I kosmetikindustrien leder man efter formlen til en creme, der kan forhindre øjenbryn i at vokse sammen. Og på Google vrimler det med tips til, hvordan man slipper af med sine sammenvoksninger en gang for alle. Til gengæld kan man købe dem i spøg og skæmt-forretninger.

For mange er sammenvoksede øjenbryn måske morsomme, men ikke noget, man ligefrem ønsker sig permanent. Skønhedsidealerne har længe dikteret os, at øjenbrynene skal holde sig på hver deres side af ansigtets symmetriakse, hvad det så end kræver af behandling med alt fra salve til laserstråler.

Men nu vælger en ny generation af stilskabende unge at lade hånt om groomingrådene og lade brynene gro sammen.

”Det er min signatur. En af mine venner sagde til mig, at jeg burde fjerne det, men jeg fortalte ham, at så ville han ikke længere kunne genkende mig, ” har det franske tøjmærke AMI’s designer Alexandre Matiussi fortalt til New York Times.

Mediet har samlet en håndfuld af eksempler på folk i kreative brancher for at pege på tendensen med at lade pincetten ligge.

 

Heriblandt basketspilleren Anthony Davies, og modellen Adrien Sahores, som for nylig optrådte på Levi’s Instagram.

N.Y. Times har også talt med den franske sko- og accessorydesigner Abraham Ortuno, der kalder sin hårvækst over øjnene for et platformbryn og siger:

”Jeg har aldrig skammet mig over det. Tværtimod, faktisk. Jeg fatter det ikke, når folk har alt for designede øjenbryn.”