Stenbideren, som kan blive op til en 1⁄2 meter lang, lever som navnet indikerer, på stenet havbund, hvor den med bugens sugeskive smækker sig fast i tide og utide. Den lever af krebsdyr, fisk, som er mindre end den selv, og gopler.
Det er fra december til maj, at hunnen – kvabsoen – kan fanges med rogn. Gydningen sker typisk fra marts til maj på helt lavt vand, efterhånden som vandtemperaturen bliver lidt lunere. Som i mange andre tilfælde i dyreriget vogter hannen efter gydningen over æggene, indtil de er udklækket. Og der er nok at holde øje med; omkring 200.000 æg bliver sprøjtet ud af kvabsoens bug, hvorefter den lettere udmarvet forsvinder.
Udbredelsen af stenbideren strækker sig fra Østersøen til hele Nordatlanten, samt Grønland og Canada. De små æg med den milde, rene smag af hav og den spændstige konsistens er vitterlig en delikatesse, når de spises friske og nysaltede. Æggene kan tåle at blive frosset ned, selv om lidt af den friske smag tabes.
Glem for guds skyld – og ikke mindst din egen – alt om rød, sort eller grøn ’kaviar’, som blot er langtidsholdbar stenbiderrogn, tilsat smag og farve og konserveret på gennemsigtige glas. Endnu et naturprodukt, enkelt og unikt som udgangspunkt, det er lykkedes industrien at skamride til ukendelighed.
