Frisk torskerogn fås hos fiskehandleren i januar, februar og marts måned. Torskens rogn er sund, fedtfattig og indeholder masser af B- og D-vitaminer. Det store spørgsmål er dog, hvad der er bedst – kogt, røget, stegt eller noget helt fjerde?

Torskerogn er nemt at koge, så længe du tager nogle få vigtige forholdregler. Kog den indpakket i fx. bagepapir (endelig ikke sølvfolie!) – så ’buksen’ holder på formerne. Tilsæt gerne 'smag' til vandet i form af lidt krydderurter. Du skal også sørge for at vandet ikke bulderkoger. Hinden rundt om rognen er nemlig lidt sart, og kan godt sprække, hvis vandet koger for voldsomt.

Kommer du igennem ovenstående, kan du spise torskerognen, som den er – dryppet med citron og med en rigtig god remoulade. Du kan også stege den i smør og så atter hidkalde citron og hjemmerørt remoulade. Ved nærmere eftertanke, så har vi også haft held til at røre den op med krydderurter og porre og en mager cremefraiche. Eller hvad med at lægge skiver af kogt torskerogn på en enkel salat, og fx dryppe med saften fra revet ingefær?

Har du nogensinde tænk over, hvad den på dåse har, som den friske ikke har? I gastro nr. 65 lader vi torskerognen battle torskerognen i det endelige showdown: 'Dåsen vs. Buksen'.


TORSKEROGN I TAL
→ I 2011 blev der landet 387,9 ton rogn fra torskefisk i Danmark. Heraf var 343,4 ton fra danske kuttere

→ Der har været et støt fald i dette tal siden 2001, hvor der i alt blev landet hele 1.145,4 ton rogn i danske havne, heraf 814,7 ton fra danske fartøjer

→ Hvor stor en andel af den landede rogn, der går til fiskehandlerne, og hvor stor en andel der går til konserves, er der ikke noget samlet overblik over. 

Og så lige en sidste ting: Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed og tro, at du spiser torskebabyer, når du sætter tænderne i en rundtenom med rogn, citron og remoulade. Æggene befrugtes nemlig først, når torsken gyder - dvs. afgiver alle sine æg i noget, der minder om en stor støvsky under vand.

Find opskrifter med torskerogn i gastros opskriftssamling med rogn her.