banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Kristian Thulesen Dahl: Nationalromantiker


Kristian Thulesen Dahl er måske den eneste politiker fra Dansk Folkeparti, der både er respekteret og vellidt på Christiansborg. Det kan skyldes, at han sjældent udtaler sig om indvandrere. Til gengæld er det ham, der tager sig af al den økonomiske politik samt de store reformer, og det er i høj grad hans fortjeneste, at Dansk Folkeparti ikke længere bliver set som et landsbytosseparti. Ingen bruger så meget tid på Christiansborg som Kristian Thulesen Dahl. Alligevel er der ingen, der synes, de kender ham rigtigt.


For en gangs skyld svarer han ikke med det samme. Kristian Thulesen Dahl har ellers snakket uafbrudt i næsten en time på sin sædvanlige joviale og hyggelige facon om løst og fast. Mest løst.


”Det var egentlig et godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke,” siger han efter en kort pause, der føles lang. Han lyder tilmed en lille smule overrasket eller i hvert fald, som om det er et spørgsmål, han aldrig har tænkt over før.


Interviewet med Kristian Thulesen Dahl var begyndt over telefonen, mens han var i Sverige, eller rettere i Pippi-land på sommerferie med sin kæreste og deres tre små børn. Det er ellers sjældent, at han har tid til at være sammen med familien. Siden han kom i Folketinget for 12 år siden, har han kun været hjemme i Jylland i weekenderne.


Kristian Thulesen Dahl var blevet spurgt om, hvem der er hans bedste ven.


”Sådan en har jeg ikke,” ender han med at konkludere.


Det behøver ikke at være én bedste ven, du kan også nævne en tre-fire stykker af dem, der står dig nærmest ...


”Jamen, der er ikke sådan en eller flere, der dukker op. Jeg har nok ikke nogen.”


Der er to karaktertræk, der går igen, når man beder politikerne på Christiansborg om at beskrive Kristian Thulesen Dahl. Det ene kredser om hans fremtrædende egenskaber som politiker. Kristian Thulesen Dahl er ikke bare godt begavet, men hører til i en særlig liga, måske kun overgået af Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen, er der flere, der mener. Som finansordfører og formand for Folketingets Finansudvalg har han ifølge skatteminister Kristian Jensen et ”overblik og detaljekendskab i en grad, så han overskygger fagordførerne både fra regeringen og de andre partier.”


Kristian Thulesen Dahl kommer ofte for sent til møderne, men aldrig uforberedt. Hans udgaver af finanslovene er vidt berygtet for deres utallige gule lapper, som han har sat ind alle de steder, hvor der er noget, han lige skal huske at tjekke. Steder, han skal vende tilbage til, steder, hvor embedsmændene måske har overset en detalje. Som finansminister Thor Pedersen siger det, så kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt der er flere gule sedler end sider i finansloven. Og så kan Kristian Thulesen Dahl holde længere end de fleste. Det betyder, at han kan introducere nye krav, når andre er for trætte til at mobilisere en ordentlig argumentation. Han er aldrig set træt på Christiansborg på trods af, at han ikke bare kan forhandle, men også feste til langt ud på morgenen. Bare han får lov til at sende nogen i byen efter flæskesteg.


Det er i høj grad Kristian Thulesen Dahls fortjeneste, at Dansk Folkeparti ikke længere bliver set som et landsbytosseparti, men har overrasket de fleste ved i to valgperioder at have været et driftsikkert parlamentarisk grundlag for VK-regeringen. I Dansk Folkeparti bliver der ”ikke brugt en 5-øre, uden at Kristian Thulesen Dahl er inde over,” som partifællen Søren Espersen siger det. Og i politik er der som bekendt en hel del, der handler om at fordele penge. Derfor er en forhandling med Dansk Folkeparti først interessant, når Kristian Thulesen Dahl er med. Ligesom det er ham og ikke Pia Kjærsgaard, regeringen henvender sig til, hvis den har problemer med Dansk Folkeparti.


