På de fleste solrige dage går man direkte ind i en klump af mennesker, når man kommer op ad den smalle trappe fra subway-stationen West 4th Street i New York.
Lyden af råbende mandestemmer og bolde, der bliver driblet mod jorden, giver en idé om, at der foregår noget bag de 50 folk, der er stoppet op på fortovet, men det kan være svært at se præcist, hvad de kigger på.
Får man kantet sig igennem kødranden af tilskuere, kommer man til indgangen til et bur med den basketbane, der over de seneste årtier har opnået legendarisk status både i basketverdenen, for de lokale i New York og blandt de tilrejsende turister.
Banen er en smule mindre end dem, man kender fra normale sportshaller, og fra hver sidelinje er der en halv meters afstand til det omkringliggende bur. Her står der også tilskuere, men hvor folk udenfor er klædt i alt fra jakkesæt til træningstøj, er dresscoden inden for hegnet anderledes strømlinet.
Farvestrålende basketsko, knælange shorts, og t-shirts. På sidelinjen sidder tre mørke midaldrende mænd i hver deres campingstol mellem de yngre spillere, der venter på deres tur til at komme på banen. De tre mænd deler en ostepizza på størrelse med hjulet på en lastbil, og de er tydeligt begejstrede for at være i frontlinjen, når det gælder om at råbe jokes og kommentarer mod banen.
Tilråbene kommer fra alle sider, mens spillet på banen bølger frem og tilbage, men pludselig stopper larmen. To mænd, begge over 1.90 og brede som dørmænd, løber frontalt ind i hinanden. Den ene farer op i hovedet på den anden og råber af sine lungers fulde kraft:
“Fuck! Get yo fat ass outta here!”
I to sekunder føles det, som om alle tilskuere holder vejret. Pludselig bryder en høj skraldlatter stilheden. Den starter hos de tre mænd med familiepizzaen og breder sig til resten af buret, før spillet fortsætter. De to stridshaner får high-fives fra sidelinjen, mens tilskuerne ude på fortovet så småt begynder at le og kigger mistroisk på hinanden.
Banen midt i West Village hedder officielt The Court on West 4th Street, men er bedre kendt som The Cage. Det er frit for alle at stoppe op og kigge på kampene, men det giver kun en snert af indsigt i det, der foregår, når man træder ind i buret.
Livet på en af verdens mest berømte streetbasketbaner er nemlig et parallelsamfund med sine helt egne helte og autoriteter, hvor gadesport kan blive til en levevej, og hvor nogle af dem, der mangler et sikkerhedsnet i det amerikanske samfund, kan finde tryghed.
Siden åbningen af parken i 1935 er The Cage blevet en basketballinstitution i New York. Banen er blevet portrætteret i film, reklamer og videospil, og utallige professionelle basketspillere har spillet her. Beliggenheden midt i West Village gør desuden, at stedet i sig selv er blevet en turistattraktion.
Byens mest berømte professionelle basketballhold, New York Knicks, har finansieret den seneste renovering, der blev færdig i 2015 og gav basketbanen et mørkeblåt og orange underlag samt nye kurve.
Kommer man i The Cage på en sommerdag, kan man lugte, at underlaget er lavet af gummi, der bliver varmet op i solen. Blandet med lugten af billig aftershave, baggrundsstøjen af sirener og bilhorn samt følelsen af, at publikum ser med fra gaden, får man fornemmelsen af at være trådt ind i en karikeret film om streetbasket, og kulissen har været med til at få The Cage til at udmærke sig blandt New Yorks mere end 100 udendørs basketbaner.
I mange andre parker kan man også dagligt møde uanmeldt op og spille med fremmede, men denne bane har en særlig tiltrækningskraft.
“Der er ingenting som denne park. Alle typer folk kommer her for at spille. Du har folk fra Brooklyn, Queens, Staten Island, Jersey. Du har folk, der bare har hørt om parken, der gerne vil prøve at spille her. Sådan er det ikke nogen andre steder i byen. Og hvis du ikke har lyst til at spille, kan du bare hænge ud,” siger Sherman ’Sherm-Ice’ Anthony, der begyndte at spille i The Cage for 33 år siden.
Sherman 'Sherm-Ice' Anthony
I dag bor han i Atlanta, men hans forhold til lige præcis denne bane får ham til at tage tilbage til New York hver sommer, hvor han bruger flere timer i buret hver dag og afholder en årlig turnering. Han fortæller, at der gennem tiden ofte er professionelle spillere, der har spillet med.
