Tilbage til fremtiden med Gucci

Ex Scalo Farini, en nedlagt banegård i udkanten af Milano, dannede rammen om fremvisningen af Guccis efterår/vinter 2016-kollektion. Til anledningen var bygningens prægtige interiør og siddepladser dækket ind i røde farver fra gulv til loft. 

Forventningerne var høje, og de tilstedeværende ventede spændt på at se, hvad chefdesigner Alessandro Michele havde at byde på efter et vellykket første år i spidsen for Gucci.

Kollektionen har fået navnet 'Poetisk Reaktivering', der i korte træk er en teori om at genfortolke fortiden som del af samtiden. Og idéen om at holde sig moderne ved at kigge tilbage snarere end fremad, kom tydeligt til udtryk i tøjet på catwalken.

Alessandro Michele forsatte nemlig i det androgyne univers, der har kendetegnet hans tid hos Gucci med pyntede silkeskjorter, pels, trompetbukser og masser af udsmykning i form af knapper, broderinger, smykker og print ledte tankerne hen på det feminine udtryk og slørede linjerne mellem herre-og kvindemode. 

Nu tænker du måske, at Guccis bud på årets vintergarderobe ikke byder på noget for dig, men det italienske modehus har formået at skabe en spændende kollektion, der giver masser af muligheder-  især hvis du piller den fra hinanden. 


Start, Parat, Prada 

Den karismatiske designer Miuccia Prada præsenterede under Milanos modeuge en stærk kollektion, der understregede modehusets position blandt industriens mastodonter.

Det tog ikke længe for showets gæster at gætte, hvor kollektionen drog sin inspiration fra. For hvide og sorte matroshatte, peacoats, stumpede bukser, chunkey sko med frynser og store spænder, samt skjorter hvor kraver og ærmer var delvist knappet op, prydede de velklædte modeller på podiet.

Skulle du være i tvivl, var kollektionens primære inspirationskilde sømænd, og de fine klæder blev fremvist på en scene af krydsfinér, bygget som en kopi af et historisk bytorv komplet med små, glødende lys, hvilket bidrog til showets mørke og ildevarslende stemning.

Blandt de fund, der uden tvivl vil blive Instagrammet mest, var skjorter med illustrationer af virkelige- og fiktive historiske personligheder, eksempelvis Kleopatra 7. fanget i et kys med Elvis Presley, af den franske kunstner Christophe Chemin.

‘Forvarsel’ (premonitions) var valgt som kollektionens dystre tema, men modsat de mørke forestillinger som showets univers kunne lede tankerne hen på, var kollektionens design og styling en lys og positiv oplevelse og et stærkt bud på, hvordan efterårs og vinter-garderoben måske kan se ud. 


Den skindende garderobe fra Calvin Klein Collection

Markedsføringen omkring Calvin Klein Collection efterår/vinter 2016-kollektionens fremvisning var nøje planlagt. Den 21-årig internet-stjerne Cameron Dallas var inviteret til at overvære showet som gæst. Dagen før show-start tweetede han adressen på showet til sine 5.9 millioner følgere - og det virkede. Et par tusinde skrigende teenagepiger stod som sild i en tønde for at få en autograf, et billede eller bare et syn af den eftertragtede stjerne, inden showet gik i gang. 

Det resulterede i, at en stor del af fokus omkring showet faldt på den unge mand i stedet for på fremvisningen, hvilket var ærgerligt, for Italo Zucchelli, Calvin Kleins kreative direktør, fremviste en skarp kollektion med højdepunkter bestående af pæne frakker, enkelt-og dobbeltradede jakkesæt, hvid denim med slid i guld og dunjakker med brede hætter - alt sammen med et strejf af detaljer i guld, sølv eller kobber.  

Italo Zucchelli glemte dog ikke Calvin Kleins rødder, og mere rolige toner som sort, beige og hvid var også rigt til stede i kollektionen, der smagfuldt kombinerer tidløshed og futurisme. 



Lag på lag med Diesel Black Gold 

I rustikke omgivelser viste designeren Andreas Melbostad sine seneste kreationer, der er blandt hans stærkeste til dato, frem på catwalken. Overtøjet kom i form af parkafrakker, bomberjakker med detaljer som quiltet struktur, frakker med brede revers, kapper og masser af læderjakker med lynlåsdetaljer i forskellige afskygninger, sammensat med rene og klassiske silhuetter såsom striktrøjer, blazere og veste. Tøjet var generelt stylet lag på lag, for eksempel med shorts udover bukser, og kollektionens afdæmpede farver, der breder sig over marineblå, armygrøn, sort, hvid og grå, gør kollektionen perfekt til hverdagsgarderoben. 


Hverdagsgarderoben fra Bottega Veneta 

Bottega Venetas kreative direktør, Tomas Maier, præsenterede en yderst interessant kollektion, der appellerer til hverdagsgarderoben hos næsten alle typer mænd. Kollektionen består primært af lange, slanke silhuetter, som frakker i cashmere, uld og læder, men enkelt- og dobbeltradede jakkesæt i sort samt farverige 70’er-jakkesæt i velour gjorde også entré på gulvet.

Tern fyldte en stor del af kollektionen med rette. For Bottega Veneta formåede stilfuldt at bruge mønstret i alle afstøbninger - både som detalje og som allover print eller strik.

Man kan ikke komme uden om, at brede bukser var populære på catwalken i Milano i år, og  Bottega Venetas show var da heller ingen undtagelse, for bowler-inspirede sko blev sammensat med rummelige benklæder i en afslappet og raffineret kollektion, der bedst kan beskrives som en ‘strike’ til Bottega Veneta og Tomas Maier. 



LÆS OGSÅ: Årets mest hypede adidas-sneaker: Se alle de kommende varianter

LÆS OGSÅ: Our Legacy-chef: Det bedste, dårligste og næste køb til garderoben

LÆS OGSÅ: Sæsonskifte: 6 nye kollektioner du godt kan glæde dig til