Så er der den anden ting, der går igen, når politikerne fra Christiansborg skal beskrive Kristian Thulesen Dahl: Det er, som om der findes en anden mand under den barnagtigt glade Liverpool-fan, der ikke bare møder op med et enkelt halstørklæde, men har hele udstyret på, når han tager ned på den engelske pub for at se Liverpool spille. Eller ham, som kan finde på at afbryde en finanslovsforhandling lørdag aften, fordi han skal se Matador og spise flæskesteg. Dén Kristian Thulesen Dahl kan de sagtens forene med den demokratisksindede formand for Finansudvalget. Som formand for Finansudvalget er det hans opgave at være vagthund over for regeringen, og den opgave har han ifølge kollegerne forvaltet både ’dygtigt og professionelt’ på trods af, at hans parti udgør det parlamentariske grundlag for regeringen. Kollegerne kan også forene ham med den sympatiske og dygtige finansordfører, der kræver flere penge til de ældre; som forlænger en i forvejen lang forhandling, fordi han insisterer på at forbedre befordringen for de handicappede, og som i det hele taget gør en dyd ud af at beskytte de svageste.


Men så kommer han lige pludselig med en udtalelse om indvandrere, der på en god dag kan få Krarup & Langballe til at ligne et par udsendinge fra Dansk Flygtningehjælp.

”Det kan være næsten chokerende at opleve den pæne mand udtale sig så stærkt om indvandrere, når man er vant til hans venlige og høflige adfærd,” siger de radikales Morten Helveg Petersen.


Kristian Thulesen Dahl udtaler sig sjældent om partiets mærkesag, og derfor har der været dem, der tvivlede på, om han i virkeligheden hørte til i Dansk Folkeparti. Den tvivl har der aldrig været internt i partiet. Søren Espersen kalder ham en ’superstrammer’ på flygtningeområdet, og Pia Kjærsgaard siger:


”Det drengede udseende snyder. Han er meget mere strategisk og mindre følelsesladet, end jeg er. Men i virkeligheden er det mig, der er en atypisk politiker, hvor Kristian ligner de fleste andre politikere. Han ved udmærket, hvad der rører sig i folkedybet.”


Kristian Thulesen Dahls ene storebror, Jakob Thulesen Dahl, forklarer brorens tilhørsforhold til Dansk Folkeparti sådan her:


”Kristian er optaget af det samfundsøkonomiske, og så er han nationalromantiker. Derfor vil han altid prioritere danskerne først. Men det bunder i nogle økonomiske og politiske overvejelser og ikke et grundsyn, der handler om, at de fremmede skal ud af landet, fordi de er fremmede. Kristian er først og fremmest nationalromantisk. Han vil gerne bevare landet, som det var i gamle dage. Det liv, han oplevede hos vores bedsteforældre, var det gode liv for ham, og han har en stor kærlighed til de gamle danske ting. Han kan se ’Far til fire og Lille Per’ 100 gange i træk. Det er sådan, han er.”


Men det handler ikke kun om hans tilhørsforhold til Dansk Folkeparti.


Når folk både på Christiansborg og folk, der har kendt og fulgt Kristian Thulesen Dahl gennem hele livet, ikke synes, de kender ham rigtigt, skyldes det, at han ikke blotter sig. De tænker, at der må være mere og andet i ham end den professionelle politiker og ham, der elsker ’Lille Per’ og gammeldags mad.




Et par måneder efter den første telefonsamtale dukker spørgsmålet om venner og netværk op igen på hans kontor på Christiansborg. Selv om han kun er 38 år, ser han yngre ud. Som altid har han jakkesæt på. Pia Kjærsgaard har mange gange prøvet at få ham til at tage en rullekrave på, men endnu uden held. Han ligner lidt en bankassistent. Det er han på en måde også, det er bare en meget stor bank, han er med til at bestyre. Kristian Thulesen Dahl sidder i sofaen på det kontor, der er hans, så længe han er formand for Folketingets Finansudvalg.

”Jeg har altid haft det udgangspunkt, at dem, du får kontakt med i det politiske liv, de er væk, når du ikke længere er i politik. Sådan er det. Jeg tror ikke på egentlige venskaber i politik.”