Et af de kendte ansigter i basketverdenen, der har lagt sin vej forbi denne sommer, er Mani Love. Den 30-årige amerikaner er dværg, men samtidig så god til basket, at han sagtens kan spille i almindelige kampe.
Fordi han flere gange har ydmyget væsentligt større folk på basketbanen, er han blevet et fænomen på YouTube, og efter flere millioner visninger, har han nu fået et job hos showholdet Court Kingz, der rejser over hele verden. Med et par ugers ferie i New York over sommeren, er The Cage det oplagte sted for ham at spille.
“Der er kampe konstant her. Andre steder skal man vente på, at der kommer kampe senere på dagen, men her kan jeg spille, når jeg vil,” siger han.
Mani Love
Det er dog ikke alle, der som Mani Love bare får lov til at spille. Som udgangspunkt er reglen i streetbasket, at vinderen bliver ved med at spille, og at udfordrere kan kalde ’next’, hvilket vil sige, at man spiller mod vinderen. På en så populær bane som denne, er der dog nødt til at være en person til at holde styr på listen over, hvem der har next, next efter det og så videre.
I hjørnet af The Cage sidder en to meter høj og hærdebred gråhåret mørk mand med solbriller på i en gammel kontorstol. Han læner sig tilbage og ser kampen, men vender sig pludselig mod en fyr i slutningen af 20’erne, der sidder foroverbøjet og hænger på en stol ved siden af ham.
“Lad være med at ødelægge min stol, boy,” siger han med en rusten stemme på tykt amerikansk uden at trække på smilebåndet.
Den unge mand på stolen kigger forskrækket og sætter sig ret op. Et par minutter senere kommer en fyr på omtrent samme alder over til kontorstolen:
“Worthy, hvornår har jeg ’next’?”
“Se den her liste! Tror du bare, at jeg kan lade dig springe alle de andre over? Shiit!,” kommer svaret prompte, mens et gammelt stykke pap med håndskrevne navne bliver vist demonstrativt frem.
Manden i kontorstolen er ikke hvem som helst. Keith Nash eller ’Worthy’, som alle kalder ham, er en form for borgmester i The Cage. Han er ved banen fra formiddag til aften hver dag. Jobbet giver ingen løn ud over pizza og McDonald’s-mad fra hans venner og folk, der prøver at komme forrest i køen til at spille.
Keith Nash aka. 'Worthy'
Bestikkelsen kan være nødvendig, da det ikke er alle, der overhovedet får lov til at komme på banen, eftersom Worthy vurderer, om folk er egnede på faktorer, der blander basketballevner med nepotisme.
Altså: Hvis man har vist, at man virkelig kan spille, kan man komme på listen, og hvis man kender folk i The Cage, er det endnu bedre. Selv om der primært er mandlige afroamerikanske spillere på banen, er der også enkelte hvide, latinamerikanske og asiatiske stamspillere. Og et par kvinder. Med andre ord handler det ikke om dit udseende eller køn, men primært at være på god fod med folk som Worthy, der har noget at skulle have sagt.
Hverken den ulønnede borgmester eller spillerne brokker sig dog over systemet. Nogen skal jo styre det væld af mennesker, der hver dag vil prøve at komme på banen.
Jobbet har 51-årige Worthy med sine egne ord fået, fordi han var ’på det rette sted, på det rette tidspunkt’ – at dømme ud fra den mængde tid, han bruger på banen, kunne det imidlertid også være, fordi han er blevet ved med at dukke op hver evig eneste dag, siden han begyndte at spille her for 26 år siden. I dag er han en af de legender, der sætter reglerne i buret.
Regelsættet i The Cage er klart: Man følger ’next’-listen, bolden er ikke ude, med mindre den rører buret i siderne eller hopper langt bag baglinjen, man spiller til 12, og man får et point for alle scoringer – også bag trepointlinjen.
Det er legenderne på stedet, der har bestemt reglerne, og selv om ingen rigtigt kan afgrænse klart, hvem klubben af legender består af, er der tre centrale karakterer, der dukker op hver dag: Worthy, Sherm-Ice og 50-årige Angelo ’Doc’ Velasquez.
Sherm-Ice er for det meste klædt i sort med store solbriller og bagvendt kasket. Doc er mere flamboyant i sit tøj, der sagtens kan bestå af kridhvide sneakers, militærbukser og en splinterny t-shirt.
De to har til daglig travlt med henholdsvis familieliv og arbejde i Atlanta og en musikkarriere, der kræver, at Doc rejser meget, så det er uden tvivl Worthy, der bruger mest tid på banen. Selv om hans tøj ofte er hullet, sørger han for at være farvekoordineret fra top til tå, og han har en bravado som en sværvægtsbokser. Et karaktertræk, der er fælles for de tre legender.
