Sig navnet grattachecca til en romer, og du vil formentlig straks se et smil brede sig på vedkommendes læber. For diverse generationer af romere vil med garanti mindes mange stunder af sommersødme, mens de med en grattacheccalæskedrik i hånden og udsigt til Tiberen forsøger at holde stand mod en temperatur på over de 30 grader og en luftfugtighed på over 80.

For en romer er grattachecca ensbetydende med sol, sommer og fugtig varme, og når også du har prøvet et glas med kold grattachecca i et sommerhedt Rom – der kan købes i en af byens grattachecca-kiosker – vil du med garanti give mig ret: det vil sende dine smagsløg direkte til paradis. I hvert fald for en kort stund.

Grattachecca er en romersk specialitet, der har cirka 100 år på bagen. Drikken består af tre forskellige dele: friskreven is, der blandes med en frugtsirup – med smag af fx citron, appelsin, kokos, mandarin, kirsebær, ananas, papaja eller andre eksotiske frugter – og friske frugtstykker. Det er en effektiv tørstslukker, som dog har et minus: den er så velsmagende, at den let risikerer at blive vanedannende!

Fra sne til store isblokke
Det fortælles, at kejser Nero i sin tid lod sne fra Roms omkringliggende bjerge fragte til sin bolig, hvorefter det blev tilberedt med forskellige frugtsafter. Angiveligt til stor nydelse for kejseren. Det skulle muligvis have været en slags tidlig forløber for grattacheccaen.

Meget senere, dvs. i starten af det 20. århundredes Rom, blev store isblokke brugt til at afkøle mad- og drikkevarer. Og det var netop i den periode, at et genialt hoved fik ideen til det, der senere blev til grattachecca. De store isblokke blev kaldt checca, og gratta kommer af verbet grattare (at rive eller raspe), heraf navnet grattachecca. Den dag i dag kan man fortsat se storsvedende ungersvende stå med det specielle grattachecca-rivejern og høvle løs på de store isblokke, mens isstumperne sprøjter til højre og venstre.

Det siger næsten sig selv, at det kræver gode arme, for grattachecca-folket går typisk i krig med isblokkene omkring starten af maj, når varmen kommer til Rom, og lukker først butikken igen omkring midten af oktober.

Tidligere var der stort set grattachecca- kiosker i alle Roms kvarterer, men i dag er antallet reduceret betydelig, og blot 12-14 kiosker holder fortsat stand.

Lav din egen grattachecca
Som nævnt er grattachecca en blanding af knust is, sirup og frisk frugt. Det er selvsagt en blanding, der klan virieres ud i det uendelige. Vi har dog et par forslag:
Prøv en sirup af blandede citrusfrugter med friske jordbær- og melonstykker. En favorit på redaktionen! En sirup efter eget valg med friske appelsin- og citronstykker fra Amalfi-kysten er bestemt også et hit. En variant med citron- og kokossirup og friske frugtstykker er en bittersød tørstslukker, og du kan også prøve en såkaldt 'superfrutta', der er en sand vitaminbombe med appelsin-, citron-, fersken-, melon-, ananas-, kiwi- og jordbærstykker. Solbær- og citronsirup blandet med kokosstykker er en anden overraskende vellykket blanding.

Prøv dig frem til du har fundet din personlige favorit. Vi tør godt love, at du aldrig vil fortryde at blande din egen grattachecca på en lun sommerdag.

Salute!

Prøv også denne super opskrift på en jordbærsmoothie. Du finder den i vores opskriftgalleri med lækre sommerdesserter.