banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER
Moden 2016

Moden 2016

Designerne guider: Det bør du tilføje, og det bør du undgå i 2016

Dansk mode favner bredt trods en forkærlighed for nyfortolkninger af de klassiske elementer. Designerne guider her til, hvad du bør tilføje, og hvad du bør undgå i 2016.

Wood Wood - Karl Oskar Olsen, medgrundlægger, partner og kreativ direktør:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Den kortærmede skjorte, der har referencer til en klassisk mechanic shirt, tilføjet et safari-element i kraft af et broderi med afrikanske referencer. Den kommer i tre farver: sort, vinrød og kaki. Min favorit er den vinrøde, da den farvemæssigt lægger sig mest op ad et 70’er-nøgleelement, der går igennem hele kollektionen.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Cropped (stumpede, red.) chinos,pressefolder og længere hår. Og denim i alle afskygninger.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Lidt færre mænd i T-shirts. Jeg tror, man vil trække i en mere moderigtig kortærmet skjorte. Derudover tror jeg, det er endegyldigt slut med bæltetasker.”




Skjorte Wood Wood til 1.200 kr. Bukser Wood Wood til 1.000 kr. Sko Wood Wood til 1.800 kr.

TONSURE - Malte Flagstad, designer og medstifter: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?

”En klar favorit er vores field jacket lavet af en pyjamasskjortekvalitet knyttet med nylon.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Flere farver og kontraster, fordi krisen er ved at være ovre, og mænd får mere mod og lyst til at eksperimentere med deres garderobe.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Gotisk bogstavprint på trøjer og skinny jeans med high top sneakers.” 




Frakke Tonsure til 9.000 kr. Frakke (inderst) Tonsure til 8.950 kr. Maske Tonsure til 500 kr.

Samsøe & Samsøe - Gitte Wetter, designcheffor menswear: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Jeg er vild med vores oversize letvægtsregnjakke, som kan bruges i al slags vejr. Den er praktisk, men samtidig super cool.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg tror på, at de brede bukseben kommer tilbage, som fx Levi’s 501 jeans og uldbukser med straight down legs, gerne med et sporty twist. 90’erne er tilbage.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Hvis du stadig ligger inde med firkantede sko og bælter med store bæltespænder, er det på tide, de ryger ud. Det er heldigvis ikke alt fra 90’erne, der kommer tilbage.” 




Regnjakke Samsøe & Samsøe til 800 kr. Strik Samsøe & Samsøe til 700 kr.

Han Kjøbenhavn - Jannik Wikkelsø Davidsen, ejer og grundlægger: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?”
Vores Mall Pants, et par polyesterbukser med knapper i siden. De er et anerkendende nik til vores opvækst i forstaden, hvor vi altid luskede rundt i træningsbukser fra fodboldklubben.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg synes, man skal prøve at mikse stilarter. Det kunne være et billigt materiale som polyester med en kraftig uld eller en skræddersyet blazer med et par smadrede joggingbukser.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Jeg tror og håber, vi kommer til at se færre af de helt lange undertrøjer til sommer.” 




Frakke Han Kjøbenhavn til 3.500 kr. Strik Han Kjøbenhavn til 1.600 kr. Bukser Han Kjøbenhavn til 900 kr.

Won Hundred - Nikolaj Nielsen, kreativ direktør: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Jeg er ret vild med Fourteen Trash-jakken og dens bad ass rebel-udtryk. Den vil passe godt til et denim-look, men også til at pifte et kedeligt udtryk op.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”I 2016 skal man være mere cowboy. Det handler om denim i alle afskygninger.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Fyre med stort, utæmmet hipster- skæg. Jeg kan godt lide skæg, men det store julemandsskæg burde fyre droppe helt.” 




Denimjakke Won Hundred til 1.600 kr. T-shirt Won Hundred til 400 kr. Bukser Won Hundred til 1.200 kr. Støvler Won Hundred til 1.800 kr.

Soulland - Silas Adler, grundlægger og chefdesigner: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Charlie Roberts’ maleri blandet med vores styles. Den håndmalede læderjakke er en personlig favorit.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Kontraster som jakkesætsbukser med cowboyjakke.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Hipsterfuldskæg. Det er meget få, der har berettigelse til at have fuldskæg, så jeg synes, man skal kigge sig i spejlet og se på det skæg med kritiske øjne.” 




