Frederik Bille Brahe, 33 år, ejer af restauranterne Atelier September og Havfruen i Nyhavn.

Hvilken offentligt kendt ­person synes du er mest ­velklædt?

”Min gode ven, forfatteren og radioværten Martin Kongstad har en evne til altid at se velklædt ud, hvad enten han drikker rosé i Tisvilde eller er hoppet i en træningsdragt og træner fodboldhold. Hans stil er en blanding af kreativ klasse fra Nørrebro og et ironisk nik til overklassen, fx med en halsklud, han ofte går med.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Jeg har fået en grå uldtrøje af en god ven fra Japan. Den er lavet af en designer, der ­hedder The Elder Statesman, og er i ­håndvævet kashmir. Det gør, at den ikke kradser og føles meget luksuriøs at have på. Jeg fik den i julegave og har stort set haft den på lige siden.

Den er helt ren for detaljer, hvilket passer godt til min stil, der groft sagt handler om at have noget minimalistisk på med et eller andet skørt, der bryder. Så jeg har fx min uldtrøje på ­sammen med badeshorts eller en lyserød kasket.”

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Min Comme des Garçons-hat betyder meget for mig. Jeg købte den for 10 år siden, og den minder mig om min far, som altid gik med hat. Den ligner en bøllehat vævet i japansk papir. Jeg har også et Kenzo-tørklæde i silke, som min mor gik med, da hun var gravid med mig.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Faktisk gik det for nylig op for mig, at jeg havde præcis det tøj, jeg gerne ville have. Det sidste, jeg har købt, er et par grønne ­badebukser fra Acne, som jeg købte på vej ned til stranden, fordi jeg havde glemt mine ­badebukser derhjemme. De går til midt på låret og var på tilbud.”

Hvilken trend håber du aldrig kommer igen?

”Von Dutch-kasketterne var ikke særlig heldige. Men det skal man nok passe på med at sige. For få år siden var alle enige om, at 90’er-moden var forfærdelig, men nu er den tilbage. Sådan kan det måske også gå med Von Dutch.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Jeg føler mig velklædt til daglig, og selv om jeg er i køkkenet og arbejder hårdt, har jeg pæne bukser på. Det er sådan, jeg har det bedst med mig selv.

Omvendt føler jeg mig akavet til arrangementer og begivenheder, der kræver formelt tøj. Der mangler jeg noget viden om slips og jakkesæt for at kunne føle mig rigtig tilpas.”

Det siger moderedaktøren: 

”Frederik Bille Brahe går klædt på en måde, så man tænker, at halvdelen af tøjet kunne være fundet i en kasse i en genbrugsbutik. Han går lækkert klædt, men udstråler også, at hans påklædning ikke er det vigtigste i verden for ham.

Han er befriende afslappet i sin påklædning, og han har en ­personlighed og en karakter, der gør, at han kan tage ­nærmest hvad som helst på og få det til at se godt ud. Når jeg kigger på ham, tænker jeg, at hvis jeg tog det samme på, ville jeg se ­åndssvag ud.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 3: Kasper Winding

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 4: Virgil Nicholas

LÆS OGSÅ: Se samarbejdet mellem 66°NORTH og Soulland!