Bilindustriens igangværende selvransagelse giver spændende bud på fremtidens transportmidler. Elbilen markerer sig stærkere, alle vil lave SUV’er, og Teslas enevælde kan snart se sig udfordret af Asien og Europa. Det er nogle af de tendenser i nogle af de biler, der snart kommer på gaden.

1. LeEco LeSee - 2018

Vi begynder ved højaktuelle LeEco fra Kina. De har bragt sig selv i mediernes fokus ved at indsamle mere end syv mia. kroner til udviklingen af en ny elbil, LeSee, der allerede er døbt ’Tesla-dræberen’.

Det er nok store ord for en bil, der endnu ikke har bevist andet end et talent for at skovle enorme summer penge sammen, men projektet er faktisk lige så ambitiøst, som investeringspuljen indikerer. Jia Yueting, milliardæren bag projektet, har søsat byggeriet af en fabrik til mere end 13 mia. kroner, der gerne skulle producere 400.000 LeSee’er årligt allerede i 2018.

Fik vi nævnt, at den også bliver førerløs? De store armbevægelser er nok til en plads på listen over biler, vi glæder os til at se mere til i fremtiden.

2. Mazda RX-9 - 2019

I 1978 blev Mazda RX-7 født, og der skulle gå et kvart århundrede, inden den blev taget ud af produktion. Dens - omend ikke direkte - efterfølger, RX-8, levede op til familienavnet og vandt også stor popularitet verden over, inden den i 2012 efter en levetid på næsten 10 år også måtte trille i garagen.

I 2017, 40 år efter RX-7 løftede forlygterne for første gang, forventes Mazda så at præsentere den nyeste variant fra RX-familien: RX-9. Og hvor er den dog af sine japanske skabere benådet med en smagfuld figur.

Bilen forventes på gaden i 2019, hvor den sandsynligvis vil være at finde med en 1,6 liters Wankel-motor, der yder 400 hestekræfter.

3. Maserati Alfieri - 2018

En mand, der fortjener at blive masseciteret i samme omfang som Henry Ford er Maseratis tidligere direktør, Harald Wester, efter han i 2015 udtalte om de tyske konkurrenter, at de var ’fucking kedelige’.

Den titel gør Maserati selv alt for ikke have siddende på sig, når de om et par år præsenterer deres Alfieri, der skal hylde det håndbyggede og uperfekte. Bilen vil efter alt at dømme være at finde i en baghjulstrukken coupé-variant, der med en V6-motor yder mere end 400 hestekræfter.

Samme år sender de Fiat-ejede italienere foruden Alfieri’en også en ny GranTurismo på gaden, og de to biler er nok til, at vi gnider os i hænderne helt indtil 2018.

4. Mini Superleggera - 2018

Mini Superleggera-navnet lyder på mange måder som resultatet af en engelsk kostskoleelev, der har været til italiensk numerolog.

For bare få år siden blev en produktion ikke spået store chancer, så det var en glædelig overraskelse, da Mini sidste år bekræftede det utænkelige. Planen er som udgangspunkt, at Superleggera’en skal være elkørende og firehjulstrukket - hvorvidt det så også bliver en realitet er endnu for tidligt at gøre sig klog på.

Går alt vel, er bilen at finde på gaden primo 2018, hvor den ikke utænkeligt kan komme til at konkurrere med Fiat 124 Spider Abarth, der ruller ud fra de italienske fabrikker året forinden.

5. AM-RB 001 - 2018


I 2018 forventes denne skabning at rulle ud fra fabrikken og ind i ultrarige bilfanatikeres garager.

Den udspringer af et samarbejde mellem Aston Martin, der også har en SUV til 2020 i tankerne, og Red Bull Racing. Og selvom navnet er alt andet end flatterende, taler bilens potentiale sit eget tydelige sprog. En V12-motor, der kommer til at producere mellem 1.100 og 1.200 hestekræfter, gør eftersigende 001’eren hurtigere end Formel 1-bilerne.

Bilen forventes produceret i 99-150 eksemplarer, der hver vil koste dig i omegnen af 20 mio. kroner. Men selv det er lige nu spekulationer. Det eneste vi ved, er det skal blive spændende at følge dette multinationale og - må det formodes - utroligt kompetente samarbejde.

6. Audi Q6 - 2018


Kineserne har rigtigt nok allerede krævet titlen ’Tesla-dræber’, men det kan faktisk vise sig at blive en tysker, der i første omgang skal gå Elon Musk og hans følgere på klingen.

Audi bekræftede i januar, at de er gået i gang med udviklingen af en ny eldrevet bil, som af flere spås til at blive døbt Q6. Den forventes at udfordre Tesla Model X med tre elmotorer, der kan give en rækkevidde på lige under 500 kilometer, og som endnu mere imponerende vil kunne oplades på bare 50 minutter.