Læderjakke Soulland til 37.495 kr.Skjorte Soulland til 995 kr.Jeans Soulland til 1.095 kr.Sko Soulland til 1.495 kr.

Libertine-Libertine - Rasmus Bak, medstifter og CEO: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores bomberjakke i fransk jacquard-stof med et åndbart windbreaker-materiale indvendig. Stoffet giver den klassiske bomberjakke et formelt udtryk og en interessant kontrast til den gængse brug af jakken.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg tror, at 50’er-inspirerede kortærmede skjorter bliver en stor ting til foråret. Jeg har en stor kærlighed for vores version, som er udført i den rigtige kvalitet, der rammer kontrasten mellem et afslappet og formelt look.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Færre knælange T-shirts, som så mange mænd har fået viklet sig ind i det seneste års tid. Jeg håber og tror også, at feodoraen forsvinder fra gadebilledet. Jeg synes, den repræsenterer en ucharmerende forfængelighed, og det er de færreste, der har stor nok personlighed til at bære hatten og ikke lade hatten bære personen.” 




Bomberjakke Libertine-Libertine til 2.000 kr. Rullekrave Libetine-Libertine til 500 kr.


Mads Nørgaard - Mads Nørgaard, ejer og chefdesigner:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Det er vores korte lysegrå jakke. Den er meget enkel og funktionel, og vi har prøvet at skrælle alle dikkedarer væk og skabe alle vindjakkers nye moder. Det er en god overgangsjakke til foråret og er på en gang moderne og klassisk.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg kunne godt tænke mig, at vi så et mere optimistisk farvevalg. Jeg kommer ikke selv til at gå i hvid og selvlysende gul, men jeg er i hvert fald gået fra at gå i sort til at gå i mørkeblå.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Selv håber jeg på mindre sort. Det er en tryg farve, så det kommer til at kræve mod at prøve noget andet.”




Jakke Mads Nørgaard til 2.000 kr. Skjorte Mads Nørgaard til 750 kr. Halskæde Trine Tuxen x Mads Nørgaard 60 cm til 1.400 kr.  

Asger Juel Larsen - Asger Juel Larsen, designer:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Tropical camouflage er et bærende element, og det bliver også aktuelt til efteråret.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Tidligere har det været meget smalt, og det tror jeg ikke, det vil være længere. Det behøver heller ikke være oversize, men et kompromis.” 

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Det meget tætsiddende look.”




Jakke Asger Juel Larsen til 4.300 kr. Skjorte Asger Juel Larsen til 1.600 kr.


Bruuns Bazaar - Lene Borggaard, kreativ direktør og designer:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vi har fokus på cropped bukser (stumpebukser, red.), oversize frakker, striber, tern og enkle silhuetter. Et af mine absolutte favoritelementer er det terrakottafarvede jakkesæt.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Silkeskjorter, lange oversize frakker med drop shoulders og poloskjorter med korte ærmer kommer vi forhåbentlig til at se mere af i 2016.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Jeg synes, det vigtigste er at raffinere sin egen garderobe og skille sig af med det, man alligevel ikke får brugt.”



Jakke Bruuns Bazaar til 3.000 kr. Strik Bruuns Bazaar til 800 kr.Bukser Bruuns Bazaar til 1.300 kr.

Matinique - Lotte Boysen Goldschmidt og Jan Oliver Booth, designere:

Hvad er jeres favoritelement fra den nye kollektion?
”Vi har en ny pasform, der blander bomberen og trenchcoaten og giver et afslappet, sporty look, som kan styles på mange forskellige måder. Generelt er komfort et vigtigt element, der går igennem hele kollektionen.”

Hvad tror og håber I, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Der sker en masse med teksturer, længder og silhuetter, så man skal ikke være bange for at mikse nye elementer ind i sin grundstil.”

Hvad tror og håber I, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Vi håber at se færre hvide sneakers i 2016. Vi kan ikke love, at vi undgår dem helt selv, men de har virkelig mættet markedet i 2015.”



Frakke Matinique til 1.800 kr. Bukser Matinique til 800 kr.

Sand - Søren Sand, grundlægger, CEO og designer:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Jeg er rigtig glad for vores blå og hvide bomuldsjakkesæt. Det er retro, inspireret af filmen ’The Talented Mr. Ripley’ og emmer af elegant og casual Bella Italia a la Amalfikysten i 50’erne.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”’Tayloring is back’, og det er tid til at dresse op med jakkesæt – enten ensfarvede eller med tern. Og så skal reverserne være større.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Super skinny jeans er ikke en tendens i denne sæson, hvor det mere løse fit er tilbage.”



