Florida er kendt for mange ting – også for biler. Dyre biler. Med rigmandsmagneter som Miami Beach, Palm Beach og Daytona må Florida have en af de største koncentrationer af europæiske superbiler i USA.

Der er så mange Ferrarier, at du holder op med at vende dig om på gaden efter dem. Måske også fordi, der bag det blærede ydre ofte gemmer sig en historie om en glad turist, der blot har lejet bilen i en time for at cruise op og ned ad Ocean Drive. Men kigger man i krogene, findes der fantastiske, stilfulde, autentiske og helt forfærdelige biler i Florida.

Her er en buffet fra en tur i en lejet Mustang.



Luksus kan lejes. På dag- eller timebasis kan du komme i nærheden af biler, man kun sjældent ser i Danmark. Men hvorfor leje en lynhurtig supersportsvogn i en trafikplaget by, hvor farten sjældent bringer dig over tredje gear? 

When i Florida… Der er intet unikt over at leje en åben Mustang som turist i Florida. Det er dét, man gør, men der er også en god grund til det. Du bliver glad. Min hest kostede under 4.000 for en uge hos Sixt. 

Art Deco møder Art Deco, perfect match. 

Sort i sort og omgivet af forlorne superbiler, lejet på timebasis, er denne Beetle Cabriolet et ærligt indslag og stilfuldt indslag. 

Og nu vi taler om bobler. Fælgvalget og sænkningen kan diskuteres, men mon ikke den lille provokation er en del af den personlige styling her? Helhedsindrykket er svært ikke at blive i godt humør over. 

Den er stærkt beslægtet med Opel GT og urimeligt upraktisk – selv af en cabriolet at være – men der er nu noget over Pontiac Solstice. De svungne linjer og baglygten der ligesom slænger sig over hoften. 

Man bliver helt glad, når man ser en gammel bil på Miami Beach. Især når det er en Porsche 356. 

Den sejeste bil, jeg så i ti dage. Chevrolet El Camino, iført tofarvet lak og grønne flames. Super.

Selvom man er i Florida, kan man godt køre California. Foldetagscabrioleten er stadig den smukkeste åbne Ferrari i mine sarte øjne. 

Her er en bilradio, der aldrig har spillet Justin Bieber. Vellykket personlig styling, der råder bod på den ellers lidt slagne familiebil-udstråling. 

I en verden af SUV’er, der aldrig ser mudder, er det rart at se en firehjulstrækker, som virkelig bliver brugt. Bemærk i øvrigt butikken i bagrunden Miami Beach Psychic. Står du i Miami med et akut behov for at vide, om du fx har været Napoleon i et tidligere liv, er det her, du skal gå hen. 

Florida er angiveligt et stort marked for BMW i8. Man ser den ofte, men ikke så tit i denne meget offensive lakering. Et godt valg, hvis du af ubegribelige grunde frygter, at folk ikke lægger mærke til din i8. 

Sjældent skarp Austin Healey Sprite med Le Mans-striber og overgjort styrtbøjle. Bemærk det fjollede smil, som dannes af køleren og forlygterne. En rullende emoji… 

Der var den igen. Min hvide turistfælde-Mustang, hertil en karakteristisk kontrasterende baggrund fra det ultra hippe Wynwood-kvarter.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være racerkører: Kevin Magnussen

LÆS OGSÅ: Tysk duel: BMW udfordrer Audi og Mercedes med ny terrænbil

LÆS OGSÅ: Porsche-kongen Seinfeld sælger ud af sin samling