Du behøver ikke drømme om den nye Audi R8, hvis du ønsker at tage dig godt ud på vejene. Mini laver biler, der på mange måder er attraktive og tæller flere af vores auto-cv'er. Nu er Mini så ude med en femdørs, som vores bilanmelder, Christian Grau, har testet.
I virkeligheden har den været på vej lige siden, Mini blev genfødt i 2001. Det har ligget i luften, at der måtte komme en Mini med fem døre – og alligevel fornemmer man, at der har været både tøven og såvel indre som ydre modstand, for man sætter ikke bare sådan lige fem døre på et ikonisk tredørs-design. Sir Alec Issigonis, der tegnede den oprindelige Mini fra 1959, må vende sig i graven og purister slår korsets tegn, men hvis man vil sælge mange biler, så skal man bruge fem døre.
Hvad er det nye?
Derfor har mærkets udvikling siden 2006 været en lang rejse mod anvendeligheden. Halve døre er introduceret og nye modeller lanceret, men først nu har fornuften sejret endegyldigt. Den nye Mini er som udgangspunkt ti centimeter længere, fire centimeter bredere og 0,7 centimeter højere end forgængeren.
Vælger man den med fem døre, passerer modellen de fire meter i længden, som ellers er selve definitionen på en mikrobil.
Alligevel ligner den nye Mini sig selv – altså lige indtil man får øje på dørene. Så ser det ud som om, nogen har strukket den eller rodet med den i billedbehandlingen.
Hvordan kører den?
Det helt store spørgsmål er så, om den øgede akselafstand og større tilbøjelighed til at flexe (altså bøje sig lidt) i karrosseriet går ud over køreegenskaberne. Det korte svar på det spørgsmål er nej. Ok, vi hoppede ikke fra den ene direkte over i den anden, og vi rev ikke den firedørs Mini rundt på en racerbane, men ved dagligdagskørsel føles den ligeså stiv og go-kart-agtig som en Mini med to døre.
Netop det go-kart-agtige er Minis adelsmærke, og der er lidt mindre af det i den nye generation, men stadig nok til at give masser af køreglæde. Samtidig er der skruet op for komforten, så Mini for første gang nu er blevet en gedigen rejsevogn også. Det gælder i tredørsversionen, som vi kørte som Cooper S og det gælder også nu, hvor vi har fat i en Cooper D med 116 hk. Det lyder måske som en kedelig neddrosling fra Cooper S' 192 hk, men da bilerne har omtrent samme moment (hhv. 270 og 280 Nm. med Cooper S som den stærkeste), så mangler man ikke kræfter i Cooper D. Til gengæld får man den brændstoføkonomi, man både savner og forventer i benzin-udgaven.
Hvad siger vi til det?
Som altid når det gælder Mini har denne signatur brugt lang tid på at blive venner med konceptet. Og som altid endte jeg med at overgive mig. Efter et par dage lægger man kun mærke til de ekstra døre, når man skal bruge dem, og så er de intet mindre end geniale. Man værdsætter dem faktisk mere, netop fordi man ikke venter, at de er der. Så selv om den indre purist siger nej, så glæder det magelige, indre bløddyr sig over at have fundet en "rigtig " Mini til den lille familie. Ikke en SUV som Countryman eller et kompromis som Clubman med 2,5 døre. Næh en rigtig Mini, der kører som en Mini.
Vi foretrækker den stadig med tre døre, men det er jo en nem, dækningsløs check at udskrive, når man ikke står og skal købe bilen.
Mini Cooper D, firedørs
Motor: 1,5 liter turbodiesel med tre cylindre.
Moment: 270 Nm /v 1750 omdr. (plus et boost på yderligere 20 Nm)
Hestekræfter: 116 hk
Acceleration: 9,4 sek. fra 0-100 km/t
Tophastighed: 203 km/t
Benzinøkonomi: 27,8 km/l
Co2-udledning: 95 g/km.
Pris: 288.000 kroner.
Karakter: 4/6
Hvorfor?
Fordi den er mere praktisk.
Hvorfor ikke?
Fordi det egentlig er forkert.
LÆS OGSÅ: Uffe Buchard: Bilerne i mit liv
LÆS OGSÅ: Test af Opel Adam Rocks: En fjollet bil
LÆS OGSÅ: Motorredaktøren: 10 lavprestigebiler, jeg godt kan lide
