Thailændere er venlige, imødekommende og grinende. Det er det billede, mange af de 150.000 danskere, der hvert år tager til  landet, har med sig hjem. Men under den smilende overflade tiltrækker Thailand millioner af sexsøgende mænd og er sandsynligvis det land i verden med flest prostituerede – selv om prostitution er forbudt. Jens Vilstrup tog til Pattaya i jagten på en forklaring.

DE HØJE, GENERTE GRIN kan ikke blive mere ægte. Bag en parkeret pickup-truck på Pattaya Beach Road, hvis solglimtende lad er fyldt med blå vanddunke, står en gruppe plaskvåde thailændere og fniser så højt, at man næsten kan høre Thailands tusindårige blufærdighedskultur. Det er songkran, thailandsk nytår, det er lige blevet år 2553, og det fejres ved, at alle sprøjter litervis af vand på hinanden. Gruppen bag pickup-trucken har netop ramt en yngre, vestligt udseende pige med vandpistoler og hældeskåle. Hun prøver tappert at gå videre, men vandet har gjort hendes T-shirt fuldkommen våd. Hun har ikke bh på, og de bomuldsklistrede konturer af hendes blege bryster og mørke brystvorter stritter gennem stoffet. Og de er flade af grin over synet, thaierne, mænd såvel som kvinder, de kan slet ikke komme sig, det er det sjoveste, de nogensinde har set.

Selv er thaierne lige så våde, men pigerne har stramme bh’er på under deres våde, løsthængende T-shirts, mens mændene er i shorts, der intet afslører, uanset hvor våde de bliver. På stranden, lige ved siden af, går thaierne af samme grund i vandet fuldt påklædt. Det er ikke bare ekstremt pinligt offentligt at vise seksuelle dele af sin krop frem i Thailand, det er også forbudt med hårde straffe til følge.

500 METER LÆNGERE nede ad gaden, på Walking Street, gågaden, der er Pattayas seksuelle pulsåre, brænder den thailandske dobbeltmoral for fuldt blus. Hundredvis af neonskilte tilbyder sex i alle afskygninger og blander sig i en hedonistisk, audiovisuel cocktail med gadelarmen fra de mange konkurrerende højttalere.

Bag en gadeoptrædende thai-cowboy med Stetson-hat, jakkefrynser og sporer på sine westernstøvler står en ældre tandløs thai-kvinde og prøver med en lamineret menu i hånden at lokke med et live fuck show på ’Girls Bar’. Thai-cowboyen tager tre brændende cigaretter ind i munden, og hun følger med op ad en trappe, hvor man øverst oppe betaler 500 baht (ca. 85 kr.) for indgang plus en øl.

Indenfor på ’Girls Bar’ er der en aflang scene i midten. Hele vejen rundt om på høje sæder sidder enlige mænd, japanske tandbøjle-teenagere af begge køn, ældre faranger med deres thai-kærester, russiske mænd, russiske ægtepar og muslimske mænd, der sidder med hinanden i hånden eller med armene om hinandens skuldre. Hele vejen hen til det bord, man får anvist, bliver man som mandlig gæst raget hårdt i skridtet af barens mange hostesses.

Især til russernes jubel er en ældre, afdanket thai-kvinde oppe på scenen i gang med at hive en lang snor monteret med dusinvis af skarpe, gammeldags barberblade ud mellem sine blottede skamlæber. Bagefter samler hun penge ind for sin optræden, mens hun lader gæsterne mærke, hvor knivskarpe barberbladene er. En fuld, midaldrende og højtråbende russisk mand er særlig ivrig. Hans russiske kone prøver smilende, men forgæves, at dæmpe ham, da han hårdt slår den optrædende kvinde i røven. Lidt efter kigger de ca. 100 gæsters øjne fascinerede op på scenen som til et søløve-show i zoologisk have. En anden thaikvinde har lagt sig ned på scenegulvet med et langt, rødt pusterør stikkende ud af sin nøgne kønsdel.


