Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet er klar til Singapores Grand Prix i weekenden. Løbet på Marina Bay-gadebanen starter søndag klokken 20.00 lokal tid, og er VM-seriens eneste deciderede natteløb. Hundredevis af projektører lyser den 5,065 km lange bane, der har hele 23 sving.

”Det er en cool bane, og om natten bliver Formel 1 bare endnu mere spektakulært,” siger Kevin Magnussen. ”Bilerne skinner nærmest under de mange spotlights, og gør løbet endnu flottere for tilskuere og TV-seere.”

Singapores Grand Prix blev afviklet for første gang i 2008, men er allerede blevet en ny-klassiker, der nævnes på linje med løbene i Monte Carlo, Monza og Spa-Francorchamps. Og det er ikke kun, fordi løbet afvikles efter mørkets frembrud – det handler også om, at arrangørerne i Singapore fra starten satsede på at gøre deres grandprix til en begivenhed for hele familien.

Far er sikkert petrol-head nok til at komme udelukkende for racet, men han har gode argument for at lokke mor og børnene med: Tryllekunstenere og ballonklovne underholder de mindste, og familiens teenagere har i de seneste år kunne opleve navne som Justin Bieber, Rihanna, Katy Perry, Jennifer Lopez, Maroon 5 og Robbie Williams ved de gratis koncerter, der afvikles fredag, lørdag og søndag når Kevin Magnussen og co. er færdige ude på banen. Mor? Chippendales optræder også på inderkredsen…

”Der er en fed stemning i Singapore i grandprix-weekenden - man kan føle Formel 1-atmosfæren over hele byen,” siger K-Mag, der håber på oprejsning fra de seneste ugers skuffelser.

”Jeg tror på Marina Bay-banen passer bedre til vores bil end Monza for 14 dage siden. Jeg håber at kunne kæmpe med midt i feltet!”

LÆS OGSÅ: Christian Grau: "Volvo har slået sine konkurrenter og bygget klassens lækreste bil"

LÆS OGSÅ: Christian Bitz’ auto-CV: ”Nogle gange kører jeg 1.000 km på en dag, og det er vigtigt for mig at komme udhvilet frem og sikkert hjem”