Hvorfor lige en brugt Beetle Cabriolet?
”Fordi jeg synes, man skal følge tidens tendens, som i de senere år har været mere enkelt og nøjsomt.”

Har du en yndlings-detalje på bilen?
”Jeg elsker bare, at den er åben.”

Er det din første cabriolet?
”Før Beetlen havde jeg en spritny Audi A5 Cabriolet. Det startede med en Mercedes 450 SL, men den brændte sammen på Helsingør-motorvejen. Der skete en eksplosion i karburatoren, og politiets tekniske afdeling stod uden forklaring. Det skete lynhurtigt, og til mit store held lå jeg i krybesporet. Ellers havde jeg nok taget mit sidste åndedrag. Heldigvis lå Mads Mikkelsen lige bag mig, og sammen hjalp vi folk udenom – vi troede jo, at lortet eksploderede. Folk gav os thumbs up og troede, det var en filmoptagelse. Nå, men det var i min Mercer-tid, og SL’eren blev som alle mine andre cabrioer skiftet ud med mere familievenlige biler. Det var, som om hver gang jeg købte en cabrio, skulle jeg være far, og så duer det ikke at køre åben bil. Hmmm … kan godt selv høre, hvordan det lyder.”

Er det din sidste cabriolet?
”Nej.”

Hvordan trives du med at være så synlig i din cabriolet?”
I virkeligheden trives jeg ikke så godt igen med synlighed. Og det hjalp Audien slet ikke på. Min Beetle blender bedre ind i bybilledet, så det var også for at bevare en vis form for anonymitet.”

Hvad skal man være opmærksom på?
”Det gode ved at vælge en moderne cabrio er, at kalechen kan tåle at gå i vaskehallen.”
 
Tre køresange fra din playliste?
”Jeg hører al slags musik i bilen. Højt. Min favorit er stadig soundtracket til ’Slumdog Millionaire’. Det er perfekt til åben himmel.”

Andet, du gerne vil tilføje?
”Jeg vil gerne understrege, at det var den samme mor til alle børnene.”