En farang er på thai en person fra Vesten. Farang i sig selv er ikke negativt. Farang keenok er en vesterlænding, der ikke er til at stole på, mens farang khi nok er en nærig vesterlænding. Ordet kommer sandsynligvis fra den thailandske udtale af ’français’, som er farangset. Franskmændene var nogle af de første europæere i regionen. Farang også er det thailandske ord for guavafrugten, hvis frugtkød er hvidt, rødt, pink og gul.

I FORVEJEN HAR en del af gæsterne fået udleveret oppustede balloner i snore, som de troskyldigt sidder og holder i hænderne. På scenen gør den nøgne kvinde nogle små hårde, hurtige ryk med underlivet. Ud skyder hun pile, der punkterer de balloner, gæsterne holder i hænderne. Knaldene fra de punkterede balloner drukner næsten i den øresønderrivende højttaler-larm af Ricky Martin, der synger: ’She bangs, she bangs’.

Hvis nogen af gæsterne, Buddha forbyde det, alligevel skulle kede sig, vandrer en flok bundløse bartenderinder samtidig  rundt foran gæsterne med fodbolddommerfløjter stukket godt op i fissen. Karnevalsagtigt siger fløjterne ’pfuiihhh’, ’pfuiihhh’, hver gang kvinderne tager et skridt.

På scenen kommer en anden kvinde, hun kan tage kapslen af en colaflaske ved at klemme sine skamlæber omkring den. Den ene af tre grinende englændere har købt sig en spiller. En lille thai-kvinde lægger sig på knæ under et af de stålborde, der er monteret foran de høje sæder. Inde i hans løstsiddende shorts river og flår hun ihærdigt i hans kønsdel. Der er ikke meget plads dernede, så selv om hun er lille, bliver hendes hoved tvunget hårdt på skrå af stålbordet.

Englænderen kommer med et saligt smil, så skal de tre venner videre, men nej, vent, siger en af dem, prøv at se: Gennem en glasrude i gulvet i lokalets bagerste ende kan man i etagen under se en fedladen, bleg mand i bar overkrop blive tævet godt igennem af tre ivrige, helt nøgne thai-kvinder med hver deres gule, svømmehals-agtige skumgummistænger i hænderne.

”Spank you very much,” griner en af englænderne, mens lignende skumgummistænger bliver delt ud blandt publikum. Den russiske mand, der før ville røre ved barberbladene, vil virkelig gerne have fat i en af stængerne. Det lykkes. Mens han skriger uforståelige sætninger på russisk, løber han som en gal rundt om scenen og pisker de piger, der nu optræder ved at danse nøgne.

Lidt efter tømmes scenen for optrædende, kun en pige bliver tilbage, hun komplimenteres af en nøgen mand, hvis lem hun tager i munden. Snart efter er de to godt i gang med at have samleje fra alle tænkelige vinkler. Publikum skal jo kunne følge med. Den fulde russiske mands kone formår stadig ikke at bremse sin mand, da han atter rejser sig med sin skumgummistang og tæver alt, hvad han har lært, løs på parret. Han holder først inde, da de bundløse, fissefløjtende bartenderinder omringer og stopper ham.

Da parret på scenen er færdige, forsvinder kvinden, og thai-manden rejser sig. Men showet er ikke forbi. Thai-manden går hen til den del af scenen, der i mellemtiden er blevet strøet med glasskår. Med sit endnu stive organ lægger han sig oven på glasskårene og ’knepper’ dem.

Fortsættes på de følgende sider...

THAILAND ER SANDSYNLIGVIS både det land i verden med det højeste antal prostituerede og den tyndeste fernis af dobbeltmoral til at skjule det. Nedenunder det berømte, generte thailandske smil gemmer sig en verden, hvor millioner af først og fremmest kvinder – men også mænd – sælger deres kroppe for at opretholde en tilværelse for sig selv og deres familier. Alligevel er prostitution forbudt ved lov i landet.

