Den 28. april har vi de første kartofler, det kan jeg love dig! ... aarrrh, den 25. måske ... eller den 22. måske, en lille uge før!?!" Så præcist svarede gartneren, da jeg en af de sidste dage i marts ringede og forhørte mig om premieretidspunktet for hans kartofler.

Det var den gartner på Sydsjælland, vi altid køber de første nye kartofler af. Han plejer at være tidlig med dem, for han kan et trick med at dyrke dem i kasser, oven på jorden, under et buet stativ overdækket af plastik. En simpel drivhusmodel, hvis blafren kan høres på lang afstand, når forårsvinden svøber sydligt fra Storstrømmen.

Jeg har aldrig ringet til Henning før. Vidste faktisk ikke, at han hed Henning. Det har aldrig været nødvendigt, for når vi om fredagen på vej til Møn kører forbi, er det bare at kigge efter krydsfinerskiltet 'Nye danske kartofler'. Når det er fremme, er Hennings kartoffelsæson i gang. Et velkendt, enkelt og pålideligt greb, der dyrkningssæsonen igennem holder forbipasserende på landevejene orienteret om, hvad der p.t. graves op, plukkes, klippes og sælges rundt omkring i det danske land.


Som sagt plejer det ikke at være noget problem, det plejer at ske, når det skal ske. Men i år lod jeg mig forvirre og forlede til en Kraksøgning og et deraf forstyrrende søndagsopkald til gartner Henning. Årsagen var den pressemeddelelse fra Coop, der fredag den 28. marts formåede at overhale både børnechecks, borgerkrige og Putin i en del nyhedsmedier. I hvert fald de elektroniske.

En gartnervirksomhed på Fyn havde til den tilstundende weekend, i samarbejde med Coop, fået pacet årets første kartofler frem af noget pottemuld. En høst, man forventede ville kunne forsyne kunderne med nye kartofler i et par uger, i hvert fald frem til påsken.

De gamle kan altså noget
Jeg noterer ikke år for år, hvornår vi første gang svinger inden om Hennings lade. Men før påske har det sgu aldrig været. Mon ikke det plejer at være engang sidst i april eller lige først i maj. Men når nu der i slutningen af marts var nye kartofler på Fyn, så var der måske også mellem Stensved og Langebæk? Derfor blev jeg urolig ved tanken om allerede at være kommet bagud.

I skrivende stund har skiltet endnu ikke været fremme, men det kan ikke vare længe nu. Jeg er spændt og glæder mig på forhånd, for Hennings nye kartofler plejer at smage godt og egentlig af forbavsende meget. Ulig mange andre forcerede nye kartofler.


Coops kuvøsekartofler smagte jeg ikke. Ikke fordi jeg er imod dem og holder med Henning (det gør jeg i øvrigt). Men fordi nye kartofler (selv danske) end ikke tilnærmelsesvis var blevet en del af min madhjerne på det tidspunkt. Den kørte – og gør det på en måde lidt endnu – i gamle-kartofler-mode. Det er trods alt stadig dem, der smager af mest og har flest gastronomiske egenskaber. Undskyld, Henning og alle andre kartoffelpionerer.

Men prognosen for sprøde fritter, luftig mos, spændstig gratin, pureret suppe og en effektiv moser i den sidste frikassésauce på tallerkenen er ikke god med de første nye kartofler. Vi skal faktisk et godt stykke ud på sommeren, før det reelt ændrer sig.

Nogen betakker sig faktisk for nye kartofler
Men vi elsker jo at elske de nye kartofler, også før de virkelig er værd at elske. Sådan må det være, det er en del af menneskers DNA at være begejstret for det ny. Nye kartofler, letskrabet og nænsomt kogt, så de stadig har lidt bid, skal blot have lidt havsalt, godt koldt smør og måske en krydderurt. Og ved første mundfuld mærker man sig straks forbundet med sort muld, grønne engdrag og glitrende sollys i vand. Selv når det foregår dybt inde på stenbroen.

Hvis man da overhovedet kan lide nye kartofler. Der findes dem, der betakker sig. Således fortalte en herboende, italienskfødt kvinde mig om sin første sommer i Danmark for nu mange år siden. Hun og hendes danske kæreste havde sammen fundet et fint hus med en have, og hun havde netop født deres fælles barn, en lille pige.

