Når skoene har været enkle og ensfarvede i nogle år, så vender detaljer og tykke løbeskosåler ofte tilbage. Sådan går tendenserne på skift i modebilledet, og det er derfor, at vi for tiden ser mange sneakers med sokker, tykke luftsåler og opfindsomme lukkeløsninger.

Til dette efterår har det svenske skomærke Eytys taget tilbage til 1970’erne og ladet sig inspirere af datidens løbesko og givet dem et moderne løft. Det har konkret udmøntet sig i en ny sneaker-model, de har kaldt ’The Jet’, som kommer i fire forskellige farvekombinationer.

Til at præsentere de nye sneakers har de fået den amerikanske kultskuespiller Michael Madsen, som især er kendt fra sine roller i Quentin Tarantinos film, til at agere model.

Æstetikken i billedserien er en blanding mellem brune 70’er-farver og printede kortærmede skjorter og en moderne, skandinavisk stil med hvide vægge og skræddersyede jakkesæt.

En stil, som rammer tidens modebillede, hvor 90’ernes kitschede og sporty stil for alvor er vendt tilbage som et modsvar på de seneste års minimalisme. Eytys tilslutter sig desuden en række af succesfulde modebrands, som har kastet sig ud i maximalistiske sneakers, der er mere bombastiske i deres udtryk.

’The Jet’ er Eytys første løbesko, og det lader til at være et godt tidspunkt, at svenskerne udvider deres horisont.

Skoen vil uden tvivl skille vandene og vil formentlig stikke i øjnene hos mænd, som til daglig går i flade, hvide sneakers, men ikke desto mindre forener skoen flere af tidens tendenser. Og så trækker det heller ikke ned, at overfladen er af ruskind, som passer godt til de kommende efterårsmåneder.  

Eytys slog i 2012 igennem med deres karakteristiske tykke såler på en ellers klassisk lærredssko, som var inspireret af generation y’s opvækst i 80’erne. De har sidenhen bevaret den høje interesse fra de mest anerkendte internationale forhandlere, samtidigt med, at de har udviklet deres design med nye sneakers-modeller.

Den seneste i rækken,  ’The Jet’, er netop sat til salg hos Eytys’ webshop og deres stockholmske butik og koster 1.400 kroner. 

LÆS OGSÅ: 10 sneakers fra 90'erne, der stadig holder

LÆS OGSÅ: 25 nye sneakers til efteråret

LÆS OGSÅ: Han Kjøbenhavn i spidsen for ny tendens: ”Proletarer fra forstæderne er højeste mode”