Jakke Sand til 3.200 kr. Jakke (inderst) Sand til 3.200 kr. Bukser Sand til 1.300 kr.

Premium by Jack & Jones - Winnie Andersen, designmanager:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Det er helt sikkert vores slim fit jakkesæt, Roy Suit. Det fås i flere strukturer og kvaliteter, men favoritten er sættet i en to-tonet blå italiensk metervare, alene fordi alle mænd er cool i jakkesæt, også til hverdag, hvor det er fint at mikse blazeren med jeans eller bukser med sportsreferencer. Det handler bare om at finde den rigtige pasform og derefter få jakkesættet tilrettet, så det sidder helt rigtigt.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Denne sommer kunne det sagtens være en mønstret skjorte eller T-shirt. Hvis ikke du har denimjakken, en hvid skjorte, en stribet T-shirt, en lækker strik og en lys frakke, er det basiselementer, som er værd at investere i.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Jeg vil anbefale at finde et alternativ til de stramme jeans.” 

Jakke Premium by Jack & Jones til 1.000 kr. Jakke (inderst) Premium by Jack & Jones til 800 kr. Bukser Premium by Jack & Jones til 600 kr.Sneakers Premium by Jack & Jones til 800 kr.Ur Georg Jensen Koppel GMT Power Reserve til 21.400 kr.

Selected Homme - Daniel Struzinski, designmanager:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores navy nålestribede suit er min personlige favorit til dette forår. Det er inspireret af tv-serien ’Peaky Blinders’, og det er the shit.” 

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Blazere bliver mere løse og uden skulderpuder, og bukserne bliver mere løse og med læg. De lyse farver som sand og offwhite bliver også interessante i den sammenhæng.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Smid alt oversize væk.”

Jakke Selected Homme til 1.500 kr. Strik Selected Homme til 800 kr. T-shirt Selected Homme til 200 kr. Bukser Selected Homme til 900 kr.

Norse Projects - Mikkel Grønnebæk, medstifter:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores Thor Rain Cotton, som er en klassisk regnfrakke i letvægtsbomuld. Det er en frakke, der kan bruges året rundt, både til formelle arrangementer og til hverdag.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Vi har lige været igennem en periode med mode influeret af 90’erne, sport, high fashion og grafiske udtryk. Jeg tror, vi snart vil se en mere personlig og klassisk mode, der tager udgangspunkt i det funktionelle på en mere formel måde.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016? 
”Mindre fokus på hype uden indhold. Vi håber på, at folk ser længere frem end de næste seks måneder, når de går ud og investerer i nyt tøj.”

Frakke Norse Projects til 3.000 kr. Trøje Norse Projects til 800 kr. Trøje (inderst) Norse Projects til 800 kr. Bukser Norse Projects til 1.000 kr. Hat Norse Projects til 550 kr.

Bertoni - Anne Møller, chefdesigner:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Det er vores bukser i 100 % hør med læg og mere lårvidde. De er stadig stramme i fodvidden, så man også kan rulle dem op. Det er et godt billede på, at der kommer mere volumen i tøjet.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Gå efter et mere monokromt look: skjorte i samme farve eller nuance som dit jakkesæt. Det giver ro og elegance.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Skru lidt ned for de larmende farve- og printsammensætninger. Vælg i stedet et mere minimalistisk look, og lad lækre, naturlige kvaliteter tale for sig selv.”

Jakke Bertoni til 2.300 kr. Bukser Bertoni til 900 kr.Ur Ole Mathiesen 1919 til 9.985 kr.

Martin Asbjørn - Martin Asbjørn Bjerre, designer og grundlægger:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Mit gennemgående tema er matchende sæt. Derfor er mit favoritelement et af mine sæt, som er i en kvalitet, der kan minde om et håndklæde. Et perfekt sæt til en sommerdag ved stranden.” 

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Flere kontraster: sneakers til jakke-sæt, bikerjakke til jakkesætsbukser eller fin skjorte til joggingbukser.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”De helt stramme leggings-agtige bukser har haft deres tid.”

Jakke Martin Asbjørn til 3.800 kr. Trøje Martin Asbjørn til 1.000 kr. Shorts Martin Asbjørn til 1.000 kr.Ur Skagen til 1.398 kr.