Hylden blomstrede omkring idyllen, alt var vidunderligt og skulle opleves. Så hendes mor rejste selvfølgelig straks den lange vej til Danmark for at se sit barnebarn og datterens nye liv. Hun kom og konstaterede, at barnebarnet ubetinget var i verdensklasse. Datteren, manden, huset, haven og hylden (i uprioriteret rækkefølge) var udmærket.

Men kartoflerne – som alle var så umådelig begejstrede for – føj for pokker! Sikken en jammerdal. Hvilken underudviklet og fattig nation der kollektivt lod sig nøje med kartofler, der udover at være alt, alt for små, hverken kunne laves til gnocchi, steges eller ville koge ordentlig ud.

Kartoffelmad med hjemmelavede ristede løg
Gode vaner tillægges over tid. Så allerede nu tidligt på sæsonen er øvelsen altid at koge lidt for mange af de nye kartofler, så er der også til kartoffelmadder næste dag. Bedre pålæg til rugbrødet findes ikke. Som i så mange andre madanliggender gør hjemmerørt mayonnaise sig godt på en kartoffelmad. Men rygeost giver også en fin baggrund for kartoflerne.


Tahin – pasta af ristede sesamfrø (vælg den med salt) er en anden af mine favoritsmørelser under kartoflerne. Drys purløg øverst og krydr med salt og peber. Smagen af ristede sesamfrø gør noget rigtig godt for kartofler. Og mens vi er ved det ristede, så er der jo ikke noget som ristede løg på en kartoffelmad. Hjemmeristede løg vel at mærke:

Snit et lille/mellemstort løg eller 3-4 forårsløg meget tyndt. Læg løgringene i en sigte, og overbrus dem med koldt vand. Bank vandet godt af sigte og løg. Strø lidt hvedemel over, og ryst sigten, så det overskydende mel drysser af. Varm ca. 1 dl vindruekerneolie i en lille sauteuse, og rist forsigtigt løgene, til de er sprøde og gyldne. Lad dem dryppe af og køle af på køkkenrulle. Drys dem med lidt fint havsalt, og anvend dem med det samme.

Hvide eller grønne?
Og nu kommer der danske asparges. Hvis de ikke allerede er her fra begyndelsen af maj, så ganske snart. I sidste måned bekendte jeg, at jeg ofte tyvstarter med nogle tyske, og det er da også sket i år. Men det er først nu – med de danske – at det er rigtigt godt. Så godt at jeg, sangvinsk som jeg (sporadisk) er, ved første eller andet aspargesmåltid plejer at proklamere, at asparges er det bedste, jeg overhovedet ved, og at jeg vil spise dem hver dag, indtil sæsonen slutter omkring sankthans. Meget monomant og meget optimistisk. Men ikke desto mindre.


Det plejer så ikke at gå helt sådan, men et par gange om ugen spiser vi da asparges. Som regel. Det gør til gengæld, at når sæsonen, efter seks-otte uger er slut, har man virkelig fået asparges nok, og det forekommer kun rimeligt, at der er et helt år til næste gang.

Det er de hvide, der trækker mest for mig. Grønne asparges er ok i mad – især hvis de har fået lov at koge næsten møre, så de opnår den søde aspargessmag. Halvhårde, grønne asparges kan være en lidt svovlsmagende omgang. Men det kommer selvfølgelig helt an på, hvor friske de er, hvilken sort der er tale om, og hvor de har groet. Det har nogen med meget større aspargesforstand engang fortalt mig. Og jeg er sikker på, at det passer.


Jeg husker faktisk en sommerfrokost med et veritabelt bjerg af nystukne, velkogte grønne asparges. Der var bestemt ikke noget at være småsur over. Med koldt smør, sort peber og friskreven parmesan var det himmerigsmundfulde fra start til slut.

Jeg kan faktisk også vældig godt lide de grønne med en appelsin-smørsauce. En let emulsion af koldt smør og varm, nedkogt appelsinsaft plus lidt fintreven skal samt salt og peber. Efter beurre blanc-princippet. Det med appelsin og asparges er ikke min egen opfindelse. Sammensætningen er planket fra en god ven, og jeg har så siden bygget lidt videre på den. Han har den fra ... tja ... det kan han ikke huske. Jeg troede faktisk, det var en omsyet Elizabeth David, men det benægter han. Så der døde den blåstempling.