Spørger man Noi Apisuk, der i Bangkok er direktør for Empower – den ældste og største organisation i Thailand, som taler sexarbejdernes sag – er prostitution bestemt ikke accepteret i Thailand. Som hun siger: ”Politikerne, ligesom kunderne, elsker os om natten, men vil ikke kendes ved os om dagen. Blandt thaimændene har det op gennem historien altid været accepteret at gå på bordel. Men de accepterer ikke os, der arbejder der.”

På spørgsmålet om, hvor mange sexarbejdere, hun tror, der findes i landet, kommer hun med et svar, der strutter af typisk thailandsk dobbelttydighed: ”How many noodle sellers in Thailand? Nobody knows. Why so many? People like noodles. Thailand er berømt for sine sexede, smukke kvinder. Og millioner af mænd sparer penge op hvert år for at komme her. Hvis de mænd kom til Thailand for at se vandfald eller templer, ville vi gøre vores yderste for at vise dem det.”

Andre har dog forsøgt at lave en opgørelse. Professor Nitet Tinnakul fra Chulalongkorn University lavede i 2004 en undersøgelse på området og kom frem til, at der dengang fandtes 2,8 mio. sexarbejdere i Thailand. Både Empower og en anden thailandsk sexarbejder-organisation, SWING, Service Workers In Group, slår fast, at det antal bestemt ikke er blevet mindre siden da.

Ud af en befolkning på ca. 62 mio. sælger – mindst – 4 % af alle thailændere altså sig selv. Oversat til danske forhold svarer det til, at der skulle være mindst 220.000 sexarbejdere i Danmark, eller at hele befolkningen i Odense og omegn udelukkende skulle bestå af prostituerede. Vel at mærke uden at problemet ville blive berørt i hverken den offentlige debat eller af politikerne, og uden at politiet gjorde det mindste ved det.

Noi Apisuk bliver fornærmet alene ved brugen af ordet prostitueret. I Thailand hedder det phu ying khai bo ri khan – ’en kvinde, der sælger service’ At være ’luder’ eller ’prostitueret’, gali hedder det, er et af de groveste, mest fornærmende skældsord, der findes på thai, et udtryk, der fx bruges om korrupte politikere.

Det enorme antal sexarbejdere i Thailand har bl.a. sin oprindelige rod i den tusindår gamle accept af at gå på bordel blandt thailandske mænd, men ifølge Noi Apisuk har både Vietnam-krigen og Verdensbanken i den grad været med til at booste omfanget:

”Den del af Thailands sex-industri, der henvender sig til udenlandske turister, så først dagens lys i 1964, da regeringerne i Thailand og USA blev enige om, at ca. 700.000 amerikanske tropper under Vietnam-krigen hvert år kunne opholde sig i Thailand for at få, som det hed, ’rest and recreation’. I midten af 80’erne opfordrede Verdensbanken så Thailand til at skabe de samme vilkår for ’civile’ turister, som soldaterne havde haft, for at få gang i landets skrantende økonomi. I dag er den sex-industri, der henvender sig til turister, Thailands største enkeltstående økonomi, den udgør omkring 7 % af vores bruttonationalprodukt og indtjener dermed flere penge til landet end ris. Thailandske sexarbejdere sender hvert år 300 mio. US dollars tilbage til de landlige områder, de kommer fra, og i snit er 5-8 andre voksne afhængige af deres indtægter. Til forskel fra de thailandske politikere er vi ikke korrupte. Vi sælger vores krop, ikke vores land.”

SOI 6 ER EN af de gader med flest fortovsråbende piger i Pattaya. På gadens få hundrede meter sidder over hundrede letpåklædte piger foran barerne og prøver med deres evindelige ”Hello, sexy maaan” at lokke de liderligt skulende vesterlændinge, hvoraf de fleste er midaldrende eller ældre mænd. Men ikke alle. Der er militærøvelse i bugten, og 5.000 amerikanske marines og navy-personel er i byen. Med deres muskuløse bare overkroppe og friske tatoveringer skiller de sig markant ud fra de titusindvis af ølvommede, ældre faranger, der i shorts, hawaiiskjorte og blåslidte underarmstusser bor eller er på ferie i Pattaya.

Væk fra det hårde sollys, inde i velour-sofaerne i det airconditionerede mørke på baren ’The 19th Hole’, der ligger lige ved siden af ’Hole in One’, sidder 20-årige Sunisa og 24-årige Nugul og venter på kunder i små nederdele, samlede, generte knæ og store smil.

De to barer er ejet af en ældre, engelsk farang og hans thailandske kone, og som i de fleste andre af de utallige short time bars i byen koster det 300 baht i en såkaldt barbøde (ca. 50 kr.) at have en af pigernes selskab, mens man for 1.000 baht (ca. 170 kr.) kan gå ovenpå og lave bum bum.

Sunisa er fra Khoen Kaen-provinsen i det nordøstlige Thailand, Nugul er fra Tratprovinsen i landets allersydøstligste del, begge er helt nye i faget, og skammen ved det, de laver, er endnu frisk i hukommelsen. De vil ikke have taget billeder eller sige deres efternavne.

Før 20-årige Sunisa kom til ’The 19th Hole’, arbejdede hun i en 7-Eleven, hvor hun mødte en udenlandsk mand, der sagde, at hun kunne tjene mange flere penge ved at arbejde som hostess.

”Og jeg slog til, for min løn på 7-Eleven rakte slet ikke til at forsørge min familie og min søn på tre år. Min mand forlod mig, da jeg blev gravid, så det er mig, der må forsørge familien. Lige så snart jeg blev gravid, sagde min far også, at han aldrig ville se mig mere. Så blev han skilt fra min mor. Jeg har ikke set ham siden. Vi arbejder hver dag fra tre om eftermiddagen til et om natten, og vi har kun to fridage om måneden. Det tager så lang tid at komme tilbage, hvor jeg kommer fra, så jeg har kun mulighed for at komme hjem 5-6 gange om året og se min søn. Men vi gør det for pengenes skyld. Vi tjener ca. 30.000 baht (ca. 5.600 kr.) om måneden og i højsæsonen 40-50.000 baht (ca. 7.500-9.300 kr.). Det er 15 gange så meget, som man kan tjene ved et almindeligt arbejde.”

24-årige Nuguls baggrund for at arbejde i Pattayas velourmørke ligner Sunisas. Før arbejdede hun på en restaurant, hvor en af de ansatte fortalte om ’The 19th Hole’.

”Så jeg søgte jobbet og fik det. Jeg har kun min mor og en lillebror på fem år. Min mor er gadesælger i Bangkok, hun sælger små Buddha-figurer og tjener næsten ingenting, så det er mit job at forsørge hende og min lillebror,” siger hun.


Der er knap 40 danske værtshuse i byen med navne som fx ’Hønsehuset’, ’Tordenskjold’, ’Kronborg’, ’Holger Danske’, ’Copenhagen Bar’ og ’Rio Bravo’, en dansk slagter, danske bagere, et stort antal danske pølsevogne rundt om i Pattayas gader. Ca. 500 danskere anslås at bo her fast, mens op mod 5.000 danske mænd hvert år opholder sig kortere eller længere tid i byen.

SUNISA OG NUGUL har kun arbejdet som ’kvinder, der sælger service’ i henholdsvis et halvt og et helt år, og den første gang står stadig tindrende klart.

”Min første kunde var en svensker i 50-årsalderen,” siger Nugul. ”Jeg rystede over hele kroppen og var så nervøs og anspændt, at jeg var lige ved at brække mig. Heldigvis kunne svenskeren se, hvordan jeg havde det, og han tog hensyn til mig, så det blev aldrig til noget. Det gjorde det så senere, men det vil jeg helst ikke snakke om.”

