'Top Gear' har på det seneste trukket overskrifter over hele verden, efter tv-vært Jeremy Clarkson blev suspenderet for angiveligt at have overfaldet en af showets producere. Og mens Clarkson har været hurtig til at finde et afløsende arbejde, ser suspenderingssagen i højere grad ud til at trække tænder ud på 'Top Gear'.

Showet, der beskæftiger sig med alt inden for biler, ja, selv danske sportsvogne, har globalt mere end 300 mio. seere, og i Storbritannien alene ses programmet under normale omstændigheder af mere end fem mio. seere.

Men nu er showets fremtid i alvorlig fare. De to øvrige værter, James May og Richard Hammond, har nemlig valgt at nedlægge arbejdet og nægter dermed at filme yderligere episoder af 'Top Gear', indtil Clarkson igen er at finde ved deres side. Derfor har BBC2 aflyst de sidste tre episoder af sæsonen.

De tre værter har i lang tid været kendt for at komme med spydige kommentarer til hinanden, når kameraet kører. Men uden for studiet modtager Clarkson hellere ikke altid medværternes fulde sympati. I denne video fra sidste uge ses James May, der tidligere fortalte os, hvad han gemmer i sin egen garage, udtale sig om suspenderingen og forløbet op til:

Til spørgsmålet om hvorvidt May støtter sin ekskluderede medvært, svarer han:

"På mange måder nej. Som jeg har sagt mange gange før, er manden en kvajpande, men jeg kan nu egentlig meget godt lide ham. Det hele er ved at blive en smule åndsvagt".

Årsagen til May og Hammonds arbejdsstop er ikke helt klar. For på trods af Mays udtalelser om, han holder af Clarkson, er det ikke sikkert at sige, at strejken kun skyldes deres personlige relation til ham.

Kigger man på de dalende seertal, er det ikke utænkeligt, at May og Hammond nedlægger arbejdet for ikke at blive del af et potentielt flop, som 'Top Gear' meget vel kunne udvikle sig til. I hvert fald indtil de formår at få Jeremy Clarkson tilbage på skærmen.

Der er i øjeblikket indsamlet 960.000 underskrifter for at få Jeremy Clarkson tilbage på skærmen.

LÆS OGSÅ: Smukke fremtidsudsigter for Bentley

LÆS OGSÅ: Verdens mest velklædte mekanikere i cool pitstop

LÆS OGSÅ: Rusland forbyder transkønnede at køre bil