Mike Legarth har viet sit liv til motorsporten. Først som aktiv DTC-kører og i dag som direktør for Classic Race Århus.
Han så sin far dø i et racerløb som 7-årig, og kender derfor den ultimative pris. Men risikoen er passionen værd, mener Mike Legarth.
For racerløb er langt vildere, end vi tror. Det er kompromisløshed, fandenivoldskhed, vilje og temperament.
Rasmus Thomsen har talt med 56-årige Mike Legarth, der sidder i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, om passionen for motorsport.
"Når jeg siger farvel til min kone og børn inden et løb, gør jeg ikke noget større nummer ud af det. For så vil jeg netop give dem indtryk af, at det er farligt. Det er det også, men de skal ikke bekymre sig unødigt. For de ved også, at det er min passion, og dét som har gjort mig til den, jeg er. Pia´s mand. Josephine og Isabel´s far.
Dybest set er det en kalkulation, hvor der afvejes en risiko over for det, som jeg får ud af det. Og racerløb er så vital en del af min identitet, at det er risikoen værd.
Mit team er de sidste, jeg ser i øjnene, inden løbet starter. Når jeg er blevet fastspændt i sædet, styrthjelm og hansker er monteret, giver de mig en efter en et anerkendende klap på skulderen og hjelmen. Så ruller jeg ud på opvarmningsomgangen.
Når 15 sekunders skiltet vises, banker jeg 3 gange op i ratstammen og tænker- 7-9-13 - i dag vinder jeg. Det er mit ritual. Min puls dunker dybt, jeg lukker alt ude, mærker motoren, der hviner med maksimale omdrejninger, holder bilen med bremsen, har sluppet koblingen.
Starten går, hvorefter jeg forsvinder ind i mig selv.
Foto: Henrik Sørensen
Første sving er det mest afgørende, mest intense. Et inferno af 25 brølende biler, der tordner mod fandenivoldsk kaos. Her afgøres løbet ofte. I DTC har jeg præsteret at starte som nummer 12, og tage 10 placeringer efter det første sving, fordi den blev ramt helt rigtigt i yderbanen. Men der er risikabelt, for går det galt, er løbet tabt.
Jo længere nede i feltet, jeg starter, jo mere satser jeg i første sving. Lyden i bilen igennem første sving er et inferno. Et smukt helvede, der viser kompromisløsheden. Biler, der skubber mod hinanden. Metal, der gnides og bøjes. Sidespejle, der køres af.
Og nanosekundet efter erstattes lyden af hvinende bremser og dæk, som forhindrer den totale katastrofe. Den kontrollede, organiserede galskab kan for mange fremstå meningsløs. For mig er det blandt det mest meningsfyldte.
Min respekt for mekanikerne dyb. Racerløb er nemlig holdsport. De bruger timer, dage, ofte uger på trimning og klargøring af bilen. Men deres arbejde kan være ligegyldigt og spildt på et øjeblik, hvis jeg smider den i første sving. Når det sker, er skuffelsen prentet i deres øjne.
Alligevel er de klar med samme engagement til det næste løb. Det er for mig beviset på dedikation og vilje. Sommetider begår de også fejl, hvilket kan få fatale konsekvenser, som da låget til bremsevæsken røg af.
Pludseligt kunne jeg ikke bremse for enden af langsiden. Følelsen af livsfarlig magtesløshed var modbydelig. Uden drengene i pitten er jeg intet. Omvendt kan jeg på et splitsekund ødelægge deres arbejde.
Mit vildeste racerløb er en DTC-finale, hvor jeg vinder i et stærkt felt foran blandt andre Jan Magnussen, John Nielsen og Jason Watt. De er professionelle, og derfor følte jeg virkelig, at jeg have ramt stjernerne. Der var jeg stolt af mig selv.
Min hustru og døtre var stolte af mig. Jeg var også stolte af dem. For den dag var jeg vinderen blandt vinderne i den mest feterede sport. Sådanne øjeblikke er få forundt, og jeg er taknemmelig for at have fået en sådan stjernestund. Og jeg er sikker på, min far smilte med den dag, selvom han ikke var der.
Foto: Henrik Sørensen
Min seneste sejr er at blive direktør for Classic Race Aarhus. Mange racerkørere forlader sporten, men jeg bliver i den. Det er jeg dybt taknemmelig for. Det betyder meget for mig, at der ikke kun køres med de klassiske biler, men at vi også har nye og attraktive racerbiler med, blandt andet DTC.
For publikum skal forkæles med det bedste fra to verdener. Jeg skal selv køre med i min egen klassiske racerbil, en italiensk De Tomaso Pantera fra 1972. Den har en V8-motor med 530 hk, og en lyd dybere end nogen anden bil.
Når jeg kører race, er intensiteten skabt af infernoet. Som direktør, er intensiteten skabt af roen. For i det øjeblik, hvor vinden blæser i mit ansigt, grid girls trisser rundt, mekanikerne arbejder med svedige kroppe, motorer gasses op og min næse fyldes med duften af benzin og brændt gummi, er jeg i en lykkelig verden.
Og det er nok blandt de største privilegier, at jeg som direktør for racet, selv er med til at skabe den verden, jeg er lykkelig i."
Mike Legarths italiensk De Tomaso Pantera fra 1972. Foto: Henrik Sørensen
LÆS OGSÅ: Teamkammerater i krig
LÆS OGSÅ: Bentley lancerer den ultimative luksus på 4 hjul
LÆS OGSÅ: Christian er på jagt efter en retrobil: ”Sådan en der gør en glad når man står op om morgenen”