Og åbenbart heller ikke uden for politik ...

”Det der med en bedste ven, er det ikke sådan en pige-ting? Jeg kender ikke mange mænd, der har det. Men det skyldes jo, at jeg har brugt så meget tid her. Den rationelle ageren ville være at bruge færre timer her på Christiansborg og flere på et netværk, jeg ville skulle trække på, når jeg ikke længere sidder her, men jeg er ikke begyndt endnu. Problemet med min livsstil er, at enten er man i det, eller også er man ikke. Politik er et spørgsmål om at være her og øve indflydelse. En af mine forcer og grunden til, at jeg tit har mulighed for at præge nogle ting, er, at jeg er her rent fysisk. Sidste år havde vi en situation på fødevareområdet op til påske. Alle andre var taget på ferie, jeg var den eneste, der var her sammen med nogle ministre, så vi måtte løse det, og det gjorde vi så til langt ud på natten.”

Med undtagelse af ferierne ser du kun dine børn i weekenden, hvordan har du det med at gå glip af deres opvækst?

”Jeg bilder mig jo ind, at det gør jeg ikke.”

Men det er jo løgn …

”Det er delvist rigtigt.”

Det er sådan noget, I finder på ...

”Ja, ja. Det, der sommetider piner mig, er, når jeg taler med folketingsmedlemmer, der har været det igennem – og så fortryder bagefter. Jeg tror ikke, jeg har mødt nogen endnu, der ikke har fortrudt, at de brugte al tiden herinde, og det tænker jeg meget over. Man kan ikke gøre det op og sige: Er det det værd? For man vil altid komme frem til, at det er det ikke. Og det er da en stor omkostning, det er det. Men det er et rigtig svært valg, for enten er du et politisk dyr, eller også er du ikke. Der er medlemmer her, der slet ikke har den politiske ild, som kom ind ved nærmest en tilfældighed. De kan uden problemer tage herfra ved to-tiden om eftermiddagen. Men hvis du er et politisk dyr, hvornår er det så lige, du siger, at du vil fravælge muligheden for at få indflydelse?”



Toget var nået til Vejle. Det var i starten af 80’erne og dengang, DSB stadig havde brune seksmandskupeer i togene. På perronen stod en lyshåret dreng med blå øjne. Han steg om bord på toget og ind i den kupé, hvor Peter Skaarup sad. Peter Skaarup var på vej mod Sønderjylland, hvor Fremskridtspartiets Ungdom skulle holde landsmøde. Og så var han på udkig efter nye folk til organisationen.

De to gav hinanden hånden og fandt hurtigt ud af, at de begge skulle til landsmødet, og knap havde toget forladt perronen, før Peter Skaarup var blevet overbevist om, at her var en, organisationen kunne bruge. Den dengang kun 13-årige Kristian Thulesen Dahl virkede både moden, vidende og uimponeret.

Knap ti år senere var Kristian Thulesen Dahl formand for Fremskridtspartiets Ungdom, og det var der ingen, der var det mindste overrasket over.  

Hjemmet i Nørre Snede – en landsby på omkring 1.200 mennesker på Vejle-kanten – hvor Kristian Thulesen Dahl var vokset op sammen med sine to ældre brødre, havde altid været præget af politik. Farfaren var i sin tid sognerådsformand og faren kredsformand for De Radikale.

Hvor en politisk diskussion i mange hjem udviklede sig til skænderier og derfor var noget, man helst veg uden om, var det hjemme hos Thulesen Dahl en disciplin, man opsøgte og udfordrede hver eneste dag. Havde man ikke en mening om det konkrete emne, opfandt man bare et synspunkt til lejligheden, så diskussionen ikke gik i stå for tidligt. Og således blev Kristian Thulesen Dahl ikke bare en dreven polemiker og forhandler, der var vant til, at folk gad høre på ham, men også en dreng, der var opdraget til at stå på sin ret. Det fik en husejer i Nørre Snede også lov til at mærke, da han overtog et hus efter familien Thulesen Dahl. Kristian, der på det tidspunkt var omkring syv år gammel, kunne ikke lide tanken om, at han aldrig igen skulle se sit barndomshjem, og fik derfor udfærdiget et dokument, der gav ham ret til, når som helst han kunne ønske det, at besøge sit gamle hus. Et dokument, som den nye ejer skrev under på.
På trods af hans usædvanlige politiske interesse havde Kristian Thulesen Dahl ikke problemer med at få legekammerater. De måtte bare finde sig i at blive overladt til sig selv i en halv time, når han skulle ind på skødet af sin far og se tv-avis.

I skolen var Kristian Thulesen Dahl med i elevrådet, i gymnasiet var han elevernes repræsentant i forhold til lærere og rektor, og på Aalborg Universitet sad han i fakultetsrådet, da han studerede erhvervsjura.

I folkeskolen sad han desuden som elevernes repræsentant i det råd, der havde med skolens isbod at gøre. Da skolen på et tidspunkt havde et lille overskud, blev det besluttet, at boden i en periode på omkring en uge skulle sælge isene lidt billigere end ellers. Da det gik op for Kristian Thulesen Dahl, at den ansvarlige havde taget den beslutning, uden at elevrådet var blevet hørt, blev han fortørnet og indledte en kampagne, der skulle få priserne sat op igen. Han argumenterede for, at børnene ville smide deres madpakker i skraldespanden og leve af is i en uge. Det var ikke alene usundt, det var også noget svineri, fordi så meget mad bare blev smidt ud. At de lave ispriser havde vakt voldsom begejstring blandt de andre elever, var underordnet for Kristian Thulesen Dahl. Striden endte med, at læreren måtte bøje sig for elevernes ’demokratiske ret til at blive hørt’ og nægtede nogensinde at have med isboden at gøre igen.

Begge Kristian Thulesen Dahls forældre var lærere på skolen i Nørre Snede, men faren var den rastløse type, der i virkeligheden måske skulle have været politiker. Det blev han aldrig, i stedet kastede han sig over ejendomshandel og åbnede desuden både en tobakshandel og en legetøjsforretning i landsbyen. Ud over at han var engageret i et teglværk, repræsentant for Jydsk Telefon, direktør for ungdomsskolen og formand for Det Radikale Venstre i Give-kredsen. Foruden altså jobbet som lærer på Nørre Snede Skole. Det var derfor måske ikke så overraskende, at faren i den periode følte sig overvældet af en stor mængde papirer, der skulle udfærdiges, attesteres og underskrives. Så meget, at han blev landsformand for Danmarks Antibureaukratiske Forening. Samtidig følte han også, at De Radikale havde fjernet sig væk fra at være den lille mands parti i en mere elitær retning, og derfra var vejen forbløffende kort til Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet.

Det påvirkede selvfølgelig også den unge Kristian Thulesen Dahl. For at være helt sikker på, hvad han skulle mene, fik han sendt samtlige partiprogrammer hjem til sig. Tog dem med op på sit værelse og låste døren, så han ikke blev forstyrret under læsningen. Begejstringen over Glistrup i familien Thulesen Dahl blev ikke mindre efter et vælgermøde på kroen i Nørre Snede i starten af 80’erne, hvor den 12-årige Kristian Thulesen Dahl stillede Glistrup et spørgsmål og fik et svar, der vidnede om, at han var blevet taget alvorligt. Og året efter var det, at han tog toget til Aabenraa til sit første landsmøde i Fremskridtspartiets Ungdom.

Artiklen fortsætter på næste side...



Kristian Thulesen Dahl tager en banan fra frugtkurven på bordet i Finansudvalgets kontor på Christiansborg. Det er blevet sent på eftermiddagen, og han har kun haft tid til at spise et rundstykke til morgenmad, fortæller han.

 ”Men det var et rundstykke med smør på,” koketterer han og smiler.
Interviewet har stået på i et par timer, og Kristian Thulesen Dahl er nøjagtig så frisk og veloplagt, som han var, da det begyndte. Og han har blottet sig nøjagtig lige så lidt, som før det begyndte.

Uanset hvad Kristian Thulesen Dahl taler om, så er det med den samme optimistiske stemme: Forældrenes skilsmisse. Klatkager hos bedsteforældrene. Dengang han spillede keyboard i gymnasiebandet Debut. Higen efter politisk indflydelse. At Dansk Folkeparti har været med til at reducere antallet af asylansøgere og familiesammenførte fra omkring 20.000 til få tusinde.

Alt får han til at lyde som den samme søndagstur i parken. I solskin.

Det er 12 år siden, han var med til at danne Dansk Folkeparti. I dag har partiet større indflydelse, end nogen uden for partiet nogensinde havde troet var muligt. Partiet, der er indædte modstandere af EU og indimellem har måttet lægge navn til rabiate udtalelser fra mere eller mindre etablerede medlemmer, har med en enkelt undtagelse været et loyalt og stabilt støtteparti for regeringen siden 2001.

Hvordan er det at være DF’er på Christiansborg i dag?

”I dag er det supergodt, men det har været under udvikling. Jeg sad jo i salen ved siden af Pia, da Nyrup sagde, at vi ikke var stuerene.”

Hvordan reagerede du på det?

”Jeg havde sådan en ulmende vrede i mig. Jeg syntes simpelthen ikke, han kunne tillade sig at sige det om så mange mennesker. Det er jo vores politik, der har opbakning i befolkningen. Gudskelov kom den ud på en mere konstruktiv måde, end når andre bliver vrede. Jeg bliver stædig. Mange af de andre politikere kan ikke lide vores udlændingepolitik, de synes jo, at Danmark skal være åbent for alle udlændinge. De er grundlæggende uenige med os, men jeg kan alligevel mærke en stigende respekt for det politiske håndværk.”

Der er mange, der er i tvivl om, hvor meget udlændingepolitikken egentlig fylder hos dig …

”Ja, den tvivl er jeg blevet præsenteret for før. Og det er jo fordi, jeg ikke er synlig på udlændingepolitikken. Jeg har ansvaret for den økonomiske politik, finansloven og de store reformer, sådan har den helt naturlige fordeling været i gruppen. Men jeg er i den grad med til at fastlægge politikken. Du kan ikke være gruppeformand i Dansk Folkeparti uden for alvor at være engageret i indvandrerspørgsmålet. Det er klart.”

Handler det groft sagt om, at du gerne vil bevare det danske samfund, som det var i gamle dage?

”Ja.”

Du har det i det hele taget ikke godt med forandringer ...

”Hvis det, man har, er godt, er der ingen grund til at lave det om. Der er nogle, der går efter forandringer for at lave forandringer, sådan har jeg det ikke.”

Er du så slapper eller strammer i udlændingepolitikken?

”Hvis man skal definere det sådan, så er jeg strammer.”

Kan du komme med et eksempel?

”Vores politik laves jo i fællesskab, men hvis jeg skal komme med et eksempel, ville det være den integrationskontrakt, der var en del af integrationsaftalen for halvandet år siden. Det har altid heddet, at det danske samfund skulle sørge for at integrere den enkelte indvandrer, men med kontrakten blev der stillet krav den anden vej, så den enkelte indvandrer skulle opfylde nogle krav. Jeg ville gerne have med, at man så kunne miste sin permanente opholdstilladelse, hvis man ikke overholdt kontrakten, men det mente regeringen ikke var rimeligt.”

Kristian Thulesen Dahl smiler. Ikke fordi han ikke mener, hvad han siger. Ikke fordi, det ikke var et alvorligt emne. Men fordi det er meget sjældent, han ikke gør det.

Pia Kjærsgaard sidder med et menukort på en café i Holbæk.



Hun er med Kristian Thulesen Dahl på turné rundt i landet op til efterårets store kvalitetsreform. I lang tid har den absolutte topledelse i Dansk Folkeparti bestået af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, som det også er afbildet på partiets plakater, og i en rum tid har det været åbent, hvem af de to unge mænd, der engang skulle efterfølge Pia Kjærsgaard som leder af partiet. Sådan er det ikke længere, og det er da også Kristian Thulesen Dahl, der er med partilederen på turné.

Da Pia Kjærsgaard har besluttet sig for en tunsalat, sender hun menukortet videre til Kristian Thulesen Dahl.

”Kristian skal helt sikkert have en sandwich,” siger hun. Men hun prøver alligevel: 

”Tag nu en salat, Kristian. Vi skal have dansk hakkebøf i aften, du får et proteinchok. Det kan godt være, at du kan bære det nu, men om ti år ser du anderledes ud.”

Kristian Thulesen Dahl griner smørret og bestiller en sandwich med oksekød, bacon og minimalt grønt. Store pomfritter og salatmayonnaise.

Han nyder tilsyneladende rollen som den frække dreng, der er med sin mor i byen. Som så meget andet i Dansk Folkeparti er rollefordelingen også på denne front klart defineret.

Samme aften er der stormøde på et af byens hoteller, hvor omkring 150 vælgere er kommet for at møde de to politikere. Gennemsnitsalderen er mindst 55, og langt størstedelen er mænd. De kvinder, der er mødt op, er næsten alle sammen korthårede og uden makeup. Men tøjet er nystrøget, og der lugter en del af hårlak. Folk er ikke suset ud ad døren i sidste øjeblik for at tage til et vælgermøde. Denne aften er en stor begivenhed, som de har set frem til. I aften skal de trykke hånd med både Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard, og måske skal de stille det spørgsmål, som længe har brændt i inderlommen.

Da Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har været rundt og give hånd til samtlige fremmødte, byder formanden for Dansk Folkeparti i Holbæk velkommen:

”Først til Pia Kjærsgaard. Lad os give hende en hånd,” siger han, og der bliver klappet.
 
”Også velkommen til Kristian Thulesen Dahl,” siger formanden, og igen bliver der klappet.

”Der skulle du nok ikke bede om en hånd!” råber Kristian Thulesen Dahl, da folk er færdige med at klappe. Der bliver grinet højt i salen. Og sådan har det været hele dagen. Kristian Thulesen Dahl forsømmer aldrig en lejlighed til at få folk til at grine. Han elsker simpelthen at være i centrum.

Først holder Pia Kjærsgaard et oplæg. Hun taler om tørklædedebatten og om de ansatte i social- og sundhedssektoren, som de har besøgt i løbet af dagen. Om hvordan de bliver behandlet og ikke mindst om, hvordan de ældre bliver behandlet. Hun bruger sætninger som ’Jeg forstår det simpelthen ikke’, ’Det er mig ubegribeligt’, ’Hvad bilder folk sig ind?’ og ’Det er uforskammet’. Alt, hvad der kommer fra hendes mund, er gennemsyret af ægte indignation.

Det samme kan ikke siges om Kristian Thulesen Dahls oplæg:

”Jeg bliver tit spurgt om, hvad Dansk Folkepartis rolle er, og svaret er: Det er at gøre folk glade, for vi kan så godt lide at gøre folk glade,” starter han.

Han holder en lille pause, mens han tager jakken af og langsomt smøger ærmerne op. Han har alles opmærksomhed, og han nyder det.

”Og hvordan kan vi så gøre folk glade?” spørger Kristian Thulesen Dahl ud i rummet. Derefter følger en gennemgang af, hvordan Dansk Folkeparti kan gøre de andre partiledere glade.

Blandt andet vil han gerne spørge finansministeren, om han ikke må låne hans ministerbil, så SF’s Villy Søvndal kan få en tur i den, ”for han vil så gerne køre i ministerbil.”

Talen er blottet for politisk indhold og ligner mere et forsøg på en stand-up-optræden. Vælgerne i salen er begejstrede.