Bilen skal produceres i Bruxelles på de fabrikker, der i dag er ophavssted til Audi A1, hvis produktion i stedet vil flytte til Spanien. Teknologien til den nye Audi finder sit udgangspunkt i superbilen Audi R8 e-tron, og den vil højst sandsynligt være at finde med sidespejle-erstattende kameraer og køresensorer til assisteret kørsel.

Audi Q6 er et klart signal om, at elbilen er blevet mainstream.

7. Lamborghini Asterion - 2019

Her kunne vi nok have skrevet om Lamborghini Urus, den nyeste italienske SUV, der er at finde på gaden næste år. Men bilproducenten fra Sant’Agata lover os noget endnu mere spændende i den nærmeste fremtid.

Det her er Lamborghini Asterion, der før har været dødsdømt, men som holdes i live af entusiasternes drømme - og nu måske også Lamborghini selv. Bilen er en direkte udfordrer til Ferrari LaFerrari og McLaren P1.

Derfor skal den naturligvis være kraftfuld, og forventningerne vil det da også, at den kommer med en 5,2 liter motor fra lillebror Huracán og to elektriske motorer, der giver et samlet output på 900 hestekræfter.

Men intet er sikkert fra nu til 2019, og Asterion kunne også ende med at blive duellant til mindre ekstreme biler som Ferrari California.

8. Tesla Model 3 - 2017

Tesla Model 3 har været på folkets læber længe nu, og alverdens middelklasser ser frem til dens ankomst, så de endelig kan få fingrene i en betalelig elbil. En halv mio. bestillinger er allerede lagt på den. Men hvornår kan vi så forvente at se den?

Af Tesla selv fremgår det, at produktionen starter i 2017, og så bliver det for alvor interessant at følge, hvor meget succesvirksomheden kan ryste markedet til egen fordel. For når en elbil, der klarer 344 kilometer på en opladning kan erhverves for under en halv mio. kroner efter afgifterne er betalt, må konkurrenterne gispe ved tanken.

Vi andre derimod, kan læne os tilbage og nyde forestillingen.

9. Porsche 'Mission E' - 2020

Vores engelske kolleger fra Top Gear skrev engang, at konceptbiler er som enhjørninge: Fantastiske, spændende, sjældne og oftest opdigtede. Den her Porsche kunne godt vise sig at være en enhjørning.

Ambitionen, der får tankerne hen på deja-vu snarere end et egentligt eventyr, er at lave en sand - du gættede det – ’Tesla-dræber’. Men lad ikke det tage noget fra projektet, der på trods af mediernes mindre kreative navngivning fortjener en hyldest.

Porsche selv fortæller, at udviklingen og produktionen af deres første fuldelektriske bil vil skabe 1.400 arbejdspladser. Og det er ikke den eneste side af historien, der er værd at fortælle. Tyskernes målsætning er nemlig at skabe en bil, der ud over at yde 600 hestekræfter accelerer fra 0-100 på 3,5 sekunder og kører 500 kilometer på en opladning, der i øvrigt kun skulle tage et kvarters tid.
Der er lang tid til 2020, og meget kan nå at ske. Men det skal ikke ødelægge vores drøm om at møde en enhjørning.

10. Zenvo TS1 - 2017

Vi slutter på dansk jord, hvor nationens repræsentanter i en verden af superbiler er klar med en ny og fortsat vulgær gaderacer.

Det kan godt være, at BBC og englænderne fik deres fish ‘n’ chips galt i halsen, da Zenvos jomfrumodel, ST1, gik op i flammer på Top Gears testbane i Surrey. Men det har ikke afskrækket den danske virksomhed for at sigte endnu højere.

TS1 er drevet af en 5,9 liters V8’er med to turboladere, og det er nok til at ramme en tophastighed, der er elektronisk begrænset til 375 kilometer i timen. Bilen blev første gang præsenteret i år, og skal som udgangspunkt være klar til produktion i 2017.

Som dansker er det svært ikke at håbe på en succes for drengene fra Præstø, og vi glæder os til at se modtagelsen af deres nyeste produktion.

LÆS OGSÅ: Christian Grau: "Volvo har slået sine konkurrenter og bygget klassens lækreste bil"

LÆS OGSÅ: Christian Bitz’ auto-CV: ”Nogle gange kører jeg 1.000 km på en dag, og det er vigtigt for mig at komme udhvilet frem og sikkert hjem”

LÆS OGSÅ: Se Jesper Buchs auto-cv: ”Når man køber en Lamborghini, forpligter man sig til at være sød overfor drenge, der vil tage billeder af bilen eller sidde i den”Ny side