Findes der noget mere trist end par, der går i de samme fornuftige jakker? Som regel ikke.

Men The North Face har fundet undtagelsen:

Evigt unge Pharell Williams og hans yndige kone Helen Iasichanh klarer at posere i matchende modeller af deres nye frakke med al sex-appeal i behold. Spejder-sex, jovist, men alligevel.

Det i udgangspunktet ganske praktiske The North Face har en lang tradition for at holde sig i kontakt med ungdommen. Siden hiphoppere som for eksempel Notorious B.I.G. viste en forkærlighed for det i 1990’erne, har mærket lavet en række streetwear-samarbejder, mest prominent med Supreme, men også danske Han Kjøbenhavn har været en partner.

Sacai x The North Face

Nu har mærket så lavet et par jakker og frakker sammen med det legesyge japanske kultmærke Sacai, der drives af den tidligere Commes des Garçons-designer Chitose Abe.

Du kan købe ting fra kollektionen hos Dover Street Market.

De skal nok holde dig tør, men vi kan ikke garantere, at de gør dig til Pharrell.