”Når vi vil ud med en historie, vil vi naturligvis gerne give den til det medie, som vi tror vil give den mest opmærksomhed. Og da det var Politiken, der havde skrevet om de lækkede oplysninger fra udlændingeudvalget, var det kun naturligt, at de også fik denne nyhed. De har i forvejen brugt en del energi på sagen, og derfor er det oplagt, at de også vil være interesserede i historien,” forklarer han.

Mark Thorsen bruger, som enhver anden dygtig spindoktor, meget tid på at pleje omgang med journalister. Han sætter sig ind i deres stofområder og forsøger at finde ud af, hvilke slags historier de interesserer sig for. Mindst en gang om ugen, og ofte flere, mødes han med Christiansborg-reportere til kaffe, og i sine mere end ti år på borgen har han ofte kunne ses på Toga Vinstue i Store Kirkestræde ved Højbro Plads i selskab med en flok politiske journalister.

”Jeg har en regel for mig selv om, at jeg gerne vil over på Christiansborg mindst én gang om dagen. Nogle gange har jeg et møde eller en bestemt sag, jeg gerne vil diskutere med en journalist, men det er ikke altid med et klart formål, når jeg går derover. Nogle gange går jeg bare en tur eller sætter mig ude i vandrehallen foran folketingssalen, og så møder jeg som regel nogen, jeg falder i snak med. Det kommer der ofte noget interessant ud af, og det er en god måde at holde fingeren på pulsen,” siger han.

Mark Thorsen har et venskabeligt forhold til mange af de politiske journalister på Christiansborg, og han er altid god for en kæk bemærkning, når han møder dem på gangene. Da TV2’s politiske redaktør Anders Langballe kommer forbi, mens Inger Støjberg er i samråd, flyver de sarkastiske bemærkninger frem og tilbage som mellem to venner, der har kendt hinanden i årevis. Men bag kaffemøderne og de sjove bemærkninger skal man ikke tage fejl af, at det handler om ”business”, som han siger. Og de mange timer i selskab med journalister betaler sig for Mark Thorsen, der altid ved, hvem han skal ringe til, hvis han har en god historie at sælge.

”I sidste ende er det en professionel relation. De vil gerne have nogle historier ud af mig, og jeg vil gerne have vores historier i avisen.”

Den særlige rådgiver er ministerens højre hånd og mest betroede medarbejder. Men selv om alle ministre arbejder tæt sammen med deres rådgivere, bliver Inger Støjberg og Mark Thorsens forhold ofte beskrevet som unikt på Christiansborg. Støjberg er Mark Thorsens chef, men også hans ven, og når de går side om side ned ad Christiansborgs gange, kan deres højrøstede latter og indforståede jokes ofte høres, længe inden de drejer om næste hjørne.

Under valgkampen i 2011 boede Mark Thorsen sågar tre uger hjemme hos Inger Støjbergs forældre i Jylland, da den daværende beskæftigelsesminister, som er opstillet i Skive, mente, at det ville være nemmere end at indlogere sig på hotel. Støjberg har efterfølgende fortalt Mark Thorsen, at hendes sindige jyske forældre oprindeligt var lidt tilbageholdende over for at skulle have ham boende i tre uger, men da de rullede ind på gårdspladsen, var det første, hendes mor sagde: ”Nå, Mark, hvad er så dine livretter?”

”Og så fik jeg ellers serveret alt, hvad jeg kunne drømme om tre uger i streg: Stegt flæsk, tarteletter, flæskesteg, og Ingers mor bagte pølsehorn til mig hver morgen, som jeg kunne tage med på arbejde. Jeg tror, at jeg tog fire kilo på i løbet af den valgkamp,” fortæller Mark Thorsen, der efter valgnederlaget valgte at fortsætte i Venstres Folketingsgruppe på Christiansborg som Inger Støjbergs tro væbner.