NN.07 - Victor Lindh, grundlægger:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores Owen car-coat. Det er for mig den ultimative frakke, der kombinerer klassisk herreekvipering med funktionalitet og komfort. Frakken er 100 % vind- og vandtæt, den er åndbar, let og med tapede syninger og vandtætte lynlåse. Farven gør den ekstra frisk til foråret.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg tror generelt meget på lyse farver og mikset mellem klassisk herretøj og funktionelt sportstøj.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Jeg tror, at sort tøj må vige pladsen for navy, der både er mere elegant og udtryksfuldt.”

Frakke NN.07 til 2.700 kr. Sweatshirt NN.07 til 800 kr. Bukser NN.07 til 800 kr. 

Henrik Vibskov - Henrik Vibskov, designer:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Kimonofrakken. Den har en helt særlig teknisk konstruktion og silhuet og er ret unik efter min mening. Kimonoen er simpel i farvevalget: sort og beige, som er bevidst valgt for virkelig at understøtte konstruktionen.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Materialer i hvid og hvide nuancer, særligt i kontrast med sort.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Jeg føler, vi er ved at fjerne os fra heritage-looket, det meget klassiske, hvor far og søn næsten gik ens klædt.”

Kimono Henrik Vibskov til 2.800 kr. Skjorte Henrik Vibskov til 1.800 kr. Bukser Henrik Vibskov til 1.500 kr. Sko showpiece.

Cottonfield - Charlotte Gjesing, designer:

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores grå bombercardigan er fed, fordi den er så anvendelig. Den er god, både når du vil dresse op med en skjorte, eller hvis du vil være lidt mere casual i en T-shirt. Og så er gråt rigtig godt til at give din påklædning et casual, men moderne udtryk.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Jeg er selv ret vild med den grønne bølge, der har overmandet os de seneste par sæsoner. Jeg synes, det fungerer fint, hvis man blander de kolde og varme grønne toner. Men pas på, at farverne er lidt forskellige, så det ikke bliver for koordineret.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Færre kakifarvede chinos. Der er en tendens med nye, lidt mere utraditionelle farver på chinos, og den klassiske chinomodel taber faktisk lidt terræn til den mere casual 5-pocket-model.”

Strik Cottonfield til 500 kr. Skjorte Cottonfield til 350 kr. Jeans Cottonfield til 400 kr. Ur Sebastian Frost til 5.850 kr.

Muf10 - Reza Etamadi, designer: 

Hvad er dit favoritelement fra den nye kollektion?
”En denimjakke, som jeg har lavet i samarbejde med rapperen Sivas, hvor vi har påtrykt nogle citater fra hans nye plade. På ryggen står der ’Familie før para’, og på ærmerne ’Velsignet og forbandet’. Sivas’ baggrund og tekster ligger generelt i god tråd med det, Muf10 står for, og det, jeg selv kommer fra, så det var et oplagt samarbejde.”

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Bukser, der stumper, klassiske herrehatte og lange frakker i et miks, der ligger mellem punk og traditionel herreekvipering.” 

Hvad tror og håber du, vi kommer til at se mindre af i 2016? 
”Sneakers. Den britiske gentleman er endnu en gang i fokus.” 

Denimjakke Muf10 til 1.200 kr.

All At Sea - Benjamin Monrad og Christian Reese, grundlæggere og designere:

Hvad er jeres favoritelement fra den nye kollektion?
”Vores lyse kåbe med All At Sea bølgeprint emmer af dansk sommer og lyse nætter med badeture i Rørvig.”

Hvad tror og håber I, vi kommer til at se mere af i 2016?
”Hatte og klassiske engelske slippers.”

Hvad tror og håber I, vi kommer til at se mindre af i 2016?
”Den klassiske wife-beater. Den klæder de færreste.”



Kimono All At Sea til 2.800 kr. Kimono All At Sea til 2.800 kr.Tørklæde All At Sea til 800 kr. 

Modeserien er stylet af Frederik Lentz Andersen og Ciara Broadbery. Grooming ved Josephine Mai, Fotoass, Josephine Svane. 

LÆS OGSÅ: Mode-cheferne: 11 skjorter du bør bære i 2016

LÆS OGSÅ: Sådan bærer du denim med stil

LÆS OGSÅ: Talent-fokus: 7 nye forårskollektioner fra mærker du bør kende

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok