Han sagde undskyld. For at han havde været forstokket. For at have været for meget imam og for lidt menneske til at møde hendes kærlighed. For at have patroniseret hende ud af deres ægteskab.

”Jeg kunne bruge religionen til at sige, at hendes forståelse af verden ikke rakte lige så langt som min,” forklarede han.

”I dag forstår jeg, hvor meget jeg gik glip af.”Læste du interviewet med Ahmed Akkari i januarudgaven af Euroman?

Det var hans undskyldning, en for sent formuleret kærlighedserklæring, til sin ekskone og moren til deres børn. Den fyldte en brøkdel af temaet 'Kvinder vi elsker', men beskeden fremstod så stærk, at vi anede, at han havde format til mere.

At han ville kunne finde og vise mennesket, ikke kun skildre de voldsomme ydre omstændigheder om bål og brand, i hele det liv, han i den hellige sags navn havde forsømt at leve. At han ville kunne identificere, hvad han selv kalder den gamle Akkari – den danske imam, som ville have Danmark ”ned med nakken”, da han distribuerede Muhammed-tegningerne rundt i Mellemøsten – og den nye Akkari, som i dag siger undskyld, ikke bare til sin tidligere hustru, men til hele Danmark.

Kærlighedserklæringen var modig og rørende, men der var mere på spil her, for hvad bringer et menneske fra den ene yderlighed til den anden? Hvad drev Ahmed Akkari dengang, hvad driver ham i dag? Kan man overhovedet bevæge sig fra den ene yderlighed til den anden? Kan man den ene dag være med til at eskalere det, som senere blev kaldt Danmarks værste diplomatiske krise siden Anden Verdenskrig, og den næste gå i rette med de islamiske miljøer?Kan Ahmed Akkari overhovedet for vente at blive taget alvorligt?

Ahmed Akkari fortæller sin historie i dette nummer. Om flugten med sin familie fra Libanon til Thy. Om en opvækst blandt kulturmuslimer med roulade hos vennerne og forstopperspil i den lokale fodboldforening. Om det skæbnesvangre møde med ”kjolemændene” på flygtningecentret, om ikke at føle det mindste med ofrene, de vantro, fra 11. september, om Muhammed-krisen.

Og om et par år senere at vågne midt om natten som skolelæreren Aamiit på et hotel i en grønlandsk bygd og stå op og rage sit skæg af og vide, at nu var der ingen vej tilbage.Han fortæller, at han kender til folks skepsis over, hvad de betragter som hans pludselige forvandling.

Han betoner, at han nu bliver betragtet som den vantro, at han som en konsekvens at sit valg må leve med dødstrusler og under PET-overvågning. At det ikke har været et sporskifte uden omkostninger. Og han understreger videre, at den udvikling, han har gennemgået, er sket over fem-seks år. At det ikke har været en pludselig indskydelse.

”Det er en underlig tilstand,” siger han i interviewet (fra s. 70). ”Jeg har mistet mit bagland, har ingen venner og står ikke for alvor med et nyt netværk. På den ene side mødes jeg med had fra de muslimske miljøer, på den anden side mødes jeg med skepsis fra det danske samfund.”

Ahmed Akkari må indstille sig på, at det tager tid at flytte troværdigheden med over så stor en strækning, som han har tilbagelagt. At han ikke møder stor vilje til forståelse af hans sag, når han med Naser Khaders ord ”er medskyldig i, at Danmark fik et dårligt omdømme, at vi mistede indtægter for milliarder, at op imod 150 mennesker døde rundt om i verden.”

Men han fortjener at komme til orde, for hans historie om, at der er en vej ud af islamismen, er vigtig. Han fortjener at få lov til at finde sig selv som menneske igen.