Bæredygtigt basisundertøj på abonnement. Sådan lyder opskriften på det danske undertøjsfirma Organic Basics' voksende succes, der startede som en spæd idé hos fire iværksættere i et kontorfællesskab i Århus for 2 år siden, og som nu har solgt over 40.000 produkter i 35 forskellige lande.

Ligeså nemt som et Netflix-abonnement
Med en filosofi om at bæredygtig mode skal indeholde mere sex og mindre sandal har det danske firma ramt plet hos en målgruppe, som går op i kvalitet og convenience frem for kæmpe logoer.

"Vi tror ikke på, at den moderne forbruger sætter specielt stor pris på at stå i kø til at købe et par underbukser med Justin Bieber eller Christiano Ronaldos navn trykt rundt i elastikken til 250 kr. i Magasin. Undertøj er et simpelt produkt, som bare skal være lækkert og let tilgængeligt," siger Christoffer Immanuel, partner i Organic Basics.

Netop derfor har Christoffer Immanuel og hans team udviklet et koncept som kan holde styr på undertøjsskuffen, uden at forbrugeren spilder tid og penge på opreklameret undertøj. Hos Organic Basics koster et par underbukser i snit 100 kroner inklusiv levering, og abonnementstypen kan tilpasses alt efter, hvor ofte man ønsker nyt undertøj til døren.

"Undertøjsmarkedet har stået stille alt, alt for længe. Både når det kommer til selve produkterne og til købsoplevelsen. I 2016 skal man ikke bekymre sig om at udskifte sit undertøj. Der var en grund til, at Blockbuster gik nedenom og hjem. Vi tror på, at abonnementsløsninger med kvalitetsprodukter er fremtiden på undertøjsmarkedet," siger Christoffer Immanuel.

Elon Musk sætter standarden
Økologi og ordentlige produktionsforhold er ligeledes parametre, som Organic Basics-teamet mener, er forudsætninger for et holdbart undertøjsbrand i fremtiden. Men det er ikke med en frelst, speltmor-mentalitet, at man anskuer bæredygtighedsprincippet.

"Bæredygtighed er allerede, og vil også i fremtiden være, et krav, som den moderne forbruger stiller. Men det skal være en integreret del af produkterne på en cool måde, som øger kvaliteten og ikke bare er et rødt økostempel, der pynter på samvittigheden," siger Christoffer Immanuel, som blankt indrømmer, at Elon Musk og Tesla er et stort forbillede, når det kommer til bæredygtighed.

"Tesla har lavet en el-bil, der på stort set alle parametre slår den gammeldags bil med forbrændingsmotor, og bæredygtighed er en primær forudsætning for, at de kan gøre det."

Som virksomhedens navn antyder, så er Organic Basics' undertøj lavet af økologisk bomuld. Undertøjet er desuden produceret på en fabrik i Tyrkiet, som har en væsentligt lavere miljøbelastning end andre fabrikker - og som tilmed kører på grøn energi.

Drømmen om en bæredygtig fremtid
Organic Basics arbejder i øjeblikket på at gøre deres undertøj endnu mere bæredygtigt. For selvom et produkt er udviklet og produceret bæredygtigt, så kan der stadig gøres mere.

"Vi arbejder på et helt nyt take-back system, hvor vi vil indsamle brugt undertøj og genanvende det til nye tekstilfibre. Det er en stor udfordring, men vi ved også, at det på sigt vil kunne rykke meget i hele branchen. Som Elon Musk (Tesla, red.), så ydmygt siger det; We like to be involved in things that change the world," slutter Christoffer Immanuel med et smil på læben.