Sunisa: ”Det var så svært for mig den første gang, jeg skulle gå i seng med en kunde. Jeg kunne ikke og måtte løbe væk. Men jeg blev jo nødt til det. En anden pige måtte derfor lære mig, hvordan man gør. Vi var begge to sammen med en yngre englænder den første gang, hvor hun beroligede mig og viste mig, hvad det er, man skal gøre.”

Hvem er de bedste og de værste kunder?
Nugul: ”De unge amerikanere, soldaterne og dem, der er her fra flåden, er de værste. De har kun en time, og de vil have det hele på den korte tid. De råber og skriger og slår og hiver én i håret og vil tage os analt. Det føles som at blive voldtaget. Til gengæld er de ældre amerikanere, dem over 40, som regel rigtig søde og hensynsfulde. Det er faktisk de bedste kunder, man kan få. Overordnet er farangerne meget mere gentlemen end thai-mændene, der tit er aggressive og slår. Jeg havde en farang-kæreste igennem længere tid. Han lovede mig alt muligt, men så viste det sig, at han var gift og havde børn. Jeg blev så såret. Mange af dem, der kommer her, har familie derhjemme, og efter den oplevelse har jeg besluttet mig for ikke at involvere mig. Nu er de alle sammen bare kunder.”

Sunisa: ”Nogle af kunderne er søde og bekymrer sig om, hvordan vi har det, mens andre er fuldstændig ligeglade. Men ligegyldigt hvordan og hvem de er, bliver vi jo nødt til at take care of business. Noget af det værste er, når en kunde nægter at bruge kondom. Jeg har lige haft sådan en. Jeg tiggede ham om at bruge det, og til sidst indvilgede han heldigvis. Noget andet, der er slemt, er at alle faranger har så hårde skægstubbe, de gnider deres ansigter mod vores, og nogle gange gør det så ondt, at jeg får tårer i øjnene. Man oplever også, at der er kunder, der ikke vil betale. Franskmændene fx, de er helt klart de værste. De behandler os som skidt, de er nærmest onde, det er, som om de er vrede på os.”

Har I fortrudt?
Sunisa: ”Nej. Hvis jeg ikke arbejdede her, ville jeg ikke kunne forsørge min familie og min søn. Jeg har aldrig fortalt nogen derhjemme, hvad jeg laver. Min mor ved det godt, men hun har aldrig sagt det til andre. Måske ved de det godt alligevel, men der er ingen, der siger noget. For det er skamfuldt, det, jeg gør, men jeg er ligeglad, jeg gør, hvad jeg er nødt til. Jeg har et ansvar over for min søn. Min plan er at arbejde her i fem år, spare penge nok op til at tage tilbage og være sammen med min søn og min familie.”

Nugul: ”Jeg fortryder næsten heller ikke. Min mor ved også, hvad jeg laver, men hun dømmer mig ikke. Jeg føler, at jeg gør noget ved at være her, at jeg tager ansvar. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke kunne forsørge min mor og min lillebror. To år mere på det her sted, og så er det slut. Det er min plan. Så vil jeg tage tilbage til dér, hvor jeg kommer fra, bo sammen med min mor og lillebror og åbne en internetcafé for de penge, jeg tjener her.”

Velvilligt viser pigerne ovenpå. Op ad en trappe, væk fra airconditioneringen og velourmøblerne og ind på et af de fire ti kvadratmeters værelser, der ligger hen ad en kort gulvtæppegang. Den groteske, fugtige varme tager et altomsluttende kvælertag, da de går indenfor på værelset, hvor en ældre thai-kvinde er ved at gøre rent og klar til nattens begivenheder. En Ikea-agtig dobbeltseng i fyrretræ fylder næsten hele værelset. Sengens hovedpudehjørner og den ensomme hylde, der er skruet op på den bare, hvide væg, er fyldt med små, uskyldige tøjdyr. Det er her, Sunisa og Nugul bor, sover og lever. I samme seng og værelse, som de boller deres kunder.

