Selvom vinteren først lige er gået i gang, er modebranchen allerede ved at gøre sig klar til foråret. Vinterkollektionerne sælges til nedsatte priser, så butikshylderne kan fyldes op med nye varer. Og faktisk er flere af de nye varer allerede landet. 

Hvad end man er fortaler eller modstander af de høje tempo, er det svært ikke at lade sig fascinere af de dygtigste designeres nye arbejde. 

Til dette forår og sommer ser vi i endnu højere grad sportsverden trænge ind i moden, som stadig henter stor inspiration fra 70’erne og 80’erne. Og så vender farvene tilbage. 

De fleste mærker præsenterer i disse dage deres nye forårskollektioner, og i denne store mængde har Euroman.dk udvalgt 6 nye kollektioner, der især er værd at holde øje med, når det rammer butikkerne i løbet af januar. 

Our Legacy

Farver, ferie og Hawaii. Det må være tre af nøgleordene for Our Legacys nye forårskollektion, som satser på pink, hawaii-print og det afslappede udtryk. Ligesom en stor portion af den resterende modebranche er Our Legacys tøj blevet løsere, bredere og lidt for stort. Det kommer som en oplagt udvikling ovenpå nogle år, hvor alt har skullet sidde godt til og i virkeligheden være lidt for kort. 

Det bliver meget lidt skandinavisk, når et hawaii og tropisk-print bliver hevet frem. Og så er der lige den her pinke farve, som kræver sin mand at bære, men ikke desto mindre bliver det ikke meget mere sommerligt på den fede måde. 

3 favoritter fra kollektionen:


 

Acne Studios 

De moderigtige svenskere er blandt frontmændende for en ny stor tendens i moden, nemlig det androgyne udtryk. Sidste år brugte de en 12-årig dreng til ansigt for deres kvinde-kampagne, og her til foråret præsenterer de en herrekollektion, som i den grad leger med kønnene. Modellerne er trukket i kjole-lignende trøjer og høje hæle, men det er især en brandingstrategi og en historie, som chefdesigner Jonny Johansson ønsker at fortælle, for der er stadig masser af lovende og yderst maskuline elementer i kollektionen. 

Udover at lege med køn har Acne-designeren igen ladet sig inspirere af 70’erne og 80’erne, hvor især det farverig disco-udtryk vejer tungt. Det er forfriskende at se, at Acne for alvor tror på et farverigt forår og holder fat i det velsiddende og korte design i en sæson, hvor mange satset på det oversized udtryk. 

3 favoritter fra kollektionen:


 

Won Hundred

I vanlig Won Hundred-stil er deres forårskollektion meget enkel, afdæmpet og fuld af klassikere. Men det hele er gjort lidt mere sporty og afslappet end normalt. De skræddersyede elementer har fået silhuetter, vi kender fra sportens verden, hvorfra man også har hentet inspiration til materialerne. 

Won Hundred ligger sig i en større strøm af klassisk herretøj, der får et sporty løft, men samtidigt holder de sig tæt på deres normale designfilosofi. Det er egentligt befriende at se modemærker, som ikke behøver at genopfinde sig selv hver eneste sæson, men som i stedet holde fast i det, de er gode til. 

3 favoritter fra kollektionen:

Bjørn Borg

Endnu et svenske mærk, som har gjort det godt på den internationale modescene. Efter et par lidt stille år, lader det til, at Bjørn Borg prøver at genopfinde sig selv med denne nye og Limited Edition-kollektion, der i den grad leder tankerne tilbage i tiden. Udover at være tydeligt retro-inspireret er den særlige kollektion en hyldest til rumrejserne, som fandt sted i 70’erne og 80’erne. Og meget tidstypisk er hele kollektionen håndlavet i Stockholm. 

Salget af kollektionen starter den 19. januar og vil eksklusivt holdes til bjornborg.com. 
Et par favoritter fra kollektionen. 

3 favoritter fra kollektionen:



Wood Wood 


Det er tydeligt, at Wood Wood for længst har slået igennem uden for de danske grænser, når man kigger på deres kommende kollektion. Det er en blanding af tidsvarende streetwear og klassik amerikansk arbejdstøj. Og så er det design med en klar reference til 70’erne, hvilket kan ses på skjorteflipperne, de korte jakker og brune farver. 

Som sædvanligt er Wood Wood ikke bange for at eksperimenterer med forskellige print. Både blomster- og geometrisk print præger kollektionen, som også viser masser af striber frem. 

3 favoritter fra kollektionen:


AMI 

Det nye parisiske mærke har på rekordtid etableret sig på den internationale modescene og er repræsenteret i de fleste af tidens mest populære herretøjsbutikker, fysisk som online. Da designeren bag AMI, Alexandre Mattiussi, fortalte pressen omkring sine idéer bag den nye forårs kollektion, beskrev han den som ukompliceret tøj for rigtige mænd. 

Han laver tøj til sig selv, sine venner og til de mænd, han ser på de parisiske gader. Og det skinner tydeligt igennem på tøjet, som er brugbart, elegant og veldesignet. AMI er især gode til overtøj, jakkesæt og skjorter, som de endnu en gang har holdt i klassisk stil, men også løfter til et moderne niveau med sportsreferencer. 

3 favoritter fra kollektionen:


LÆS OGSÅ: 6 nye danske tøjmærker du bør holde øje med i 2016

LÆS OGSÅ: Sådan gik vi klædt: De 11 største tendenser fra 2015

 LÆS OGSÅ: Nyt til samlingen? To førende sneaker-butikker åbner i København og Aarhus