Tarteletten – aspargesens bedste ven
Hvide asparges kan jeg lide på alle måder. Selv fra dåse ... Nå nej, lige der går grænsen nok. Og dog, jeg tror sgu, at de fleste af de tarteletter med asparges, jeg har spist i mit liv, har været lavet med dåseasparges og opbagt dåsesaft. Og jeg har spist dem, når de er blevet serveret. Der har endda været nogle, der har smagt ret godt. Skrappe husmødre med sans for tilsmagning og fiffige tricks i skåneærmerne skal man ikke kimse ad.

Tarteletter med friske hvide asparges (og rejer eller høns, plejer det vel at være) er faktisk en rigtig skøn måde at få asparges på. Den ægte vare er som regel værd at bruge tid og appetit på. Jeg er ikke skarp til hjemmelavede tarteletter. Eller rettere jeg synes, det er svært selv at lave rigtig god og luftig butterdej. Så ofte snyder jeg og køber færdige tarteletter.


Det er ikke let at finde gode tarteletter, nærmest umuligt. Men nogen af de færdigkøbte slæber af, som man siger. Lige nu kan jeg ikke huske hvilke, men jeg tror nok, at jeg endte med en Karen Wolf-model sidste gang. Som sagt ikke noget at råbe højt hurra for, men de er i det mindste ikke så tykke i det.

En anden model er at købe den bedste butterdej, der kan opdrives, rulle den ud, presse den i plisserede forme og bage den. Eller strunte i plisseerne og bage vol au vent'er af dejen i stedet for. Det er jo stort set det samme. Og vol au vent'er er små cylindriske beholdere af butterdej.

Bottomline er i øvrigt, at middelmådige købetarteletter sagtens kan løftes til glade højder med godt fyld. Se fx her, tarteletter med rejer og asparges til fire personer:

Læg ca. 400 g hvide asparges i koldt vand i ca. 10 minutter, så hvad der måtte gemme sig af sand og jord kan blive opløst. Skyl og skræl dem så omhyggeligt, og skær enderne af. Skær aspargesene i småstykker. Bring 4-5 dl mild hønsebouillon og lidt fint havsalt i kog. Kom aspargesene i, og kog dem under låg i 3-4 minutter. Tag aspargesstykkerne op med en hulske, og kog kogevæsken ind til godt 2 dl. Bag 1-1½ spsk. smør og 1-1½ spsk. mel sammen i en tykbundet gryde og spæd med aspargesbouillonen, mens der piskes. Lad det koge godt igennem (pisk jævnligt). Tilsæt 1½ dl fløde og 1 nip karry, og lad det koge blidt i 1 minuts tid. Kom aspargesstykkerne i stuvningen, varm det hele godt igennem og smag til med salt og peber. Varm 8 tarteletter (ca. 5 minutter ved 200 grader). Kom aspargesfyld og en lille skefuld fjordrejer i hver tartelet, i alt ca. 150 g friskpillede fjordrejer. Skyl, slyng og klip krydderurterne henover og servér med det samme.


Mens vi venter på jordbærrene
Maj og en god del af næste måned med er lidt af en ørkenvandring, hvad frisk frugt angår. Havens sidste gemmeæbler, der har båret os igennem indtil for nogle uger siden, gør nu deres bedste i komposten. Fuglene gider dem heller ikke, og jeg kan godt forstå dem.

Købte danske gemmeæbler synger også på et af de sidste vers. Og importerede æbler gider jeg ikke spilde min tid på. Det skulle da lige være, hvis de var tyske, men de deler næsten sæson med de danske, så de ebber også ud snart.

Så er der appelsinerne. Dem har vi spist rigtig mange af, og de er heldigvis gode lidt endnu. Men også for dem lakker det mod enden. Sommerappelsiner findes, men jeg er ikke vild med dem, de er som regel sure og lidt vandede og gør sig bedst i en kage eller en dessert. Som 'spisefrugt', pillet og spist i både, er appelsiner en jule-vinter-forårs-ting.

Og hvad er der så tilbage af frugt, inden der kommer ordentlige jordbær – og det er jo først, når vi når langt ind i juni? Ikke rigtig noget efter min mening. I teorien er der alle de importerede mere eller mindre eksotiske frugter. Ananas, mango, papaja, bananer, diverse meloner, rambutan, litchi, passionsfrugt, kiwi osv. Frugter, der kommer mere eller mindre fra den anden side af jordkloden, hvor de plukkes halv- eller umodne og derefter opbevares i kølerum i mere eller mindre for lang tid.