Efter de to taler er der afsat omkring to timer til spørgsmål. Den første spørger er invalidepensionist og vil gerne vide noget om et skånejob og nogle indviklede regler, han ikke kan finde ud af. Mens Pia Kjærsgaard ligner en, der tegner kruseduller på sit papir, noterer Kristian Thulesen Dahl flittigt ned. De ved begge to, at det er Kristian Thulesen Dahls område. Næste spørger er gift med en invalidepensionist og har nogle spørgsmål til pension i den forbindelse. Den tredje spørger vil vide, hvorfor Hizb ut-Tahrir ikke er forbudt. Pia Kjærsgaard svarer på det sidste, mens Kristian Thulesen Dahl tager sig af de to første. Han stiller nogle få opklarende spørgsmål, og derefter forklarer han, hvordan reglerne hænger sammen. Han kender ikke bare paragrafferne og ved, hvordan spørgerne skal forholde sig til dem, han kan også komme med andre eksempler, der beskriver, hvordan reglerne er indrettet. Hvad deres klagemuligheder er, og hvordan man i øvrigt kan komme videre med sagen. På få minutter har han formentlig givet spørgerne mere, end de har fået fra deres sagsbehandler på en måned.


Når Kristian Thulesen Dahl kender til den detaljerede sagsgang i en kommune, skyldes det, at han på trods af, at han sjældent forlader Christiansborg før midnat, også sidder i byrådet i Vejle Kommune.

”Jeg fatter ikke, at han sidder i det der byråd,” siger Pia Kjærsgaard nogle uger inden mødet i Holbæk, da hun sidder på sit kontor, der i vid udstrækning ligner hendes hjem med tunge guldrammer, porcelænsfigurer, broderede duge, dannebrogsflag og potteplanter i vindueskarmen. Pia Kjærsgaard har taget konsekvensen af, at hun tilbringer så meget tid på Christiansborg, og gjort kontoret hjemligt.

”Som om han ikke havde nok. Det er ikke, fordi det går ud over hans arbejdsindsats her på Borgen, det er mere i forhold til hans familie. Jeg har jo også en interesse i, at folk trives. Jeg har sagt det til ham flere gange og har prøvet at få ham til at holde op. Men han vil ikke lytte. Jeg har også måttet sige: Du stiller ikke op som borgmester. Det var nødvendigt at indskærpe,” siger hun og ryster opgivende på hovedet.

For Kristian Thulesen Dahl er byrådsarbejdet en investering, der har det ene formål at gøre ham en endnu mere indflydelsesrig politiker på Christiansborg. Under de langvarige forhandlinger om kommunalreformen kunne han således med tilfredshed konstatere, at han både kunne matche de forskellige ordførere og borgmestrene ude i kommunerne.

Derfor forsømmer han heller ikke møderne i Vejle Byråd. Han er på Christiansborg fra tirsdag til fredag, men mandagen er afsat til byrådsarbejde, og han er altid velforberedt, fortæller byrådskollega Petra Raundahl fra Venstre. De to sad også sammen i byrådet i Give i to perioder, inden kommunen blev en del af Vejle. Om tiden i Give Byråd siger hun:

”Han er en meget seriøs og engageret politiker. Overbevisende og god til at profilere sig selv. Hvor vi andre søgte kompromisser og debatterede tingene på udvalgsmøderne, valgte han mange gange at gå enegang og komme med sine markante holdninger på de åbne byrådsmøder, hvor der var presse til stede, og derved få den fulde opmærksomhed om egen person og politik. Dette var frustrerende for os andre, da vi godt kunne have brugt den viden og indsigt, Kristian havde på mange områder, til gavn for Give Kommune. Men vi må erkende, at hans stemmetal var overbevisende, så han lykkedes med sin strategi.”




Interviewet med Kristian
Thulesen Dahl slutter som det begyndte – over telefonen. Han sidder i bilen efter et par dage på Fyn.

”Du skal lige høre: I går besøgte vi Kræftens Bekæmpelses RehabiliteringsCenter Dallund på Fyn. Det var et pragtfuldt sted! Hold da op!” starter han med sin på én gang både barnligt glade og gammelmandsagtige joviale begejstring.

Kristian Thulesen Dahl er på vej til Finansministeriet til den første runde forhandlinger om regeringens skattepakke. I flere dage har hele landet stort set ikke talt om andet end folketingsvalg, og uanset hvornår det kommer, er der meget, der tyder på, at den rolle, Dansk Folkeparti har haft siden 2001 som regeringens parlamentariske grundlag, vil være en anden, når valget er overstået. Ikke mindst pga. Ny Alliance. Det er tilsyneladende ikke noget, der bekymrer Kristian Thulesen Dahl.

”Vi har hele tiden vidst, at der en dag ville komme en anden situation. Og hvis Ny Alliance skal være med til at lave et flertal, betyder det bare, at det bliver endnu mere udfordrende at lave den daglige politik. Og det kan vi rigtig godt lide i Dansk Folkeparti. Der er mange, der tror, vi går og frygter et valg, og at vi har fået det svært, efter Ny Alliance er kommet, men det er jo lige præcis sådan noget, vi synes er spændende.”

Igen får Kristian Thulesen Dahl alting til at lyde ikke bare positivt, men som en ønskesituation. Hvis han måtte føle det anderledes, ville han ikke sige det.

Der er mange, der beskriver dig som meget kontrolleret, kan du genkende det?

”Det ved jeg ikke, om jeg er, men det er rigtigt, at jeg sjældent bliver så hidsig og opfarende, at jeg siger ting, jeg bagefter fortryder. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at bruge meget kraftfulde udtryk.”

Der er også mange, der siger, at du ikke virker ægte indigneret som Pia Kjærsgaard ...

”Jeg synes, det er en misforståelse, at man kun kan være indigneret, hvis man krænger de inderste følelser ud. Hvis jeg som i går sidder på RehabiliteringsCenter Dallund og hører på syv forskellige personer, der har haft kræft, så kan jeg godt mærke, at det betyder noget. Men det er korrekt, at jeg ikke viser det så meget, som andre ville vise det.”

Der er mange, der ikke rigtig synes, de kender dig, at du er lidt glat, at det er svært at komme ind under huden på dig …

”Jeg ved ikke helt, hvad det er, man skal ind under der. Jeg har hørt det før. Folk har det indtryk, at ’han må være en anden end den, han er.’ Men hvad nu, hvis jeg ikke er det? Jeg er, som jeg er, både når jeg har døren lukket til kontoret, og når den står åben. Jeg åbner ikke døren og siger: Nu er jeg den glatte Kristian, der taler pænt om alle og aldrig siger et bandeord, og nu lukker jeg døren, og så skal jeg bare bande og svovle. Grunden til, at jeg hviler så meget i mit arbejde, som jeg gør, og bruger så meget tid på det, uden at det giver mig søvnløse nætter, er jo fordi, det falder mig naturligt. Det er sådan, jeg er.”

I virkeligheden havde han sagt det før. Han er et politisk dyr.

 



KRISTIAN THULESEN DAHL

Født 30. juli 1969.

Gruppeformand for Dansk Folkeparti. Medstifter af partiet og med i gruppebestyrelsen.

Formand for Folketingets Finansudvalg.


Medlem af Folketinget siden 1994.

Cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet 1995.

Værnepligtig i Skive, herefter konstabel af reserven.

1991-95 landsformand for Fremskridtspartiets Ungdom.


Bor sammen med Berit, som han har kendt, siden de gik på Tørring Gymnasium. Sammen har de tre børn.

Medlem af byrådet i Vejle.

 



 SAGT OM KRISTIAN THULESEN DAHL


Peter Skaarup, partifælle:


”Han har lært at sms’e, men han har stadig ikke lært at føre folk ind i sin telefonbog, så når jeg midt i nogle forhandlinger skal sende en hurtig sms og venter på et hurtigt svar om noget konkret politisk, så kommer det altid: ”Hvem er du?”


”Han tager solarium. Det ved jeg, for jeg har engang mødt ham, lige da han kom ud af døren.”

 

Jens Rohde, tidl. politisk ordfører for Venstre. I dag direktør for TV2 Radio:


”Vi har holdt EU-debatter sammen i Venstre-forsamlinger. Og det var mig, der tabte. Stort. Han er sjov, han spreder begejstring. Han er aldrig nervøs, og han elsker simpelthen at optræde.”



LÆS OGSÅ At forstå et fænomen: Justin Bieber

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok