”Der er rigtig mange mænd, der ligger inde med meget, nyt tøj, der aldrig er blevet brugt. Fordi de køber meget og tit skifter stil,” siger Alexander Liafi.

Da han i sensommern 2014 åbnede sin butik i Sant Peders stræde, var det i første omgang for at komme af med noget af alt det tøj, som han havde skrabet sammen i sin tid som medarbejder i butikken Storm, men som han ikke rigtigt fik gået med. Det var typisk designerting fra mærker som Comme des Garçons, Thom Browne og Maison Kitsuné.

Liafi Studio kaldte han butikken, der først rigtig begyndte at tage form, da han ud over sine egne varer også begyndte at tage tøj fra sine tøjbranche-venner i kommission, fordi de fandt ud af, at det var nemmere end selv at skulle rode med videresalget over nettet. Kunderne var også tilfredse med løsningen.

”Tøjet er nemmere at sælge for mig, end det er på Facebook. Når kunderne står med tøjet mellem hænderne, er det meget nemmere for dem at vurdere det, føle det, style det,” siger Alexander Liafi om konceptet, der driver forretningen i dag.

Hver gang Alexander Liafi sælger et stykke tøj, deler han indtægten lige over med den tidligere ejermand. Han tager ikke noget for at have tøjet liggende, men tager kun imod genstande, som han tror på, kan sælges.

”Butikken er et udtryk for min stil. Men den har også udviklet sig i takt med, hvad folk giver mig i kommission og med, hvad kunderne efterspørger. Til at begynde med, var det mest dyrt designertøj, men efterhånden er det blevet mere street. Det er en god blanding,” siger Alexander Liafi, der i mellemtiden har flyttet sit butikslokale til Studiestræde.

Nogle af de mere prominente navne, hvis fejlkøb passer ind i hans udvalg er fodboldspilleren Mathias ”Zanka” Jørgensen og journalisten Peter Falktoft, to personer, der i deres respektive netværk har været med til at sprede ordet og udvide gruppen af såvel købere som sælgere, der opsøger Liafi Studio, og som er med til at sørge for, at butikken bliver ved med at have nye forsyninger.

Sådan sælger du videre

Eurowoman.dk’s moderedaktør, Kristian Hindø-Lings, videresælger ofte selv sit tøj gennem butikker. Han giver disse råd:

- Jeg bliver tit overrasket over, hvad man kan sælge. Selv om butikkerne har masser af eftertraget designertøj, er der i princippet ikke noget tøj, der er for hverdagsagtigt til dem.
- Hvis det er pænt og rent, og du selv ville have lyst til at købe det, så er det fint. Jeg har for eksempel solgt masser af Levi’s-bukser.
- Lad altid butikken sætte prisen. Det kan vise sig at være en god forretning. For nylig fik jeg 400 kroner for et par marokkanske slippers, som jeg havde købt for en halvtredser over nettet.
- Hvis du ikke er tilfreds med prisen, så forsøg at presse den op.

På butikkens hjemmeside kan man se noget af sortimentet, der for tiden blandt andet tæller en patchworkjakke fra Junya Watanabe Comme des Garçons til 6000 kroner  og et par Adidas NMD-løbesko til 1200 og et halstørklæde fra Tonsure til 500 kroner.

Selv om varerne er second hand, er der altså ikke tale om billigt tøj, men ofte om tøj, som ikke sådan lige kan købes i en butik i Danmark, og som på grund af efterspørgslen vil have en høj pris, selv om det ikke er spritnyt. Nogle gange vil salgsprisen hos Liafi Studio endda overstige genstandenes nypris, hvis der er tale om virkelige sjældenheder.

For eksempel solgte Alexander Liafi for nylig en frakke af mærket Vêtements, der fra ny kostede omtrent 1000 kroner. Frakken var imidlertid blevet forbudt og taget ud af handelen på grund af sin ”POLIZEI”-påskrift på ryggen. Derfor kunne butikken sælge den næsten uopdrivelige frakke for hele 7500 kroner.

”Det var nærmest som et kunstværk,” siger Alexander Liafi, der i denne måned har åbnet et butikslokale længere nede af Studiestræde, hvor han udelukkende sælger tøj, der har tilhørt modefotografen Adam Katz Sinding, der i kraft af sit arbejde får tilsendt en hel del tøj, som han ikke har brug for.

Ideen er, at der hver måned skal præsenteres en ny mands garderobe i lokalet, der således fortsætter som en slags permanent pop-up-butik.

Men Liafi Studio  er ikke det eneste sted i København, der tager tøj i kommission og videresælger det efter fifty-fifty-princippet. Her er fire andre steder, der er gode at kende, hvis du er ude på at købe eller sælge.

Bau Bau, Birkegade 3, Nørrebro 
Modebranchens mænd forsyner denne Nørrebro-butik med vilde fashion-items og skøre sko, men også mere klassiske ting fra mærker som Acne, Helmut Lang og Prada.

O–S-V., Peder Hvitfeldts Stræde 4, København K
Københavns første videresalgsbutik åbnede i 2011 og har fordelt sortimentet ligeligt mellem herre- og dametøj. Butikkens indretning er minimalistisk, og udvalget eksklusive mærker som for eksempel A.P.C., Our Legacy og Stone Island. Se, hvilke mærker, butikken ellers er ude efter her.

Hypetrade, Badstuestræde 17, København K og Klosterport 4A, Aarhus
Hypetrade videresælger først og fremmest sneakers i både København og Aarhus. Det er den ordnede udgave af det digitale resell-markeds Wild West. Det kan godt være bekosteligt, men det er sjældent helt urimeligt, og man kan også få mere almindelige sneakers til noget nær normale priser.

Rewear, Nørre Farimagsgade 33A, København K
Ungdommeligt tøj til Justin Bieber-fan-generationen. Mærker som Supreme og Han Kjøbenhavn. Fungerer mest som webshop, men man kan også komme forbi for at prøve tøj eller med ting, man vil have taget i kommission efter aftale.