Mugne udenlandske frugter
Jeg prøver at være nogenlunde konsekvent med ikke at hente min mad så langt væk fra. Og jeg vælger altid økologisk, hvis der er valgmuligheder. Med mindre den konventionelle vare smager markant bedre. Men på tidspunkter som dette, hvor spiseværdig dansk – eller bare europæisk – frugt ikke rigtigt kan skaffes, prøver jeg med de mere eksotiske frugter. Og stort set hver gang må jeg konstatere, at det rent ud sagt er lortefrugt, jeg så får.

Frugten når stort set aldrig frem i en kvalitet, der er værdig. Den er enten sur, uden smag, uden aroma, halvrådden (ofte en blanding af det hele). Og så er den ikke mindst MUGGEN. Ikke synlig muggen, men med tydelig mugsmag. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan den kan sælges, og slet ikke at nogen åbenbart spiser den.

Måske er mug en smag, som ikke ret mange mennesker genkender og kan lokalisere? Måske tror folk (undskyld mig), at frugt skal smage muggent? Jeg fristes til at tro det, for ellers ville den ikke gå igen og igen.

Det lumske er dog, at nogle af frugterne kan lugte helt ok – det vil efter lang tid i kølehus sige af ingenting. Men når man så kommer hjem og får skåret hul og skåret ud, åbenbarer muglugt og mugsmag sig. Bananerne er den helt gal med. Jeg kan ellers vældig godt lide at få banan på min morgengrød, så jeg prøver jævnligt med en klase. Men halvdelen af tiden må jeg smide dem ud. Et madspild, jeg ikke er stolt af.

Det der med øko- eller ikke-øko har i øvrigt ikke noget at sige i denne sammenhæng. Mugbismagen florerer demokratisk, ligeligt og lige uforudsigeligt i begge kategorier i og på alle slags frugter – og rigtig mange krydderurter i øvrigt. Jeg har en fuldstændig uunderbygget teori om, at mugfænomenet (som generelt ikke kan ses på varerne) stammer fra de kasser, frugter og urter håndteres i, og fra de kølehaller, de står og venter i.

Paradisiske mangoer
Jeg klager jævnligt i butikkerne. Eller måske lidt sjældnere end jævnligt, jeg er blevet lidt træt af at gøre det. Det har nu heller ingen virkning. De fleste gange er der bare et venligt menneske, der tilbyder mig en ny vare eller pengene tilbage, og jeg kan se, at personen tænker, hvad er det mon, hun snakker om?

Jeg ved, at jeg ikke er kværulantforrykt. Jeg ved også, at jeg har en meget god lugtesans og tilsvarende skarpe smagsløg, og så ved jeg, at smagen og lugten af mug ikke hører naturligt sammen med friske og gode råvarer.

Og når nu al den muggenhed er sluppet ud af sækken, vil jeg komme med en (måske lidt) selvmodsigende anbefaling: gule mangoer fra enten Pakistan, Bangladesh eller Indien. Fra sent forår eller tidlig sommer og nogle måneder frem er det højsæson for mango dér. Og tro mig, de smager fuldstændig vidunderlig sødt og fantastisk aromatisk.



Jeg finder dem som regel i pakistanske forretninger, og det gælder om at ramme dem på det rigtige tidspunkt. De importeres nemlig modne (en sjælden foreteelse, når det gælder frugt) og skal derfor ikke ligge ret længe i butikkerne, før de bliver stødte og begynder at rådne.

Når de er, som de skal være, er de let matte, aflange og lidt tilspidsede i den ene ende og som sagt gule – nærmest okkergule, sommetider med en anelse rosa. De er nærmest små i det og ligner slet ikke de store rundede rødgrønne sydamerikanske mangoer, som supermarkeder plejer at sælge.

De sælges som regel i små bølgepapkasser, seks stykker, nænsomt lagt i noget kulørt silkepapir eller plastik-'træuld' i sjove farver. Kun én gang – og det ligger år tilbage – har jeg mødt mugsmag blandt disse gule mangoer.

SE OGSÅ: 15 x asparges = 15 x mad på ingen tid
SE OGSÅ: Riiigeligt smør og brød
SE OGSÅ: 5 fantastiske opskrifter med sødt og grønt