LÆS OGSÅ: Tidligere praktikant anklager Christiansborg-politikere for at skabe 'sexistisk og syg' arbejdskultur

På det tidspunkt havde han været hendes særlige rådgiver i to år. Men de to var allerede begyndt at arbejde tæt sammen i 2007. Efter at have været studentermedhjælper i Venstres politisk-økonomiske sekretariat ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet i to år, blev Mark Thorsen tilbudt et barselsvikariat som fagkonsulent på familie- og forbrugerområdet, som Inger Støjberg var ordfører for. Og samarbejdet fungerede så godt, at Støjberg fortsatte med at sparre med Mark Thorsen, efter hun blev politisk ordfører, selv om han som fagkonsulent reelt kun måtte rådgive hende inden for sit eget område.

Inger Støjberg og Mark Thorsen fandt hurtigt ud af, at de så ens på tingene politisk, og at de begge havde en tilgang til deres arbejde, som var seriøs uden at være selvhøjtidelig. Hvis der var en dårlig sag, hvor Inger Støjberg fik kritik, kunne han godt møde ind på kontoret og sige: ”Det går godt nok ad helvede til, hvad?” og så grinte de begge ad det. Når Mark Thorsen skal beskrive deres måde at arbejde på, plejer han at sige, at de tager deres arbejde, men ikke dem selv alvorligt.

”Jeg kan være meget ærlig over for Inger og sige, hvis jeg er uenig med hende, eller hvis en sag er gået skævt, uden at hun tager det personligt. Samtidig er hun enormt tydelig i sin politik og måde at kommunikere på, og det gør det nemmere for mig at rådgive hende,” siger han.

Sent om aftenen 27. maj 2009 efter Folketingets afslutningsdebat, der havde varet i 12 timer, sad Inger Støjberg og Mark Thorsen sammen og spiste pizza. Knap to måneder forinden var Støjberg blevet udnævnt til beskæftigelses- og ligestillingsminister, men hun havde endnu ikke ansat en spindoktor, og under måltidet fortalte hun Mark Thorsen, at der var noget, hun gerne ville spørge om: Inger Støjberg ville vide, om han var interesseret i at komme med over i ministeriet og blive hendes rådgiver. For Mark Thorsen var det et drømmejob, og selv om han bad Støjberg om tid til at tænke over hendes tilbud, var han ikke i tvivl.

”Jeg svarede, at jeg skulle sove på det, velvidende at jeg ville sige ja – og så svarede jeg Inger kl. otte næste morgen,” fortæller Mark Thorsen.

Modsat mange af de andre spindoktorer på Christiansborg havde han ingen presseerfaring, da han tiltrådte som særlig rådgiver for Inger Støjberg. Det var en udfordring for den blot 26-årige Venstremand, der måtte arbejde hårdt for at opbygge et netværk blandt de politiske journalister og lære mediebranchens grundlæggende regler – som hvem man skal ringe til, hvis man vil have noget i TV Avisen, eller hvad det vil sige at tale til baggrund (uden for citat). Til gengæld var den selverklærede politiske nørd på hjemmebane, når det kom til den politiske rådgivning. Mark Thorsen bliver beskrevet som en klæbehjerne, der kender Venstres principprogram ned til mindste detalje, og ofte er det ham, partiets folketingsmedlemmer ringer til, hvis der er noget, de er i tvivl om. Alligevel beskriver han den første tid i beskæftigelsesministeriet som overvældende.

”Det var en kæmpe udfordring at sidde over for garvede embedsmænd, der måske havde arbejdet i ministeriet i 20 år. Første gang jeg skulle sige departementschefen imod, krævede det lidt overvindelse. Jeg skulle lige suge lidt luft ind i maven, inden jeg sagde: ’Det er jeg simpelthen ikke enig i.’”

11 dage efter samrådet er der ikke længere nogen på Christiansborg, der taler om kontroversielle imam-udtalelser og lækkede oplysninger fra udlændingeudvalget. Men det er stadig Inger Støjberg, der trækker overskrifterne. De seneste dage har Politiken kørt en historie om, at Støjberg i februar 2016 gav en ulovlig ordre til Udlændingestyrelsen om at adskille unge asylpar – de såkaldte barnebrude. Og ifølge avisens oplysninger var hun blevet advaret på forhånd af sine embedsmænd, men valgte at give ordren alligevel.

Hvis Mark Thorsen er presset af sagen om barnebrudene, der af flere iagttagere betragtes som særdeles alvorlig for Inger Støjberg, skjuler han det godt, da han tager imod uden for Integrationsministeriet på Slothsholmsgade. Han blev orienteret om historien, et par dage inden Politiken bragte den på forsiden, så den kom ikke som et chok, og så er det i øvrigt langt fra første gang, at hans chef har været i modvind som udlændinge- og integrationsminister.

Inger Støjberg er meget aktiv på Facebook, hvor hun ofte kommer med politiske markeringer, og det er ikke unormalt, at hendes opslag når ud til tre-fire gange så mange mennesker, end det ville i en avis. Derfor er der visse udmeldinger, hun og Mark Thorsen serverer direkte til vælgerne, fx da de 14. marts besluttede sig for at markere stramning nummer 50 på udlændingeområdet i Inger Støjbergs tid som minister. Et opslag, der endte med at få 2,5 millioner visninger.

”Idéen til kagebilledet opstod mellem Inger og jeg, og ønsket var at markere den milepæl, at vi havde fået vedtaget 50 stykker lovgivning. Både Inger og regeringen er gået til valg på at stramme udlændingepolitikken, og derfor følte vi, at det var på sin plads at vise, at vi var nået et langt stykke med at indfri det løfte,” forklarer Mark Thorsen.

”Det gjorde vi med en kage, der fik væsentligt mere eksponering, end vi havde regnet med. Vi havde ikke forudset, at det ville give de mange negative reaktioner, som det gjorde.”

Der var mange, der mente, at det var en dårlig sag for regeringen og for Venstre. Var det en fejl at lægge billedet op?

”Det var ikke meningen, at der var nogen, der skulle tage anstød af det på den måde, de gjorde. Og mere er der nok ikke at sige om det.”

Opnåede I det, I gerne ville med opslaget?

”Ønsket var jo at sætte fokus på, at der var lavet 50 stramninger, og den del må man sige lykkedes.”

Går I nogle gange bevidst efter at provokere med jeres udmeldinger for at få omtale? 

”Nej, det er aldrig et selvstændigt mål. Men udlændingepolitik er noget, folk har meget stærke holdninger til, og derfor vil det ofte afføde kritiske reaktioner, når man melder noget ud. Hvis vi skulle navigere efter, at ingen måtte blive sure, kunne vi ikke sige ret meget. Men både Inger og jeg er selvfølgelig klar over, når vi kommer med en udmelding, der kan være provokerende for nogle.”

Mark Thorsens kontor i Integrationsministeriet er lille og sparsomt indrettet med et skrivebord, en kommode og et bord med to stole. På opslagstavlen over skrivebordet hænger avisudklip fra BT, Ekstra Bladet, Berlingske og i midten en dobbeltside fra Jyllands-Posten med overskriften ”Da udlændinge satte en bremse for vælgernes flugt fra blå blok” om udlændingepolitikkens betydning for Venstres valgsejr i 2015. Mark Thorsen har gemt artiklen for at minde sig selv om, at det område, som han og Inger Støjberg arbejder med hver dag, er et område, der kan afgøre valg.

På den modsatte væg hænger to sort-hvide portrætter side om side. Det ene forestiller den forhenværende britiske premierminister Margaret Thatcher, det andet en smilende Ronald Reagan, der var USA’s præsident fra 1981-1989.

”De holder mig på rette kurs,” siger Mark Thorsen og smiler. 

Reagan er Mark Thorsens politiske idol. Han er medlem af Det Danske Ronald Reagan-selskab, som Uffe Ellemann-Jensen, Lykke Friis og Søren Pind, der er foreningens præsident, stiftede i 2011. Hvert år på Ronald Reagans fødselsdag mødes de til middag og holder skåltaler for den afdøde eks-præsident, og så arbejder selskabet for at få opkaldt en plads i København efter deres helt. Men Mark Thorsen gør sig ingen forhåbninger om, at det vil lykkes dem at overtale teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten lige foreløbig. 

Han kan ikke huske, præcis hvorfor han blev liberal, men én ting er sikkert: Han har ikke fået sine politiske holdninger med hjemmefra. Mark Thorsen beskriver sin mor som ”lidt hippie-agtig”, og han er opdraget med masser af frihed, men også med at man skal tage ansvar for sig selv. Når han efterrationaliserer, kommer han frem til, at det formentlig er i det princip, at hans politiske overbevisning har sit udspring. En overbevisning, som han på langt de fleste punkter deler med sin minister.

Kan det ikke blive for ensporet, hvis du som spindoktor altid har de samme holdninger som ministeren? 

”Jeg tror, at der kan være både fordele og ulemper ved, at rådgiveren og politikeren har nogenlunde de samme holdninger – ligesom der kan være både fordele og ulemper ved, at de ser forskelligt på tingene. Det er klart, at man kan give et anderledes modspil, hvis man rent faktisk er helt uenig, men på den anden side, vurderer jeg, at det gavner mig i mit daglige arbejde, at jeg forstår, hvordan Inger tænker, og at vi er på nogenlunde samme linje. Jeg har fuld respekt for dem, der rådgiver politikere, som de er uenige med, og jeg er sikker på, at man kan være en lige så god – eller måske endda bedre – rådgiver, hvis man har forskellige politiske synspunkter, men jeg har det bedst med, at jeg kan se mig selv i det, jeg laver, særligt når jeg bruger så meget tid på det, som jeg gør.”

Kan det være en ulempe, at du selv er Venstre-mand ind til benet og er personligt investeret i projektet? Er der ikke en risiko for blinde vinkler?

”Jeg er glad for, at jeg er passioneret omkring mit job, og det oplever jeg ikke som en svaghed i det daglige arbejde. Men man kan da sikkert godt finde eksempler, hvor jeg kunne have vurderet en sag anderledes, hvis jeg ikke var personligt investeret i mit job.”

Du er også mere synlig end de fleste andre særlige rådgivere, og bl.a. er du meget aktiv på Twitter, hvor du ofte diskuterer med journalister og andre politikere. Hvilke tanker gør du dig om din fremtrædende rolle?

”Der er mange myter om, hvad særlige rådgivere eller spindoktorer er, og det prøver jeg at gøre lidt op med ved at fortælle om mit job. Jeg er ikke en eller anden skyggemand med enorm magt, der trækker i alle trådene i kulissen og bestiller lejemord i frokostpausen som i ’Kongekabale’. Og så er lige netop Twitter et sted, hvor næsten alle landets politiske journalister er, og derfor synes jeg også, at det er naturligt for mig at være til stede der. Når Inger ikke selv er på Twitter, kan jeg udfylde en rolle der, fx hvis der opstår misforståelser.”

Kan du ikke risikere at komme til at fylde for meget?

”I forhold til Inger? Det, tror jeg, er svært.” 

Da interviewet er slut, rejser Mark Thorsen sig fra bordet, som Reagan og Thatcher hænger og våger over, og forlader det lille kontor. Han siger farvel og drejer ned ad gangen i retning af ministerkontoret. Få sekunder efter har mobiltelefonen igen fundet vej fra jakkelommen til hans højre hånd. Der er hele tiden nye opkald, der skal besvares.

LÆS OGSÅ: Christiansborg-digter Knud Brix om de hektiske døgn i mediemøllen: ”Det skal fandeme ikke hedde sig, at jeg ikke tør stille op.”

LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."

LÆS OGSÅ: Politiske dynastier i Danmark: "Navnet er en genvej ind i politik"