Elbiler går for at være dårligt kørende om vinteren, men en hård vintertest viser at Tesla Model S slet ikke er så kuldskær igen. Christian Grau har været på glat is i den store elbil.

De er besværlige, de er begrænset af deres rækkevidde og de er ubrugelige om vinteren. Det er bare nogle af de mytiske barrierer, som elbiler kæmper mod – eller det vil sige alle andre elbiler end Tesla Model S. Den har tilsyneladende sat sig for at bryde alle myter, fordomme og barrierer ned. Derfor er vi fløjet til Trondhjem for at køre til Åre i frostvejr og give Model S en grovkornet vintertest.

GPS’en siger 170 kilometers cruise, solen skinner fra en skyfri himmel og landevejen snor sig smukt langs floden i en slugt mellem fjeldene. Bortset fra den sprøde lyd af pigdækkene mod den isdækkede asfalt er det ikke en lyd i den magelige kabine. Sædevarme i læderet, højfjeld i panoramataget og skovklædte luftfotos fra Google Earth på den store touch screen i midterkonsollen – whats not to like?



Åh jo, idioten foran. Den evindelige, trailerslæbende Toyota i bordeaux metallic. Et let tråd på speederen og han er bag os. Med på Performance-pakken på topmodellen 85 kWh lægger Model S 600 Nm moment i asfalten. 0-100 km/t er overstået på 4,4 sekunder, og samtidig kører den smidigt og behageligt med luftaffjedringen i komfort. Det er kort sagt en fin rejsevogn – også i frostvejr, og da vi når hotellet har Teslaen alligevel kun høvlet 151 km af rækkevidden,

Næste formiddag går det løs på søen. Først den obligatoriske elg-test med bremse/undvige-manøvre, derpå fri kørsel på snoet isbane og til sidst et forsøg på at drifte bilen rund på spejlglat cirkelbane. Alt sammen sjove vinterlege.



Bilens vægt giver en del understyring, så man skal være tidligt på rattet i undvigemanøvren, men vi kommer igennem den snævre chikane både med 60 og 70 km/t. Ved 80 snitter vi sidste kegle.

Også på den snoede bane mærker vi vægten. Bilen understyrer truende, men et speederslip hjælper bagenden rundt. Trykker du omvendt hårdere på speederen kommer overstyringen og EPS-systemet griber ind og lukker ned for gassen. Efter lidt tilvænning lykkes det at balancere bilen, dynamisk og glidende gennem banen, og med traction control slået fra kan vi ligefrem drifte den gennem svingene. Det kræver bare en hårfin speederfod, da stabiliseringssystemet stadig er vågent, og fra tid til anden er det som om, systemerne drukner i impulser og overlader bilen til fysikkens love.



Det mærker man i særdeleshed i drifting-cirkelen, hvor end ikke instruktøren kan komme sidelæns hele vejen rundt. Godt det samme, for det er nok heller ikke derfor, folk køber en Model S. Det gør man nærmere for at kombinere køreglæde og bæredygtighed i en lækker pakke. Med det for øje er Model S mere end godkendt. Det er ikke bare verdens bedste og mest anvendelige elbil. Det er også en luksuriøs, rummelig og lynhurtig familiebil, der matcher både tyske og engelske konkurrenter på fart og udstråling. Sammenlignet med tysk luksus når den ikke helt samme kabinefinish og sædekomfort, men det er gået meget frem siden Tesla Roadster, og Model S er absolut godkendt.

Tesla Model S 85 kWh Performance
Motor: 350 kW elmotor
Hestekræfter: 476
Moment: 600 Nm.
Tophastighed: 210 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 4,4 sek.
Rækkevidde: 502 km (NEDC-norm)
Co2-udlening:  0 g/km.

Pris: 713.200 kr. 

FACEBOOK Bliv ven med Euroman