Nok er deres liv i hverdagen meget forskellige, men alligevel hænger de tre legender sammen som brødre, når de mødes i The Cage. Når de taler om hinanden, er det i storladne vendinger og altid kun ved hinandens kælenavne – et tegn på status i streetbasketkulturen.
“Du kan komme til West 4th Street og få et navn, men du kan kun få et navn, hvis du kan spille,” fortæller Doc.
Navnet Doc kommer sig af, at han i sine unge dage spillede som den legendariske Julius ’Dr. J’ Erving. Worthy fik sit navn ved at spille som NBA-spilleren James Worthy, og Sherm-Ice er selvsagt kold som is. Nogle af de yngre spillere har fået navne som Superman (fordi han flyver rundt på banen), Kill Bill (fordi han dræber sine modstandere) og Face (fordi han aldrig smiler).
Selv om legenderne ikke længere helt lever op til deres kælenavne hænger de ved. Fra tid til anden spiller de, men for det meste spiser de pizza og snakker.
Mens snakken går på sidelinjen, er der på banen opstået uenighed om, hvem der skal have bolden. Spillerne diskuterer højlydt, og efter 10 minutter er det svært at se, hvordan det skal stoppe. To store mænd står og råber ad hinanden, mens en mindre spiller slår ud med armene og råber forbandelser og argumenter ud mod gaden, nærmest som om han skændes med sig selv.
Doc, Worthy og Sherm-Ice stopper deres samtale og vender opmærksomheden mod banen. De råber buret op, mens de peger på en af spillerne:
“Stop så! Det er din bold.”
Modstanderholdet protesterer en smule, men kort tid efter er spillet i gang igen. Skænderier er et så regelmæssigt indslag, at en kamp sagtens kan have et kvarters pause hvert tiende minut. Tit ser det ud til, at der skal til at opstå en slåskamp, men det sker næsten aldrig, at et skænderi får lov til at komme så langt.
Flere tilskuere og spillere fortæller, at der næsten er lige så stor attraktionsværdi i at se folk mundhugges som selve basketspillet. De gode fornærmelser kan desuden sagtens komme fra dem, der sidder ved siden af banen.
Efter legenderne har fået spillet i gang igen, sætter de sig tilbage med deres sædvanlige kæmpepizza. Sherm-Ice kigger op på en ældre spiller med en pjusket afro og to manglende fortænder og råber:
“Kom og tag et stykke pizza. Jeg blender det til dig, så du kan drikke det som en milkshake!”
Publikum omkring griner højt. Den tandløse mand kigger op og griner tilbage:
“Jeg vil gerne have noget, efter jeg er kommet tilbage fra at hente din mor fra fængslet!”
Den hårde tone bliver leveret med et smil, og hvis en joke ikke får en tilfredsstillende reaktion, bliver den bare gentaget i et højere toneleje. Både på og ved siden af banen bliver der kæmpet for at tilfredsstille publikum.
“Du får ikke den samme fornemmelse nogen andre steder, som du gør her. Der er altid et publikum, der ser på dig herude. Du føler dig værdsat, når du gør noget godt. Og hvis du gør noget dårligt, skal tilskuerne ved hegnet nok lade dig høre for det. Det er cool og inkarneret New York,” siger Doc.
Tilskuerne på fortovet kan sagtens være mere end turister på udkig efter en autentisk New York-oplevelse. Der svirrer rygter om, at flere universiteter sender talentspejdere forbi for at finde nye talenter, og i 1990’erne blev Doc, Sherm-Ice og en gruppe andre spillere rekrutteret direkte fra banen til en turné, hvor de blandt andet spillede mod et hold af afrikanske basketballspillere i Tunesien og europæiske spillere i Tyskland.
Andre berømte streetbasketbaner
Rucker Park, Harlem
Den anden af de to store streetbasketbaner i New York. Rucker Park er i højere grad en bane for kendere end the cage, da den er placeret så langt uptown i Harlem, at det er de færreste, der kommer forbi ved et tilfælde. Til gengæld udmærker banen sig ved at holde højt profilerede turneringer, hvor flere af nutidens NBA-stjerner har for vane at spille med i løbet af sommeren.
Venice Beach, Los Angeles
Sydcaliforniens klima gør det muligt at spille streetbasket året rundt, og den meste berømte bane på Vestkysten ligger lige ud til Stillehavet ved den farverig promenade Venice Beach. Både professionelle og amatører spiller på banen, der har fået masser af tid i rampelyset. Blandt andet er den blevet brugt som scene i storfilm som ’Hvide mænd kan ikke dunke’ og ’American History X’.
