at tage ud at hente penge hos en, der skyldte, så havde jeg bare den tilgang, at de skulle aflevere, når de kunne. Jeg var ikke sådan “Giv mig dine penge, eller jeg klipper fingrene af dig”,” siger Søren.

Da han startede med at komme i rockerklubben, var det fordi, det lød sejt, og han blev en del af fællesskabet. Han var 18 år, og de hårde rygmærker tog ham til sig, og kaldte ham brormand. Han kan huske, han lavede han en statusopdatering på Facebook, hvor han skrev: “Hvorfor få hue, når du kan få vest”.

I august sidste år blev han uddannet bevægelsesvejleder og skrev på Facebook: “Hvorfor få vest, når du kan få hue.”

“Det var den største dag i mit liv. Hold kæft, hvor jeg græd,” siger Søren.

Det lykkedes ham at lande blidt efter den længe ventede dom. Første gang han blev indkaldt til retten, dukkede hans medsigtede ikke op, så dommen blev udskudt. Imens kom Søren videre med livet inden for lovens rammer. Da han endelig kom i retten, læste hans advokat Sørens nye CV op, og de regnede med, han kunne nøjes med åbent fængsel.

“Det endte med, at jeg fik to års betinget fængsel og 150 timers samfundstjeneste. Folk var ved at falde ned fra stolen. Ingen havde regnet med det. Det var rimelig alvorligt, det jeg havde lavet, og hvis jeg ikke havde haft det lange CV at vise frem, havde jeg fået 2,5 års ubetinget fængsel. Det var virkelig en stor sten, der faldt fra hjertet. Nu kunne jeg fortsætte min livsstil. Og min samfundstjeneste var på et plejehjem, hvor jeg fik en elcykel til rådighed og skulle give de ældre ture og lave andet aktivt,” siger Søren.

På hans CV er der blandt andet et fysiologi- og anatomi kursus, en ansættelse i Fitness World, en uddannelse til bevægelsesvejleder, og så er han i gang med et HF-kursus i psykologi. Derudover blev han indstillet til Københavns Kommunes Handicappris 2016.

Redaktionen er bekendt med Sørens efternavn og navnet på den rockerklub, som han var en del af.

LÆS OGSÅ: Vi har 62 venner til fælles, men jeg har aldrig mødt Lasse Jensen – før nu

LÆS OGSÅ:  23-årig model og surfer droppede afhængigheden af ritalin: ”Jeg var nødt til at lære mig selv og min krop at kende fra scratch”

LÆS OGSÅ: Tatovører: "Det her vil kunderne have lige nu"

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok