Fernando Alonso slap mirakuløst uskadt, da han crashede med over 200 km/t i Australiens Grand Prix. Det var langt fra det første mirakel i Formel 1-historien.
Vi kigger her tilbage på nogle af de mest spetakulære crashes i Formel 1:
Derek Warwick, Circuit Gilles Villeneuve (Canada) 1988
I 1980´erne begyndte aerodynamik at spille en stor rolle i Formel 1. Det var en ny videnskab for designerne, og for at kontrollere de enorme kræfter var det nødvendigt, at bilerne havde en stenhård affjedring. Derek Warwick betalte prisen for den omtrent manglende affjedring, da han under træningen til Canadas Grand Prix 1988 ramte en kerb (’kantsten’), der sendte hans Arrows i luften. Den spektakulære flyvetur var ikke problemet – det var landingen, der gjorde ondt. En forslået Warwick måtte sende afbud til løbet, men var tilbage i en ny Arrows-racer få dage senere.
Martin Donnelly, Jerez (Spanien) 1990
Det gik et gisp gennem pressecenteret på Jerez-banen, da TV-skærmene under træningen til Spaniens Grand Prix 1990 pludselig viste en kører liggende midt på banen – stadig spændt fast til sit sæde. Ophænget på Martin Donnellys Lotus var kollapset og havde sendt bilen ind i autoværner i en vinkel, ingen havde forudset. Bilens front blev revet af, og Donnelly kastet ud. Det lykkedes lægerne at redde den hårdt kvæstede englænder, men hans Formel 1-karriere var slut. Donnelly er stadig med i sporten: Han var dommer ved årets første Formel 1 Grand Prix, hvor Fernando Alonso crashede spektakulært.
Allan McNish, Suzuka (Japan) 2002
130 R er navnet (fordi radius er 130 grader) på et af Formel 1-verdens hurtigste og mest dramatiske sving. Der findes på Suzuka-bane i Japan, og her mistede Allan McNish under træningen til Japans Grand Prix 2002 herredømmet over sin Toyota. Ingen ved præcis hvordan, men skottens Toyota endte på en jordvold på den forkerte side at autoværnet. McNish kom selv ud af vraget, men løbslægen mente ikke, han var i stand til at stille op i løbet. Crashen i Suzuka blev afslutningen på McNish´s Formel 1-karriere, men han fik senere succes i sportsvogns-racing, hvor han blandt andet vandt 24-timersløbet i Le Mans to gange sammen med Tom Kristensen.
Robert Kubica, Circuit Gilles Villeneuve (Canada) 2007
I 2007 betød Formel 1-bilernes forfinede aerodynamik, at det var svært at køre tæt på en forankørende – så blev luftstrømmene så turbulente, at downforce og dermed vejgrebet blev nedsat. Det kostede Robert Kubica en spektakulær ulykke under Canadas Grand Prix 2007: Han kom for tæt på Jarno Trulli, og uden det forventede downforce mistede han herredømmet og tordnede ind i betonmuren med tæt på 200 km/t. Hans krop blev udsat for 28G – det vil sige, at den ved sammenstødet med muren ’vejede’ over to tons! – men han slap omtrent uskadt. Kubica fik forbud mod at stille op i løbet, men året efter vandt han sit første og eneste Grand Prix på netop Circuit Gilles Villeneuve.
Giancarlo Fisichella, Istanbul Park (Tyrkiet) 2008
Sekunderne efter starten er altid de farligste i en Formel 1-Grand Prix. I første sving af Tyrkiets Grand Prix 2008 ramte Giancarlo Fisichellas forhjul Kazuki Nakajimas baghjul. Italieneren blev sendt ud på en lufttur, der endte med en decideret OVER-haling af japaneren. Begge slap uskadt.
Hemmeligheden bag miraklerne: Overlevelsescellen
Formel 1-kørerne er placeret i en overlevelsescelle – et tætsluttende ’badekar’ opbygget i kulfiber. Der bruges cirka 30 kvadratmeter kulfibermåtter, hvor hvert enkelt kulfiber er fem gange tyndere end en menneskehår, til en overlevelsescelle. Der er op til 30 lag kulfiber i overlevelsescellen, der er omgivet af stødabsorberende områder. Motor/gearkasse/bagvinge, hjul og frontvinge monteres på overlevelsescellen og rives af i tilfælde af voldsomme ulykker, mens overlevelsescellen forbliver intakt.
LÆS OGSÅ: Mit Auto-CV: Sigurd Kongshøj
LÆS OGSÅ: 5 vigtige ting du skal holde øje med i årets Formel 1
LÆS OGSÅ: Video: Når marginalerne er afgørende for succes eller fiasko
