I weekenden afvikles det første Formel 1-løb på den nye gadebane i Azerbaijans hovedstad Baku. En ny bane er altid en udfordring, og selvom moderne simulations-teknologi har forberedt kørerne, siger Kevin Magnussen med et grin:

”Reelt har jeg ingen anelse om banen – måske skulle jeg tage en GPS med på de første omgange?”

Formel 1-historien har mange eksempler på, at nye baner kan give problemer:



ARGENTINA 1953
Argentinas første grandprix på autodromen i Buenos Aires udviklede sig til en tragedie. Tribunerne kunne ikke rumme de næsten 500.000 racerfans, der mødte op, og tilskuerne ignorerede sikkerheds-afspærringerne og stod til sidst helt op til asfalten.

Da 1950-verdensmesteren Giuseppe Farina (billedet) mistede herredrømmet over sin Ferrari, blev adskillige tilskuere dræbt. Ambulancer blev sendt mod ulykkesstedet – på selve banen og imod kørselsretningen. En af Formel 1-racerne røg ud blandt tilskuerne i forsøget på at undgå et frontal-sammenstød med en ambulance, og dødstallet steg yderligere.

Officielt omkom ni tilskuere under Argentinas første grandprix, men lokale rapporter taler om mere end 30 døde.

BELGIEN 1973
Zolder-banen skulle i 1973 afvikle Belgiens Grand Prix for første gang. For at forberede banen optimalt fik arrangørerne lagt et nyt lag asfalt i ugen op til løbet. Men den nye asfalt havde ikke hærdet tilstrækkeligt da Formel 1-feltet ankom, og de fede racerdæk ødelagde store dele af banen under træningen.

Lørdag blev løbet officielt aflyst, men natten til søndag forsøgte man sig med et nyt lag hurtigt-tørrende asfalt, og løbet blev trods flere køreres højlydte protester gennemført.

DALLAS 1984
Dallas fik tildelt et grandprix i 1984, og det blev programsat til begyndelsen af juli. Her var det så varmt i Texas, at arrangørerne valgte at lade løbet starte klokken 11.00 for at undgå den værste eftermiddagshede.

Alligevel var varmen nærmest uudholdelig for kørerne, og da Nigel Mansell (billedet) løb tør for benzin kort før målstregen, gik det galt: I et forsøg på at skubbe sin bil forbi det ternede flag kollapsede englænderen midt på banen.

ZELTWEG 1964
Østrig havde ingen Formel 1-bane, men fik alligevel tildelt et grandprix i 1964. Løbet blev henlagt til den militære flyveplads i Zeltweg, hvor landingsbanerne med hjælp af halmballer for en weekend blev omdannet til racerbane.

Men man havde ikke taget højde for ujævnhederne på beton-banerne: De var så voldsomme, at hovedparten af feltets biler simpelt hen ’rystede’ i stykker, og kun to biler, anført af Ferraris Lorenzo Bandini (billedet), gennemførte løbets fulde distance.

AVUS 1959
Tysklands Grand Prix havde traditionelt hjemmebane på Nürburgring, men i 1959 ville det tyske automobilsports-forbund af politiske grunde afvikle løbet i Vestberlin. Her havde man ingen bane, men et stykke af byens autobahn kunne bruges: ’Banen’ bestod af fire kilometer motorvej med en hårnål i den ene ende og et hævet sving i den anden (billedet).

Hastighederne blev så høje, at datidens dæk ikke kunne holde til belastningerne, og Tysklands Grand Prix 1959 blev derfor det eneste løb i Formel 1-VM´s historie, der er afviklet i to heats: Man var simpelt hen nødt til at stoppe ved halv-distancen, så alle biler kunne skifte dæk.

LÆS OGSÅ: Moderedaktørens 11 drømmebiler

LÆS OGSÅ: Se Formel 1-kørernes private biler

LÆS OGSÅ: Gennem trafikken med stil: Sådan kører du sikkert og sexet