Tobias Dybvad er født i 1981. I 2002 debuterede han som komiker og har siden kørt landet tyndt som standupkomiker og optrådt på tv og i radio.

Peugeot 306, femdørs, rød, 1993.
Standupkomiker, vittighedsskriver på The Voice.

 

"Vi er tilbage i de år, hvor jeg sådan for alvor begyndte at lave standup. Det krævede flere og flere ture til Jylland, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage kørekort, så jeg i det mindste kunne leje en bil.

Jeg er ellers vokset op i tog og bus – gik på Steinerskole i Gentofte og piskede rundt i Storkøbenhavn uden at savne en bil. Jeg var i det hele taget nærmest ligeglad med biler, men så snart jeg kom ud i køreskolebilen, tænkte jeg: ”Jeg skal da eje en bil!”

Valget faldt på en rød Peugeot 306, ikke noget særligt, men fin nok – ikke voldgrim og til at betale. Den kører jeg i, indtil jeg en dag rammer nærmest frontalt ind i en anden bil i Stormgade i København. Det er så voldsomt, at jeg får et kortvarigt hukommelsestab.

Jeg er godt klar over, hvad jeg hedder, men jeg opgiver en gammel adresse og har heller ikke styr på, hvilket år det er. Efter et par dage, hvor jeg er indlagt til observation, vender det tilbage, men selve uheldet husker jeg stadig intet af, hvilket har den fordel, at jeg slet ikke har nogen traumer." 

Audi 80, sedan, rød, 1989.
Standupkomiker med bijob på DR, ’Tjenesten’ på P3 og senere på DR2.

 

"Efter uheldet går jeg straks i gang med at kigge efter en ny bil. På det tidspunkt er jeg stadig ret ligeglad med biler, så jeg overvejer, om det måske skulle være en nyere bil, fx en Hyundai. Men så har jeg en kollega, der siger:

”Du skal sgu da ikke have en Hyundai, du skal da have en ordentlig gammel bil.” Og så finder vi denne her 17 år gamle Audi 80, som har tilhørt en ældre herre, der har passet og plejet den. Helt perfekt bortset fra, at han til sidst kørte så lidt, at dækkene mørnede.

Så da jeg for anden gang på kort tid oplever, at et dæk eksploderer på motorvejen, beslutter jeg mig endelig for at skifte de sidste to færdige dæk. Det var i øvrigt midt på Storebæltsbroen anden gang, og jeg havde ikke noget Falck-abonnement, så det endte med, at Storebæltsselskabet bugserede bilen til Korsør helt gratis. Lad det være et lille tip, hvis dine dæk er ved at eksplodere, og du ikke har vejhjælp."

BMW 118d, sort metal, 2008.
Standupkomiker med bijob på DR ’Tjenesten’ på P3 og senere på DR2.

 

"Iført nye dæk kørte Audien problemfrit i næsten tre år. Så begyndte den at skulle meget på værksted, og samtidig begyndte BMW at annoncere med nogle leasingtilbud på deres 1-serie. ”Hmmmm,” tænkte jeg, ”ny bil og kun lidt dyrere hver måned – jeg tager lige en prøvetur.”

Og så sad jeg pludselig der og smilede som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle smile over at køre bil. Det blev jeg stort set ved med, indtil leasingaftalen udløb efter tre år."

BMW 120d, sort metal, 2011.
Standupkomiker, vært på ’Dybvaaaaad’ og debuterende med eget onemanshow.

"Trods smilet var jeg lidt i tvivl, om jeg måske skulle vælge noget billigere næste gang. Jeg prøvekørte en Opel Astra, og det overbeviste mig om, at jeg skulle have endnu en BMW.

1-serien var i mellemtiden blevet faceliftet, så den føltes ny og anderledes – ja, den havde også en større motor. Nu var det lige før, jeg tænkte: ”Er der ikke snart nogen, der booker mig i Frederikshavn?” Det var virkelig nogle dejlige biler begge to med høj komfort og sjove køreegenskaber.

Jeg var så småt ved at blive glad for biler. Det er jo ikke sådan, at man kører rundt i en 17 år gammel Audi og tænker, at der mangler noget i éns liv, men det er svært at steppe ned, når man først er steppet op. Og så kørte jeg også bare rigtig meget på det tidspunkt.

Jeg var ude med mit første onemanshow ’Sjov mand, klam personlighed’. Det var noget, jeg havde overhørt en sige om mig, og så syntes jeg, at det var en meget fin titel."

BMW 4 Gran Coupé, hvid, 2014.
Standupkomiker, vært på ’Dybvaaaaad’ og turnerende med onemanshowet ’Er det ikke dig fra Dybvaaaaad?’

"I 2014 fik jeg lyst til at opgradere. Jeg havde ikke nogen specifikke krav, men den måtte gerne være større og sådan lidt lækker i det. Jeg var som bekendt glad for BMW, men syntes måske, at de store modeller blev lidt for direktøragtige.

Så opdagede jeg den her 4-serie Gran Coupé, og det er den absolut lækreste bil, jeg har haft. Det første år kørte jeg 40.000 km, og det blev aldrig rigtig rutinepræget. Det er sgu bare en fed køreoplevelse, men nu løber leasingperioden snart ud, så jeg har faktisk lige bestilt en ny bil." 

Tesla Model X, gråbrun metal, 2016.
Standupkomiker, vært på ’Dybvaaaaad’ og forhåbentligvis succesfuld crowdfunder.

"Jeg har gjort noget vildt. Jeg har bestilt en Tesla. Det er den mindst rationelle beslutning, jeg har truffet – og det føles helt rigtigt. I mit tidligere liv ville jeg aldrig have troet, at jeg skulle have sådan en lækker bil en dag. Men det er vokset på mig, og i dag er jeg villig til at bruge en pæn del af min indtægt på at køre godt.

Dybest set har jeg altid gerne villet have en stor, fed Range Rover, men det kan jeg på en eller anden måde ikke forsvare over for mig selv miljømæssigt. En dag så jeg denne her Tesla komme kørende og tænkte: ”Wow, den må jeg have.”

Den er på samme måde et unødvendigt stort lokum og et blikfang, men det der med, at det er en elbil, tager lige toppen af douchebag-faktoren. Det passer perfekt til mig."

LÆS OGSÅ: Fire danske direktører viser deres biler frem: ”Det er en skam at direktører næsten altid kører i store sedan´er

LÆS OGSÅ: Fremtidens motorcykel fra BMW er så sikker, at den kan køres uden hjelm

LÆS OGSÅ: 10 biler vi glæder os til