Hvilken ting i din garderobe er du gladest for? 

”For ti år siden købte jeg en beige Burberry-trenchcoat i en biks, der hed Hr. Genbrug på Østerbro. Det var en fantastisk butik, hvor de havde masser af luksusbrands til ikke særlig mange penge.

Jeg trippede rigtig meget over Burberry på det tidspunkt, og de havde brugte Burberry-jakker i god stand. Da jeg opdagede det, gik jeg amok og købte fire forskellige.

Men den, der bestod, var trenchcoaten, som jeg har gået med lige siden. Jeg glæder mig altid til at skulle have den på, for så ved jeg, at det er forår. Jeg kan mikse den med så mange ting.”

Hvilken ting har den bedste historie?

”Jeg har over 100 kasketter, men jeg fik en Chicago Bulls-hue i julegave i 1992, da jeg var en lille dreng. Dengang var det nørdet at gå med hue og noget, man blev drillet med. Men jeg havde forelsket mig i Chicago Bulls-huen inde i Scala i København, hvor de havde en butik, der solgte amerikanske ting. Huen mindede mig om Ice Cube.

Han gik godt nok med en Raiders-hue, men den havde de ikke derinde. I skolen var der nogen, der prøvede at mobbe mig, men jeg følte virkelig, at jeg var Ice Cube, når jeg havde den på. Jeg gik også i sort tøj, for det gjorde Ice Cube. Jeg har stadigvæk huen og bruger den engang imellem. Den er fed at streete sit tøj op med, hvis det hele bliver lidt for pænt.”

Hvad er dit værste køb?

”Andre Agassi havde sin egen serie hos Nike. Det var en lyserød hightop-tennissko, der næsten var en støvle. Jeg havde dem som barn, og det var de fedeste sko, jeg nogensinde havde haft.

For tre år siden så jeg en relancering af dem i Paris, og jeg skulle selvfølgelig have dem. Men jeg har ikke noget tøj, de går godt til, og jeg ligner en idiot i dem.

Skoen i sig selv er kæmpestor, og når man blæser den op i størrelse 47,5, ser det bare helt åndssvagt ud. Jeg har haft dem på to gange, men jeg nænner ikke at skille mig af med dem. De er lyserøde og hvide, og de skriger jo. Nostalgi kan få en til at gøre dumme ting.”

Hvilken ting er du mest ærgerlig over at have mistet?

”Jeg havde købt en Levis-denimjakke om vinteren og var lige begyndt at bruge den henover foråret. Den var perfekt, for den var ret lys i farven, og den sad godt til uden at være for stram. Hverken for kort eller for lang.

Det var en klassisk, god denimjakke, der gik til rigtig mange ting. Men da jeg skulle spille et DJ-job på Sunday, lagde jeg den ind under pulten. Det var godt vejr uden for, og jeg var fuld, så jeg smuttede uden min jakke og min usb-nøgle, hvorfra jeg spillede al min musik, da jeg var færdig.

Den er aldrig dukket op igen. Jeg tænker tit på den og har aldrig fundet en, der var ligeså god siden.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Jeg kunne godt tænke mig noget mere vovet festtøj, fx fem ikke-klassiske jakkesæt, der om et par år vil være forfærdelig kiksede. Tit tager jeg det sikre valg: et par højtaljede mørkeblå bukser og en pæn blå jakke. Ingen lægger mærke til det, fordi det er så klassisk. Jeg så en til et bryllup, der havde indsyet guldtråde i sit jakkesæt. Det var diskret, men det var fucking guld. Jeg ved ikke, om jeg selv kunne pull it off, men jeg gad godt prøve.”

LÆS OGSÅ: 19 sommersko til en (forhåbentlig) varm sommer

LÆS OGSÅ: NorthSide 2017: Mænd, her er den festivalstil kvinderne kan li'

LÆS OGSÅ: Unge stilskabere: Sammenvoksede øjenbryn er ikke noget at skamme sig over