THAI-MÆNDENE BLIVER fra alle sider beskyldt for at være nogle dovne, drikfældige, voldelige døgenigte. Men hvad siger de selv? Og hvad siger de til, at thai-mænd er forment adgang til Pattayas mange gogo-barer og underholdnings-etablissementer, der kun er til for farangerne? En flok af de chauffører, der med grønne veste på kører passagerer rundt på bagsædet af deres motorcykler, står og venter på kunder på Pattaya 2nd Road. En af dem er Tanongsak Saleela, han er 19 år gammel, men hans øjne er meget ældre:

”Det er diskriminerende, at vi thaimænd ikke må komme ind på barerne. Men på en måde forstår jeg det godt. For vi bliver aggressive, når vi bliver fulde. Vreden over alt det, farangerne har, som vi ikke har, kommer ligesom frem. Vi vil være millionaires for one night. Ligesom dem. Men det er vi jo ikke. Derfor går det galt,” siger han

Hans kollega, 37-årige Boochan Sansuk, er mere tilbagelænet:

”Det er godt for landets økonomi, at der kommer så mange faranger og lægger penge her. Men om det er godt for os thailandske mænd, ved jeg ikke. Jeg er misundelig på de hvide. De kommer her og tager vores kvinder. Vi thai-mænd har jo ikke en chance, fordi vi ikke er lige så rige som dem.”

Realisten, 26-årige Teerachet Sangtong, bryder ind:

”Sådan er livet, det er jo pigernes job at tiltrække turisterne. De gør nøjagtig, hvad de skal. Turisterne er jo også gode for os, vi tager tre gange prisen for en tur, når det er en farang, der sidder bagpå. Men o.k., nogle af pigerne bliver godt nok et nummer for snobbede, når de er sammen med en farang. Som om de slet ikke er thaier længere. Vi thaimænd er gode nok, men ja, når vi bliver fulde, så smider vi hæmningerne og vil være ligesom farangerne, der kan tillade sig alt. Uanset hvad pigerne siger, er der altså thai-mænd, der er gode nok. For mange af os mænd er det pigerne, der ikke er gode nok, fordi de vælger penge frem for kærlighed. Når en fyr skrider fra en pige, og ja, det sker tit, så har han måske også en god grund til det. Fx at han ikke føler, at han kan leve op til kvindens materielle krav. Og så er der altså også rigtig mange piger, der skrider fra deres thai-mand, fordi de hellere vil jagte en farang.”

”Jeg synes, det er forkert, at vi ikke må komme på barerne. Det er da vores land, er det ikke?” afbryder Teerachet  Sangtong.

”Jamen, det er jo det samme overalt i Thailand,” svarer Tanongsak Saleela. ”Som thai bliver du altid diskrimineret i forhold til farangerne. Sådan er det. Jeg har selv tænkt meget over, om jeg også skulle sælge min krop på en af bøssebarerne for at tjene flere penge. Men jeg kom frem til, at mit selvværd ville lide skade ved det. Det er det ikke værd. Men derfor dømmer jeg ikke dem, der gør det. Måske er de heldige og finder en good farang, de kan gifte sig med.”

Men hvordan ser jeres drømmepige ud?

De andre griner, da Teerachet Sangtong svarer: ”Hun er hvid og har kæmpestore bryster.”

”Nej, selv om vi alle sammen tænker sådan, ved vi, at det kun er en drøm. Pyt med udseendet, i virkeligheden skal hun bare være ærlig, hårdtarbejdende og en god mor til vores børn. Om hun har været gogo-girl, betyder ikke så meget. Problemet er, at det er svært at finde en pige i Pattaya, fordi de alle sammen går efter de rige faranger. Derfor bor vi thai-mænd alene her i byen – eller sammen.” Teerachet Sangtong tænker sig om. Lidt efter siger han: ”Måske er det derfor, så mange af os bliver bøsser.”