Pigalle Duperré, Paris
Frankrigs mest prominente streetbasketbane lige nu har ikke en lang historie, til gengæld er den formentlig den mest Instagram-venlige bane i verden. Det er tøjmærket Pigalle, der i samarbejde med det kreative kollektiv Ill-Studio har lavet en bane mellem to bygninger i niende arrondissement i Paris. Oprindeligt blev banen lavet i 2009, men i 2015 blev den renoveret og fik sit særlige farverige udtryk.
På den helt store skala begyndte NBA-spillere som Anthony Mason og Smush Parker i sin tid deres karrierer med at fremvise deres talenter her på banen.
“Man ved aldrig, hvem der står derude og kigger. Talentspejderen kommer stadig herud fra tid til anden,” siger Worthy.
Det er til gengæld ikke nemt at være overlegen på banen, hvor der bliver gjort en dyd ud af at spille hårdt. Mottoet ’We don’t ball, we battle’ er skrevet på både t-shirts og hatte, som legenderne har fået produceret og deler ud til folk, der efter deres mening fortjener det.
En del af det, man skal gøre for at fortjene det, er at spille uden at brokke sig. Det er nemlig tit, at spillere må tage nogle tæsk på banen i en sådan grad, at der ville blive dømt fejl, hvis det var sket i en hvilken som helst anden kamp.
“Noget af det, jeg har lært herude, er at blive fejlet ofte. Forskellen mellem det her sted og andre steder er, at folk fejler dig, og så spiller de bare videre,” fortæller 31-årige Jaeyshan Quinones, der til daglig arbejder som vicevært og har spillet her flere dage om ugen i halvandet år.
Uanset hvor hårdt spillet og tonen bliver, er der dog for det meste fred og let til latter ved siden af banen. De omkring 30 stamspillere, der kommer næsten hver dag, er folk fra teenagealderen til sidst i 50’erne, og de gør en dyd ud af at hjælpe hinanden både økonomisk og mentalt.
“Når du kommer her og spiller, er det en befrielse – uanset om du står uden job eller noget andet. Da World Trade Center faldt, tog vi herned og spillede lige bagefter for at have noget godt at fokusere på. Det handler om familie,” fortæller Doc.
Sådan et fællesskab er der hårdt brug for i det amerikanske samfund, mener den 27-årige kvinde Logan Lawrence, der sjældent spiller, men alligevel nyder at hænge ud i buret.
“De her fyre har hver deres måde at tjene penge på, og de hjælper hinanden på den ene eller den anden måde. Sherman har sin turnering, juicemanden kommer og sælger juice og sandwiches, og alle sørger for at støtte op. Og henover sommeren har du et sted, hvor unge kan gå hen, så det hjælper med at få dem væk fra gadehjørnet.”
Fællesskabet omkring banen får hende til at komme tilbage på dagligt basis.
“Det er næsten ligesom barbershoppen for afroamerikanske mænd. Bortset fra, at hvis jeg satte mig i en barbershop, ville folk synes, det var underligt, fordi jeg er en kvinde. Her griner de bare og lader mig være med,” siger hun og tilføjer:
“Alle her har et liv uden for buret, men når vi er her, er vi bare en stor glad gruppe.”
På solrige dage er både buret og fortovet fyldt. På dage med regn er der ikke et publikum på fortovet, men man kan stadig finde en gruppe af de inkarnerede spillere på banen.
En overskyet dag er der gang i en kamp, da det begynder at regne. Efter 10 minutter er banen blevet våd og glat.
“Kampen er slut!” råber Worthy og stopper kampen for at undgå skader.
De enkelte tilskuere, der stod uden for buret, forsvinder for at finde ly for regnen. I The Cage hjælpes Doc, Sherm-Ice, Worthy og 10 af de sædvanlige spillere ad med at få stolene ind i et lille plasticskur, de har bygget til formålet ved siden af banen.
Efterfølgende trækker de sammen under et stort træ, hvis krone dækker en del af banen. Regnen stilner af og bliver til støvregn, og i stedet for at gå hjem, stiller gruppen sig ind midt på banen, mens de snakker om et nyt par Jordan-sneakers, Doc har fået, og godmodigt sviner hinanden til.'
LÆS OGSÅ: Se verdens bedste basketballskud: Han scorer fra 180 meters højde
LÆS OGSÅ: Nike hylder LeBron James og stjernerne, der kom ud af ingenting