KITTIPHOP KAMGADPAI og Preecha Khamkow arbejder i den lokale organisation SWING, Service Workers In Group, der hjælper Pattayas uendelig mange tilrejsende sexarbejdere, der alle sammen, kvinder som mænd, kommer til byen i håbet om at finde én good farang, blive kæreste med ham og flytte sammen med ham til udlandet. Preecha Khamkow, der er field coordinator i organisationen, anslår, at det i gennemsnit drejer sig om ca. 50.000 og endnu flere i højsæsonen fra oktober til april.

SWING, der fortrinsvis er finansieret af sexarbejdere, der allerede har vundet i ’farang-lotteriet’ og fundet en kæreste fra Vesten og derfra sender penge, underviser bl.a. i det, man bogstavelig talt kan kalde kropssprog. I et klasselokale fortæller lærere således sexarbejderne, hvad fx ’oral sex’, ’anal sex’, ’kondom’ og ’sutte den af ’ hedder på engelsk. På væggene i den tre etagers høje bygning er der samlinger af kondomer fra hele verden, doucede idolbilleder af ladyboys og et landkort, der med røde knappenåle viser, at næsten alle medlemmerne af organisationen oprindeligt er fra det nordlige og nordøstlige Thailand.

”99 % af de udlændinge, der kommer her, gør det for at få sex eller for at få en kæreste. Vores opgave er derfor at hjælpe sexarbejderne i Pattaya med at beskytte sig selv, med at tjekke dem for sex-relaterede sygdomme, fx aids, og med at skaffe dem behandling på det offentlige hospital i Pattaya. Det er de på papiret ikke berettigede til, fordi de næsten alle er registrerede som borgere i andre provinser og derfor ifølge loven skal behandles dér,” siger Kittiphop Kamgadpai, der er en slags souschef i organisationen.

Preecha Khamkow supplerer:

”Mange af familierne til sexarbejderne ved udmærket, hvad der foregår, men de siger ikke noget og holder det skjult. Men sexarbejderne sender penge hjem, og dem har familierne brug for. Især for pigerne er det svært. Det thailandske samfund lægger et hårdt pres på kvinderne for, at de skal forsørge familierne. Vi drenge er ikke udsat for det samme pres. Men for os, der opfører os kvindeligt, er der kun få job her i landet. For selv om det på overfladen kan virke, som om Thailand er et fleksibelt samfund, der accepterer alt og alle, er det dybt nede et stort problem at være bøsse her i landet. Det er ikke accepteret. Jo, i Pattaya er det, men ikke i resten af landet. Det er bl.a. derfor, Pattaya tiltrækker så mange sexarbejdere. Her er vi ikke alene. Selv kan jeg ikke fortælle derhjemme, at jeg er bøsse, det ville blive en kæmpe skandale. Min familie tror, jeg arbejder på et hotel her i Pattaya,” siger Preecha Khamkow og peger på et andet problem:

”Mange af sexarbejderne doper sig for at kunne bryde deres grænser. Nogle af dem drikker alkohol, men de fleste tager yaba (thailandsk metaamfetamin, red.) for at kunne være på dupperne og glemme, hvad de laver. Andre tager poppers, mens andre igen er på Valium, når de arbejder. Og så er der dem, der bruger det hele på én gang.”


Pattaya er verdens største, vildeste og mest grænseløse polterabend. I en ydre kulisse af sol, sand, strand og turkisblåt havvand tilfredsstiller byen alle de mandlige primærbehov.

THAILAND OG THAILÆNDERE forholder sig til landets omsiggribende prostitutionsproblematik som en struds med hovedet i sandet. Godt hjulpet på vej af politikerne, politiet og af et bureaukrati, der er en Franz Kafka værdigt. På byens rådhus udsteder man bevillinger til de tusindvis af barer, der findes i Pattaya, og rådhuset ved derfor, hvor mange barer det drejer sig om. Inde i bygningen er velvilligheden stor og smilene brede, hver gang et kontor sender spørgsmålet videre til endnu et kontor. En labyrintisk rejse ender på et kontor, hvor en smilende kvinde fortæller, at antallet af barer selvfølgelig er hemmeligt.

Men hvordan kan prostitution være ulovligt i Thailand, når landet har verdens måske højeste antal prostituerede, og når sex-industrien ikke bare i Pattaya, men alle steder i Thailand, hvor der kommer turister, er så fuldkommen åbenbar?

Noi Apisuk, direktøren for sexarbejder-organisationen Empower, har denne forklaring:

”De fleste af os arbejder på fx massagesteder eller på karaokebarer, der er lovlige virksomheder. Vi danser, synger, serverer drinks, masserer eller spiller billard. Intet af det er ulovligt. Loven forbyder os derimod at opfordre til at organisere eller tjene penge på andres prostitution, og politiet kan kun gøre noget, hvis de tager os på fersk gerning. Men ligesom så mange andre i Thailand, fx gadesælgerne, betaler sexarbejderne bestikkelse til politiet – enten pr. dag, uge eller måned – for at undgå problemer.”

Men hvad siger politiet selv? Takket være den thailandske tolks sproglige smidighed lykkes det at komme forbi bureaukratiet og indenfor på politistationen i Pattaya og op i afdelingen for criminal investigation.

Oppe ad trappen ligger arresten, der er en slags hundekennel til mennesker. I over 50 graders varme har de indespærrede hver ca. blot en kvadratmeter at stå på i aflange tremmerum. Op ad trappen bevæger en chaingang af yaba-skæve og skrigende arrestanter sig, lænket sammen med jernkæder om fødder, hænder og liv. Forrest i flokken går en tavs, indsunket ældre europæer, hans hår er gråt, hans T-shirt er fuldkommen våd af sved, og hans blik flytter sig ikke fra jorden. Betjenten, der åbner døren ind til arresten, ved ikke, hvad han har gjort. ”Det er bare dagens fangst,” råber betjenten i forsøget på at overdøve de sindssyge skrig, der kommer inde fra cellerne. Den ældre europæer kigger stadig i gulvet, da den tunge jerndør atter lukkes, og skrigene forstummer.

På den anden side af gangen har kriminalpolitiet kontor. På væggen hænger fotokopier af kendte forbryderes mugshots, lige ved siden af viser en gigantisk fladskærm en thai-råbende Nicolas Cage på en brændende motorcykel i filmen ’Ghost Rider’, og ved siden af et bord, hvor en af betjentene dorskt spiller kabale på en gammel computer, står svenskeren Claes og ryster over hele kroppen. Han er lige kommet til Pattaya og har på sit første barbesøg fået stjålet alle sine penge – 1.000 euro i  kontanter – af en pige han mødte. Af en råbende, skaldet kriminalbetjent får han at vide, at hende, der har stjålet pengene er en usual suspect, og at han nok skal få pengene igen.

Til den kabalespillende kriminalbetjent fortæller en grædende ung japansk pige, at hun aftenen før var fuld og fik et par på hovedet af en thai-mand, som hun har glemt, hvordan så ud. En umulig sag at løse.

Endelig har de to kriminalbetjente tid.

Hvordan kan der være op mod 50.000 prostituerede i Pattaya, når prostitution er forbudt?

De to betjente kigger hurtigt på hinanden.

”Det kan vi ikke svare på,” siger den ene, ”du må tale med vores chef. Han er inde ved siden af. Du er velkommen til at vente.”

Efter fem timers ventetid er chefen endnu ikke kommet ud. Tålmodigheden er brugt op. De to betjente trækker på skuldrene, da vi går.

Udenfor kører en lille thai-kvinde forbi på en scooter. ”I know you want me,” står der på hendes T-shirt.

Endnu en nat er på vej i Pattaya.